Er han borte al min Eje
XXIV
XXIV
Er han borte al min Eje?
Skal jeg ham ej meere see,
Skal jeg ham ej meere see
meere see?
Vaagner jeg paa Ladheds Leje,
Til at gaae fortvilte Veje,
I den haarde Fødsels Vee?
Er han borte &c. &c.
Sulamith skriger,
Løber og græder, og siger,
At hun har forloret
Den hende har kaaret.
Her er jeg, du arme!
Jeg vil mig vist forbarme.
Eja! al Jammer og Trængsel god Nat.
Eja! al Jammer og Trængsel god Nat.
Sejren er vunden.
Bruden har funden
Bruden har funden
Hendes den allerlivsaligste Skat har funden
Bruden har funden
Hendes den allerlivsaligste Skat.
Und mig den Glæde,
JEsu! at træde
Til, dine Fødder at kysse og væde
kysse og væde.
Eja! al Jammer &c. &c.
Ja! jeg vil dig ikke hindre.
Kys, toe, saa meget som du vil.
Dog maae du dig erindre,
Saa længe du er til,
Den Nat, jeg fuld af Dugens Taare
Vel banked’; men blev uden fore.
Ja JEsu! min Kierligheds Taare jeg blander
Med beskeste Lage, af Smerte i Barm
af Smerte i Barm.
Min Ladhed jeg ævig og ævig forbander,
Som giorte mig denne fortvivlede Harm.
Ja JEsu! min &c. &c.
Til Lykke! ja til Lykke du,
Som fant ham. Hav ham ævig nu.
Tak den, som var din Siæl saa troe,
Og siung i Aanden himmel-froe:
Hallelujah!
Men vaag, saa kier du har din Skat,
At vente ham ved Dag og Nat.
Hallelujah.
Til Lykke! ja &c. &c.