MIt Hierte altid vancker
I skal finde et spædt Barn svøbt, liggendes i Krybben. Luc. 2. v. 12.
I skal finde et spædt Barn svøbt, liggendes i Krybben. Luc. 2. v. 12.
Mel. Jeg raaber fast O HErre.
Mel. Jeg raaber fast O HErre.
1.
MIt Hierte altid vancker
I JESU Føde-Ruhm,
Did samles mine Tancker
I deres Hovet-Sum,
Der er min Længsel hiemme,
Der har min Tro sin Skat,
Jeg kand dig aldrig glemme,
Du søde Jule-Nat.
2.
Du mørcke Stald skal være
Mit Hiertes Fryde-Slot,
Der kand jeg daglig lære,
At glemme Verdens Spot,
Der kand jeg best besinde,
Hvori min Roos bestaar,
Naar JESU Krybbes Minde
Mig ræt til Hiertet gaar.
3.
Mens, Ach! Hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tæncke paa,
At GUD af Himmerige
I Stalden ligge maa,
At Himlens Fryd og Ære,
GUds væsentlige Ord,
Skal saa foragted være
Paa denne slemme Jord.
4.
En Pærle, der forgiættes,
Saa nøye ledes op,
Dend blancke Demant sættes
I gylden Krones Top:
Mand kaster ey en Drue
Blant tørre grene need,
Skal jeg min GUd da skue
I saadan Uselhed.
5.
Hvi skulde Herre Sale
Ey for dig pyndtet staa?
(Du hafde at befale
I hvor du pegte paa,)
Hvi lood du dig ey svøbe
I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysse paa din Haand?
6.
Hvi lod Du ey udspende
En Himmel til din Telt,
Og Stierne-Fakler brænde?
O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ey til syne
En mægtig Engle-Vagt,
Som dig i Silcke dyne
Saa prægtig burde lagt?
7.
Ney, JEsus faar sit Leye
I denne gode Jul,
Hvor Betlere de pleye
At ligge sig i Skiul,
Det var og ey hans eget,
Det Høe, hvori Hand laa,
Hand hafde ey saa meget
Hand kunde ligge paa.
8.
Den Sag kand ey begribes,
At JEsus, GUD og Mand,
Saa meget hart indknibes
I Verdens Jammer-Stand,
Hand, som med Guddoms Vælde
Ald Verden dømme vil,
Ey har det, Hand kand hælde
Sit arme Hoved til.
9.
En Spurre har sin Rede,
Og sikkre Hvile-Boe,
En Svale ey tør lede
Om Natte Lye og Roe,
En Løve veed sin Hule,
Hvor hand sin Roe kand faa,
Skal da min GUD sig skiule
I andres Stald og Straa?
10.
Ach! kom! jeg vil oplukke
Mit Hierte, Siæl og Sind
Med tusind Længsels-Sukke,
Kom, JEsu, dog derind!
Det er ey fremmed Bolig,
Du har det selv jo kiøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hierte svøbt.
11.
Jeg vil med Palme grene
Dit Hvile-Stæd bestrøe,
Min Brudgom, Dig allene,
Jeg leve vil og døe.
Kom! Lad min Siæl erlange
Sin rætte Qvæge-Stund;
At kysse tusind gange
Din søde Rosen-Mund.