Boer jeg paa det høie Fjeld,
Hvor en Fin skjød en Reen med sin Riffel paa Skien,
Hvor der sprang et Kildevæld,
Og hvor Ryperne plasked i Lien;
Jeg med Sang vil mane frem
Hver en Skat, som laae skjult udi Klippernes Rifter;
Jeg er glad og rig ved dem
Kjøber Viin og klarerer Udgifter.
Klippens Top, som Granen bær,
Muntre Sjeles Fristad er;
Verdens Tummel neden for
Til min skyehøie Bolig ei naaer.
Boer jeg i den grønne Dal,
Hvor en Elv løber let gjennem skovrige Sletter,
Hvor Løvhytten er min Sal,
Hvor den voxende Grøde mig mætter,
Hvor det muntre Faar og Lam
Tripper om, nipper Løv, og hvor Øxene bøge;
Leer jeg høit til Modens Kram
Og til Renter, som Rigdom forøge.
Fra min lave rolige Dal
Seer jeg mange Mægtiges Fald,
Sidder paa min Tue tryg,
Og udtømmer en Glædskabs Pokal.
Boer jeg ved den nøgne Strand
Paa en Holm, fuld af Æg mellem rullende Bølger,
Hvor en Fuglehær paa Vand
Sild og Brisling og Morten forfølger;
Trak jeg da en Fiskedræt
Fuld af Rogn, saa min Baad var paa Vei til at synke;
Og jeg saa blev glad og mæt,
Maa den Gjerrige længe nok klynke.
Een Ret nok paa Nøisomheds Bord:
Fisken svømme! det var et Ord;
Derpaa drak jeg mig et Glas,
Sang og drak Fiskeriernes Flor.
Sjunger Bjerg og Dal og Strand:
Guld af Bjerg, Brød af Dal, fuld af Fiske fra Stranden;
Saa maa Tossen drikke Vand;
Skjenker Viin udi Glasset til Randen!
Norges Land er ingen Ørk,
Glæden fødes og der udaf selve Naturen;
Være hvo som vil en Tyrk,
Sidde tørstig og vranten og sturen.
Vi drak Norges Hæder og Held,
Sang om Strand, om Dal og om Fjeld,
Alting blomstre for Enhver,
Som vort Land og vort Selskab har kjær!