Otto Borchsenius (1844–1925)

Var Fjorden ej i Hostrups nye Stykke

— for ej at nævne disse Embedsmænd,

»der intet Steds i Danmark hører hen«,

og som, hvis vor Kritik ej gik paa Krykke,

forpurret burde »Karens Garde«s Lykke —

vi havde tænkt vel paa en lille By,

der lunt sig dukker under Skovens Ly,

med Smaastadspræg i Snittet og i Tonen,

ej blot til Folkefest og Processionen,

thi Slottet selv med Taarn og Spir mod Sky

maa smukt jo dele af sit stolte Ry

med Borgemestersken og Kjøbmandsjonen

i Aftenvrimlen ude paa Stationen.

Men kom den gode Stad med Spot ej nær.

Skjønt Dagen oftest gaar i Pasgang her

og som i Kreds omkring sig selv kun drejer,

den lille By en egen Stemning ejer,

naar mildt den ses i Aftensolens Skjær,

hvor Vandet blinker under gamle Træer,

og store Skove vide ud sig strækker.

Det stille Vand tidt over Dybder dækker,

og kunde Karen fylke sine Rækker

til Kamp for hvad der giver Livet Værd,

man kan forstaa, at selv en Folkevækker,

en Kampens Mand, tilsidst fik Byen kjær.

Og dog det blev en Rast kun paa hans Færd,

en Hvil, skjønt Byen næppe kjendtes ved,

at den med ham fik Hvile just og Fred.

Nok sagt, han kom. Og i den snævre Gade

dér laa det lille Hus, som snart blev kjendt,

da Stenen slog itu den stille Flade

og store Ringe rundt omkring blev sendt.

Og der blev atter Folkefest i Lunden

— men andre Talere end »Højrebonden«.

Dog Hjemmet fremfor alt. De lave Stuer

var fyldt til Trængsel mangen Aftenstund,

og Rygtet gik, at her en dristig Mund,

kjed af at sætte stadig alt paa Skruer,

tog Ordet for, at hvad i Danmark duer,

det maatte samles nu paa Venstres Grund.

Vært og Værtinde Samlingsevnen fik.

Det var en Samklang, som naar god Musik

vort Hjærte kvæger og vort Øre fylder.

Og der blev sagt dem, hvad vi alle skylder

dem begge, ikke blot for festligt Lag,

men Tak for fælles Troskab mod vor Sag,

for deres Kjærlighed til Sprog og Flag,

og særlig ham, hvem vi som Fører hylder,

en Tak for Livets lange Arbejdsdag.

Det var et Ord, der hørtes over Land,

— thi Holger Drachmann er en stor Fortryller,

naar Vin og Vers hans Bovenbramsejl fylder —:

»Der gives ej i Danmark bedre Mand.«

Hvad gjør det saa, om han, der talte Ordet,

har rejst sig fra sin gamle Plads ved Bordet.

Var Ordet sandt, det skal vel staa sin Prøve,

selv om i Taalmod nu vi skal os øve,

og selv om Vejen mulig kun til Sejr

gaar over Fjenden i vor egen Lejr.

Var Maalet stort, skal Samlingstanken være

et Blad blandt mange til vor Førers Ære.

Det var et sjældent Hjem. En Gjæstfrihed

som Værten selv saa aaben og saa bred,

at der var Albuerum til alle Sider,

og Husrum vist til hver af Døgnets Tider.

Den hele Dag igjennem Strømmen gled

med stort og smaat ad Trappen op og ned.

Og kigged blot man ind i Spisestuen,

mindst sad der én og gjorde Krav paa Fruen.

Og hun, som gjærne bredte Dug og Disk,

mens Husets Ungdom sprang omkring saa frisk

og pynted Bord og Væg med grønne Grene,

hun vidste vel, at Brød ej gjør det ene.

Blev Hjemmet hele Egnens Samlingssted,

var hendes Haand og Hjærte lige med.

Hun saâ det klart, at først naar Land og By

som her sig med hinanden helt kan blande,

da lysne kan en Gang det Morgengry,

som tidt vi skued bag en gylden Sky,

før atter truende med sorte Rande

den tungt sig hængte over Danmarks Lande.

Og Egnen selv, hvor passed den for dem,

der daglig hygged om det jævne Hjem,

saa lun som nogen Plet i hele Landet,

hvor Bøgeskoven slaar sin Krans om Vandet,

saa smilende og blød, saa fuld og rund

som nogen dansk Natur en Sommerstund.

Og derfor, skjønt et andet Hjem har kaldt

dem bort fra Freden i den stille Gade,

og alvorsmærket Øjet ofte faldt

ud over Kampen fra et større Stade

— i Dag, paa Vaarens Dag, hvor Minder glade

har næsten Røst som Fuglens Foraarssang

og halvt en Duft af nysudsprungne Blade,

med Tak vi søge skal endnu en Gang

den lille By i lune Skoves Skjød,

det kjendte Hjem, det gamle Hillerød.