Den 46. Psalme
Mel. Af Høiheden oprunden er.
Mel. Af Høiheden oprunden er.
1.
Gud er vor Borg, vort Tilflugssted,
Han ene er vor Sikkerhed,
Vor mægtige Beskiermer,
Naar Ødelæggelsernes Hær
I mange grumme Skikkelser
Med sterke Skridt sig nærmer;
Dette
Have
Vi erfaret,
Han har sparet
Os i Nøden,
Ja! han rev os ud fra Døden.
2.
Thi staae vi uforfærdede,
Om Jordens Piller zittrede,
Og Havets Klipper bæved’
Paa deres mørke Leiested;
Om Havet spottede sin Bred,
Og sig fra Dyndet hæved’,
Saa de
Høie
Evig sterke
Jordens Bierge
Endog raved’
Oversvømmede af Havet.
3.
Om Kilder brast i Floder ud,
Saa skal de frygtelige Brud
Dog ei Guds Stad forskrække,
Men ile med Forfriskelse,
(Som stille Aae paa Engene,)
I sagte Surre-Bække
Giennem
Salem,
Hvor den Herre,
Himle ære
Og tilbede,
Har sit Tempel og sit Sæde.
4.
Thi Herren frygtelig og stor
Selv inden Stadens Muure boer,
Og han er Stadens Styrke,
Og ruer Ødelæggelsen,
Som mørke Tord’ner over den,
Saa bryder han det Mørke,
Adspredt
Er det;
Endt er Nøden,
Morgen-Røden
Mild sig røber,
Og Guds Stad i Purpur svøber.
5.
See Folket zittrer! Gud er vred!
Alt seigne Kongeriger ned
Han tordner — Jorden bæver;
Men han, som selv opholder den,
Gud over heele Skabningen,
Som hellig Rædsel kræver,
Han er
Os nær,
Og bevarer
Os i Farer,
O, Fortrøstning!
Jacobs Gud er vor Befæstning.
6.
Gaaer hen med hellig Frygt og seer
Paa Herrens store Gierninger;
Han satte sig paa Torden,
Fremvinked’ Ødelæggelsen,
Og mørk og grusom rased’ den
Ved Herrens Vink paa Jorden,
Men vi
Blev’ fri,
Hver er sikker,
Krigen ligger
Overvunden,
Og som Guddoms Fange bunden.
7.
Han bød til Jordens Ender Fred,
Og Sværdet sank afmægtigt ned;
Han brød de fiendtlig’ Buer,
Og sønderknuste Spydene,
Og overgav Krigs-Vognene
Til underjordisk’ Luer; —
Hører
Magter
Og adlyder!
Herren byder:
„Frække Skare“
„Lader eders Forsæt fare!“
8.
„Viid! jeg vil være den jeg er,“
„Ophøiet over Hedninger,“
„Ophøiet over Jorden.“ — —
O! bryd mit Folk i Jubel ud:
Den tordnende og sterke Gud,
Som er en Rædsel vorden,
Han er
Os nær,
Og bevarer
Os i Farer,
O, Fortrøstning!
Jacobs Gud er vor Befæstning.