Jeg skjøtter intet om høie Sving
Og ei om Toner, som knibes ud af Kastrater,
Og ei randsager jeg dybe Ting,
Og ei bekymrer jeg mig om Krig mellem Stater;
Jeg min Vise nynner
Og mit Glas forsyner,
Og for Resten slaaer jeg mørke Griller bort
I Veir og i Vind og i Latter.
Jeg gjør kun lidet af Verdens Guld;
Den snart fik nok, som ei alt for meget begjerte.
En gjerrig Satan, naar blev han fuld?
Nei evig Tørst efter meer forvolder ham Smerte;
Jeg den Kunst vil lære
Rolig at undvære,
Hvad jeg ei kan faae; thi netop er dog nok
For dette nøisomme Hjerte.
Jeg gjør dog noget af Ærens Glands;
Foragt kan jeg for min bare Død ikke taale;
Men jeg foragter den Narredands,
Hvor Folk sit Værd efter Rangforordningen maaler;
Velfortjent at være
Er den sande Ære,
Hvad Smarodser end til Stores Lov og Priis
Saa himmelhøit monne skraale.
Smaa Piger holder jeg meget af,
De Hjertens Unger opliver alting i Lavet;
Men vee den Skurk, som i Lysters Hav
Kan ønske Dyd og Uskyldigheden begravet!
Skaal for ømme Smerter,
Skaal for rene Hjerter,
Skaal for Husets Moer og hver en vakker Glut,
Med Dyd og Ynde begavet!
Af Venskab gjør jeg dog allermeest,
Et Vennelav er et Paradiis her paa Jorden;
Hvor Glæden hersker er altid Fest,
Naar vilde Sæder ei skade Dyder og Orden.
Venner Glasset tager!
Vinen liflig smager,
Naar vi drak vort rene Venskabs glade Skaal
Og Fred og Velstand i Norden.