Den 11. Psalme
Mel. (af Kingo) Ret nys gik Solens Klarhed hen.
Mel. (af Kingo) Ret nys gik Solens Klarhed hen.
1.
Selv Jehova min Tilflugt er,
Hvi sige I forbaused’ til mig: „Flygt!
„Og red dit Liv og skiul dig der,
„Hvor eftersatte Fugle skiules trygt,
„Iil bort og boe blant dem paa Biergene
„I Sikkerhed for Efterstræbere.„
2.
„Thi Mørkheds Børn har Buer spændt,
„Og lagt de dødelige Pile paa,
„Som skal igiennem Mørket sendt’
„Uventet til de Redelige naae — —
„Naar Lovene omstødes i et Land,
„Hvad skal Uskyldighed da fange an?„
3.
Saa raabe I; men Herren boer
I Helligdommen, høit i Himmelen,
Han runded’ i sin Haand vor Jord,
Og skuer ned fra Evighed paa den,
Hans Øiekast udforsker Mennesker;
Han skarp bedømmer deres Gierninger.
4.
Han prøver den Oprigtige
Og styrker ham i gode Gierninger;
Men han til Uretfærdige
Et Guddoms Had, en hellig Afskye bær;
Han møder dem og alle Voldsomme,
Som Hevnens Gud, som den Retfærdige.
5.
Thi Luften selv skal hvisle ved
Den Slange-formet Lynilds skarpe Fart,
Og Svovlet regne antændt ned,
Skal bruse frem med Ødelæggelse,
Og de skal drikke Vredens Bægere.
6.
Thi Gud er en retfærdig Gud,
Han straffer de forvovne Gierninger;
Men breder Held og Naade ud
Omkring de Redeliges Handlinger,
Hans Øiekast er fuldt af Miskundhed,
Og trænger til de Redelige ned.