H.A. Brorson (1694–1764)

Lad mig, søde JEsu, møde

      I din Pines Natte-Vagt,

Dig at skue, Livets Drue,

      I Guds Vredes Perse lagt.

Andre hvile. Dødens Pile

      Alle ile paa dig ind.

JEsus blegner, skielver, segner

      I Guds Vredes Hvirvel-Vind.

Gid jeg kunde nogenlunde

      Dog begrunde denne Storm,

Hvor det svier, da du vrier

      Dig i Støvet, som en Orm!

JEsus beder, græder, sveder,

      Tænk engang, det bare Blod.

Hevnen stiger, mens han skriger,

      Til den allerhøjest’ Flod.

Riis og Grene bindes eene

      Til dig, reene Jomfrue Søn!

Hvorhen driver dig din Iver?

      Til at redde Adams Kiøn.

Var vor laadne, undertraadne,

      Døde, raadne Folke-Færd

Ej at kige paa, end sige

      Saadan Nød og Fejde værd?

Men hvor qvæger nu og læger

      Mit forknuste Hierte-Rod

Svede-Dampen, som i Kampen

      Af dit blege Ansigt stod.

Syndens Længde, Tyngde, Mængde,

      Som dig trængte, er betalt.

Kiempe-Sveden vant os Freden

      I den ivrigste Gestalt.

Sathan daaber*. For mig raaber

      Alle Draaber mod hans Hug.

Hvad mig møder, det forsøder

      Urtegaardens Purpur-Dug.