Hvor var det skjønt, ifald vi kunde med hverandre,
før vi til Eden gaae,
hernede blandt vor Jords Naragtigheder vandre
syv, otte hundred’ Aar.
Men da Moer Eva har os denne Spas fordærvet,
og Plads ved Englefad
har sine kjere Børn langt snarere erhvervet,
end de der sidde gad.
Saa, Brødre! lader os ei slige Daarer være,
at døse Tiden bort;
snart Klogskab vil saa lumsk vor Munterhed hentære
dens Rose blomstrer kort.
Vist siger Man, vor Jord er fuld af Skarn og Plager,
og der er noget i;
men, tro mig! Verden er just, som man den sig tager,
et snurrigt Maskapi.
Ja sæt! vi kunde i vor egen Lod udfinde
lidt mere sort end hvidt,
er jo hver Time, vi kan Sorg og Gigt afvinde,
den reneste Profit.
Bort altsaa, Yngling! bort med hver ubuden Grille,
der mørkner Livets Fryd;
tænk Amors Tryllerie, saa vil dit Øie spille,
hans Bud er: lee, og nyd!
Hvo vi Pligt opfylde?
Thi, Brødre! skjænker i!
Og lad med fulde Glas os Glædens Guddom hylde,
Skaal dens Philosophie!