Birgitte Boye (1742–1824)

Daaren sin dyriske Siel vil indbilde,

At den forgaaer, og der er ingen Gud;

Fra denne dybe Bespottelsers Kilde

Vælde de mørkeste Gierninger ud;

Vældige Aander blant Daarer opstode,

Men ingen af dem udøved’ det Gode —

Jehova saae fra sit Herligheds Sæde

Ned paa en Slægt, som vanæred’ hans Bud,

Om der var ingen, som søgte sin Glæde

I at opsøge og finde en Gud;

Men o! enhver var affalden, bedragen,

Alle, een eeneste ikke undtagen —

Vil da Rebellerne aldrig erkiende

Mig for Lovgiver? — saa sagde min Gud!

Vil disse Daarer sig aldrig omvende?

Tør de mit Folk, som adlyde mit Bud,

Blot som et anrettet Maaltid opæde

I en afsindig og vellystig Glæde?

Snart skal den frække Guds Væsens Fornægter

Zittre for Herren, som han ei tilbad;

Thi Gud er mellem retfærdige Slægter,

Hvor tør da Daaren saa sikker og glad

De Undertryktes Raadslutning vanære,

Fordi de haabe paa Skabningers Herre?

Maatte — o maatte fra Zion dog komme

Israels høie Forventning og Trøst! — —

Naar du, o Gud! har udført dine Domme,

Naar dine Folk er af Slaverie løst,

O! da vil Jacob udbrede sin Glæde,

Og alle Israels Stammer tilbede —