Den 35. Psalme
Mel. Store Prophete med himmelske Lære.
Mel. Store Prophete med himmelske Lære.
1.
Jehova! strid du mod den, mig bestrider,
Mød mine mægtige Fiender for mig,
Vældige Helt fra de evige Tider!
Tag du dit Skiold, og udrust dig til Krig;
Reis dig, og slaae min Forfølger i Vrede,
Siig mig: jeg vil dig beskytte og redde.
2.
Held mig! — Forhaanede, modløse, svage
Maae de da blive, som søgte mit Fald,
Snart maae de vige skamrøde tilbage,
Du er Blodhævner, og Morderne skal
Spredes som Avner, der hvirvles af Storme,
Thi en Guds Engel forfølger de Orme.
3.
Følg dem, mit Øie! hvor flye de Vanheldig’!
Flugt paa en Fodstie i Mørke og Slud,
Og en Guds Engel forfølger dem vældig;
Thi al Naturen er Engel for Gud,
Selv i det Bryst, som Guds Redsel fordølges,
Raaber Guds Sendebud: skielv! jeg forfølger!
4.
Ja! hvad Beskyttelse kan de vel have;
Thi ufornærmede legge de ned
Skiulte Faldstrikker, og hemmelig grave
Mordgruber for mine ravende Fied,
Og over den, som arbeider paa Rænker,
Falde Ulykker, som han ikke tænker —
5.
Han, som forborgne Faldstrikker udbredte,
For mine Fødder, han fanges deri,
Og de Ulykker, han for mig beredte,
Blive hans Skiændsel; endnu er jeg frie;
Men over Jehova maae jeg mig glæde,
Hellige Vellyst! hans Hielp er tilrede —
6.
Ja mine Been, mine Kræfter maae sige:
Vældige Jehova! hvo er dig liig!
Mægtige Voldsmænd maae zittrende vige
Fra den Fortrængte — de vige for dig —
Armes Vee-Klage til Sang du omvender,
Du dem udvrister af Røvernes Hænder.
7.
Blodtørstig’ Vidner imod mig opstode,
Vidned’ og spurgte om det, jeg ei veed;
Fra mine Hænder modtog’ de det Gode,
Som de gjengjelde med Had og Fortræd;
Jeg er iblandt dem en faderløs Tiener,
Jeg er forladt af beslægtede Venner —
8.
Ved deres Sygdom jeg fasted’, og loved’
Hellige Løfter — min Andagt var varm,
Hylende bad jeg med nedslaget Hoved,
Saa at min Bede-Røst lød i min Barm.
Ja jeg gik sort, som en sørgende Broder,
Sort, som en Søn, der begræder sin Moder.
9.
Men i min Kummer en Løfte-riig Skare
Stimlede frem og fornøiede sig
Over mit Uheld, min truende Fare,
Hinkende samlede de sig om mig,
For at bespotte og mig forekaste
Noget; — men veed jeg, hvorfor de mig laste?
10.
Mellem de Krøblinger, leiede Fiender,
Som kun forfølge og hade for Brød,
Gaae de — (hvis Navne jeg sørgfuld erindrer)
Frække, og glade forøge min Nød;
Ondskab og Vrede paa Kindbakken brænder,
Vildt ruller Øiet, og grumt skiær de Tænder.
11.
Vil du en skuende Tilskuer være!
Agt dog mit Raab, som fortrænges og døer,
Red mig i Mordernes Hænder — ja Herre!
Vogt du mit Liv mellem Løvernes Kløer;
Lad mig endnu mellem Israels mange
Ære din Vælde med festlige Sange!
12.
Og lad min Fiende, som Løgn har opirret,
Syndige Glæder ei over mig faae,
Lad mine Hadere standse forvirred’,
De, som mit Blod uden Aarsag attraae,
Lad dem ei frem ved min Undergang trine
Med en foragtende seierig Mine —
13.
Ingen iblandt dem paa Enighed tænker,
Men paa Beskyldninger, Dadel og Svig
Mod den, der voved’ sig, trods deres Rænker,
Hjem til sit Fædreland blant dem — mod mig!
Sikkre om Udfaldet raabe de atter:
Endelig bliver han dog vores Latter.
14.
Herre! du seer det! mit Vidne tie ikke!
Staae ei langt borte paa Drøvelsens Dag,
Du fra din Domstoel mig Redning tilskikke!
Herre, min Gud! vil du føre min Sag!
Lad dit retfærdige Dommer-Sprog lyde!
Og lad ei Fienden sig over mig fryde!
15.
Lad dem ei glæde sig over mig Arme!
Lad dem ei tænke: det ønskede vi —
Lad dem ei sige: vor vældige Harme
Haver opslugt ham, nu er det forbi —
Nei, naar de troe deres Ønske opfyldes,
Lad dem da alle med Haanhed omhylles —
16.
Lad dem, som ønske min Ret lagt for Dagen,
Raabe de Strænge, som Glæde har stemt,
Lad dem udraabe: Gud dømte i Sagen!
Jehova har ei sin Tiener forglemt,
Da skal jeg stedse, du Kongernes Konge!
Dine retfærdige Domme besjunge.