H.A. Brorson (1694–1764)

I Hælen Sverdet følger,

Og for os har vi Bølger.

Hvad Redning for den Søe?

Hvad hielper os den Plage,

GUd lod Ægypten smage?

Vi maae deran og døe.

Hvor vil hans fnysend’ Vrede

Os ud i Havet sprede,

Og pukke ved vor Helsots Sted!

See, Israel, det røde Hav!

Der seer du da din Grav.

Nej holdt! tænk ej saaledes!

Men her vil bankes, bedes:

Da faaer du Hielp i Nød.

Og han er selv din Klippe;

Men du maae ikke slippe,

Det gielde Liv og Død.

Da sagde GUd til Moses:

I Dag min Magt skal roses,

Udrek din Stav mod vilden Hav.

Han slog med Kiep, med Bøn og Troe.

Strax Havet gik i to.

Troefaste GUd! jeg beder:

I hvordan du mig leder,

Igiennem Vel og Vee,

I Livet og i Døden

Lad mig dog ej paa Nøden,

Men alt paa dig kun see,

Og ansee hvad bedrøver

For idel Troens Prøver!

Giør Troen fast mod Stød og Kast,

At jeg, imellem Sverd og Vand,

Kan trøstig holde Stand!