Den 8. Psalme
Mel. Store Prophete med himmelske Lære.
Mel. Store Prophete med himmelske Lære.
1.
Jehova! som over Verdener troner!
Hvor er dit Navn ikke prægtigt, vor Gud!
Afgrunden bruser i lovfulde Toner:
Jehova hylede Afgrunden ud!
Og — — o! din Lovsang utallige Tunger
Langt over Himle harmonisk udsjunger.
2.
Væsener røres i dig, og hver Evne
Raaber til Evne: Han spores i os!
Diendes stammende Tunger dig nævne,
Hvorved du grunder en Fæstning, til Trods
For din opblæste forvovne Modsiger,
Saa han forstummes, og bævende viger.
3.
Jehova! naar jeg din Himmel beskuer,
Af dine mægtige Hænder opbygget,
Zittrende Stierner, de Midnattens Luer,
Svævende over mit Hoved saa trygt;
Dem, du befæsted’ i underfuld Orden,
Herlig, ja skrækkefuld prægtig for Jorden.
4.
Da maae jeg tænke: Udødeligheds Kilde,
Ypperste Aarsag, hvo er vel som du?
Hvad er en Dødelig dog, at du vilde
Komme ham stedse med Omsorg ihu?
Hvad er et Menneskes Søn, at du nøie
Følger hans Fied med ledsagende Øie?
5.
Du for en kort Tid ham ringere giorde,
End de udødelig’ Aander hos dig;
Underfuld dannet han saae sig, og turde
Tænke sig evig — — — hist ligger hans Liig!
Men med en Pragt, som han ei kan forliste,
Kroner du da hans udødelig’ Isse.
6.
Her har du sat ham til Herre, han møder
Bøiende over din høire Haands Værk,
Alting nedlagde du under hans Fødder.
Viist er hans Anlæg, hans Vælde er stærk,
Skove og Ørk’ner sit Kræe ei kan skiule,
Dristig bestormer han Rovdyrets Huule.
7.
Endog imod det umaalelig’ Høie
Kan han forfølge den flygtende Fugl;
Afgrunden ærer hans forskende Øie,
Viser sin Forraad og hæver sit Skiul —
Jehova! du, som giør Mennesket mægtigt,
Hvor er dit Navn ei om Jordkredsen prægtigt!