Den 65. Psalme
Mel. Den prægtig’ Soel &c.
Mel. Den prægtig’ Soel &c.
1.
Det stille Haab er dig lovfulde Toner,
Du Zions Gud, som over Himle throner,
Og man betaler Løfterne til dig —
Bønhører! dig skal offres Tillids-Bønner,
For dig maae og Jordklodens frække Sønner
Ydmyge sig.
2.
Vi kunde ei de Synde-Straffe baaret,
Og du tilgav — Held dem, du har udkaaret,
Som staae for dig, og i din Forgaard boe —
O! hvor du boer, er Glæden overvættes;
Lad os og af dit Huuses Gode mættes
I hellig Roe.
3.
Du svared’ os, og svarede retfærdigt,
Hvor frygteligt — men, o! det var dig værdigt —
Vor Gud, vor Hielp allene sand og stor!
Du Tilflugt for den sidste Jordens Ende,
For fjerne Hav, hvis Grændser vi ei kiende,
Hvor Natten boer.
4.
O du, hvis Arm udhulede Afgrunden,
Og hvirvled’ Støv, og holder Bierget bunden,
Og har med Styrke omkringgiordet dig,
Som Havet i din huule Haand indfatter,
Og reiser det, og stiller Bølgen atter,
Og stiller Krig.
5.
Du Vældige, du Under allevegne!
Grant seer man dig i alle Lysets Egne,
Og skuer dine Værk med hellig Grue;
Hvor Morgenen i venligt Dagskier smiler,
Hvor Aftenen paa sorte Skyer hviler,
Lovsynges du.
6.
Vor tørstig’ Jord anraaber dig om Vædsker,
Du skuer ned, og den af Medynk lædsker,
Og giør den meget rig — o Held os nu!
Den Sæd, som døer, befrugter du, og Jorden,
Den jevner du.
7.
Vand Furerne! — steenhaarde Klumper vælte
For Ploven op, lad dem i Furen smelte
Ved din godgiørende og milde Regn;
Lad Jordens Sæd inddrikke signet Grøde,
Og spire frem, og modne Frugter føde
Fra Egn til Egn!
8.
Ja Jehova! dit gode Aar du kroner,
Din Torden-Vogn igiennemfarer Zoner,
Og fra dit Vogn-Spor drypper Fedme ned;
Græsgangene i Ørken flyde over,
Tillokkende staae Høiene og lover
Din Miskundhed.
9.
De Fødende blandt Hiorden ere drægtig’,
Og Dalene staae blomstrende og prægtig’,
Og alt er Fryderaab, alt rundt om mig;
Her vandrer du, jeg seer dig og tilbeder,
I dine Fied opvoxe høie Glæder,
Alt lover dig!