H.A. Brorson (1694–1764)

         Hvad seer min Sulamith,

         Da Luften er endnu saa fuld

Af Vinter-Sneens Gyse-Kuld?

         Hvi lukker du da Vindve op,

         Og stirrer alt paa Skyens Top.

        Hvi giør du det saa tit,

         Min Sulamith?

         Jeg staaer kun her at see,

Naar Stiernerne, ved Dommens Knald,

Er kommen først paa Fald,

         Hvordan det da vil snee.

         Far hen, som Fuglen fløj,

Du Vinter-Boelig, nok for mig!

Jeg agter ej at fæste dig.

         Jeg har mit Rejse-Tøj.

         Dig bliver Tiden lang.

Du længes efter bliden Vaar,

Naar Bruden i det Grønne gaaer.

         Du vilde plukke Dudaim,

         I Luften høre Seraphim,

Nye Himle-Engle-Sang.

         Er Tiden lang?

         Skiønt den er ej saa slem,

Saa tælles dog hvert Øjeblik,

Fra den Tiid Barnet fik

         Forlov at komme hiem.

         Hvor ønsker jeg, min Skat,

At see dig løse Tidens Baand,

Og giøre ved din Almagts Haand

         Til intet Dag og Nat.

         Velan! kom, lad os see,

Om ej kan merkes For-Aars Tegn,

I Turtel-Duens stille Egn,

         Hvad Figen-Træets Grene spaaer,

         Om de lidt smaat af Knoppe faaer?

Da vil dit Hierte lee,

         Kom, lad os see!

         O ja! i Himlens Skye

Jeg daglig seer din Samle-Plads,

Hvorfra jeg, ret i Stads,

         Skal føres Brud til Bye.

         Ja du, som ej har spart

Dit Liv for denne Højtids Færd,

Du veed, hvordan jeg har det her:

         Kom bliid og hent mig snart.