H.A. Brorson (1694–1764)

Ach min rose visner bort,

Bliver baade bleeg og sort:/:

Ach mit blomster stood,

Før som melk og blood

Falmer nu fra top til rood.

Saae man før en Herres bruud

See saa ufornøyet ud:/:

Slet bestilt at man

Ikke bedre kand

Skiønne paa sin ædle stand.

Estu bleven barn igien?

Har du glemt din siele-ven?:/:

Veedstu ey mit ord?

Veedstu hvad du troer?

Og hvad du i daaben soer?

Læs engang det første bud:

Jeg er Herren, jeg din Gud,:/:

Lad det der ved staae,

At jeg sørge maae,

Din sorg intet kand forslaae.

Har du og din troe forgiet?

Hvo har skabt dig? veedstu det:/:

Den dig skabte veed

Vidre nok beskeed,

Sørg du ey, men troe og beed.

Har Gud noget havt saa rart,

Som for dig er bleven spart?:/:

Har du glemt min død,

Og det blod, som flød

Af mig i min bittre nød.

Aanden gav jeg dig til pant,

At du gandske vist og sandt:/:

Himlen selv skal naae,

Tvivler du da paa,

Dine smuler her at faae?

Læs engang dit fader vor,

Fader! kiend ham og derfor;:/:

Derpaa det beroer

Alt, at du kun troer

Dette søde faders ord.

Ach! hvad ære, fryd og haab

Havde du vel af din daab:/:

Vidste du beskeed

Om din herlighed

Efter daabens pagt og eed.

Faaer du ved Guds alter-fod

Jesu legem, Jesu blod,:/:

Den er steen og stok

I Guds kirke-flok,

Som ey deri finder nok.

Op med dit beklemte sind,

Kiig kun i Guds himle ind:/:

Hør Guds englers sang!

See hans helgens rang,

Der skal du og staae engang.

Zion hele sagen er,

Verden, verden du begier:/:

Hendes skiulte glød

Gnistrer i dit kiød,

Brænd dig ey, det er din død.

Verden, verden af dit sind,

Luk din Jesum ene ind:/:

Favn mig i din troe,

Lad mig i dig boe,

Saa faaer sielen nok sin roe.