Kierligheden kunde for ingen Ting det bære
X
X
1.
Kierligheden kunde
For ingen Ting det bære,
At vi gik til Grunde.
Han tænkte: skal de være
Forladt’ til ævig Vee?
Ney! det skal aldrig skee.
Men i Sathans Rige
Vort Kiøn laae villig fangen,
Hvad var der at sige?
Ja Dommen alt var gangen;
Og slugend’ aaben mod
Os Helved-Struben stod.
Opstod Kierligheden
For at møde Vreden.
Jeg, sagde han, paatager
Mig Adams Kiød og Plager,
Synd og Nød.
Her er jeg i Steden
At lide Dom og Død.
2.
Kierlighed paa Korset
Sig lod med Nagler spende,
For at faae sit Forset,
Den samme Dag til Ende.
Han vilde holdes fast,
Til vore Lænker brast.
Uanseet han kunde
Ej Fod, ej Finger flytte,
Bar paa Søm og Vunde
De matte Bene-Stytte.
Ja sandelig! det var
At træde Perse-Kar.
Alle Buer spendte,
Alt mod ham sig vendte.
For det, som Ulv har staalet,
Var Lammet sat til Maalet.
Al min Skam,
Alt hvad jeg fortiente,
Har oversvømmet ham.
3.
Tænk! i hvilken Klemme
Din JEsus maatte sone,
Før hans Himmel-Stemme
Fik saadan Afgrunds Tone:
Hvi har du mig saa plat,
Min Gud, min Gud, forladt?
Ja du Høystfortiente,
Min Frelser, blodig Drue,
Maatt’ du mig jo hente
Som midt i Helveds Lue.
Dog vandt Du, Gud skee lov,
Og fik mig som et Rov.
Ævig Tak! skal raabe
Liv og Siæl tilhobe.
Tak giennemstungne Hierte!
Tak, tak for al din Smerte,
Graad og Sveed,
Vand og Blod, hver Draabe,
Tak, tak i Ævighed!