Man væver os immer om Fædrenes Tid;
de vare saa kloge i al deres Id;
og Fanden knap Een af hvert Hundrede fik.
Lad, Venner! Jer ikke indbilde den Snak!
De salige Herrer langt meer end vi drak;
og farer ei Krøniken ganske med Tant,
de legte gar gjerne med Tøsernes Pant.
Betræffende ellers den Viisdom og Dyd,
hvoraf Man os gjør saa forfærdelig Skryd;
hold bare for Lyset ret Tingene frem,
saa, Herre Gud! er der og Maade med dem:
Hvor Tiden har faldet de Stympere lang!
De Viser ei havde, de kjendte ei Sang.
Med stirrende Øine om Flasken de sad:
høit om Een imellem Chrysillis dem qvad.
Men vaar det at undre? Mamaerne jo
bar sorte Uldhoser i Rusvartes Skoe,
og blaa Filtes Buxer til Loppernes Trøst:
Alt nok til at iisne hver Arvesynds Lyst!
See derimod vore henrykkende Noer!
hvor pipper igjennem det spøgende Flor
hver Yndighed frem i Chariternes Dragt,
og fængsler vort Hjerte med tryllende Magt.
Thi hylde hver lykkelig Yngling sin Glut
ved lokkende Bæger! men er Een saa mut,
at ikke han Deel i vor Munterhed ta’er,
saa sige vi: "Lykke paa Reisen, min Fa’er!"
Magistrene altsaa fortryde ei paa,
jeg tro’r, at vi Tranten langt bedre forstaae;
thi, Brødre! giv Glasset sit rundeste Maal,
og tømmer det ud paa Oplysningens Skaal!