H.A. Brorson (1694–1764)

Den store hvide Flok vi see,

Som tusind’ Bierge fuld af Snee,

Med Skov omkring

Af Palme-Sving,

For Thronen. Hvo er’ de?

Det er en Helte-Skare, som

Af hiin den store Trængsel kom,

Og har sig toed

I Lammets Blod

Til Himlens Helligdom.

Der holde de nu Kirke-Gang,

Med u-ophørlig Jubel-Klang,

I høje Chor,

Hvor GUd han boer,

Blant alle Englers Sang.

Her gik de under stor Foragt.

Men see dem nu i deres Pragt:

For Thronen staaer

De Slagte-Faar

I Himlens Præste-Dragt.

Sant er det, i saa mangen Nød

Tit Taare-Strøm paa Kinder flød;

Men GUd har dem,

Strax de kom hiem,

Aftørret paa sit Skiød.

Nu holde de, og har til best

Hos ham en ævig Løfsals Fest;

Og Lammet selv,

Ved Livets Elv,

Er baade Vært og Giest.

Til Lykke, Kiempe-Samling, ja

O tusindfold til Lykke da,

At du var her

Saa troe i sær,

Og slap saa vel herfra!

Du har foragtet Verdens Trøst;

Saa lev nu ævig vel, og høst,

Hvad du har saaet

Med Suk og Graad,

I tusind’ Engle-Lyst!

Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact,

Og siung af Himmel-Kraft og Magt:

Priis være dig

Ævindelig

Vor GUd og Lammet sagt.