Med flagrende Kappe og udbredt Favn
jeg ser over Tærsklen ham træde.
Hvem kunde som han vel nævne et Navn
med Gjensynets Hjærtensglæde?
Naar Skyggerne faldt fra Fængslets Mur
derude paa Vridsløselille,
han følte sig selv som en Fugl i Bur,
der fløj ej mer, som den vilde.
Men Sindet var lyst og Sjælen glad,
og blev det for mørkt paa Himlen,
han tog sig ilsomt et Menneskebad
herinde i Hovedstadsvrimlen.
For ham var Livet en Lysets Fest,
og sang han end tidt om det jævne,
han mødte altid som højstemt Gjæst,
naar Vennerne satte ham Stævne.
Hans Tale havde sin egen Klang,
der ej var saa let at tyde:
fra Spøg til Pathos en Bølgegang
med dæmpede Strubelyde.
Vorherre hans Øjnes Blink havde tændt
og sat en Skjælm bag hans Øre.
Den, der ikke ham selv har kjendt,
kan vel paa hans Vers det høre.
Han elsked sin gamle Fødeby,
og skjønt han just ej kunde lide,
den stadsed sig op og blev flad og ny
— alt har sin lystige Side.
Han saâ paa det hele med godt Humør
og lo ad det vredne og vrange
— men fik dog ej Fred i Sjælen, før
han sang sine Kirsebærgange
og alle sin Barndoms Minder en Sang,
hvor Vemod bag Smilet lurer
og melder saa blødt om den dybere Trang
hos alle ædle Naturer.
Saa fandt han ogsaa i Dyrenes Liv
de pudsigste Træk som en Kjender,
og nød som »den artigste Tidsfordriv«
at agte paa sine Venner.
Men den, der følte sig brødetung
ved Sælens bristende Øjne,
har stræbt de umælendes Ret fra ung
til sædeligt Alvor at højne.
— Hvor havde jeg inderlig Tak ham skyldt,
saa langt jeg husked tilbage.
Hans »Foraar« havde min Ungdom fyldt
lige fra Skolens Dage.
Hvorfor? Det var jo dog ikke en Bog,
der løfted Verden af Hængsel.
Jeg véd kun, den talte til Hjærtet et Sprog,
der svared til Ynglingens Længsel.
Og vi, der fik Lod i hans Eftervaar,
da længe han ej havde skrevet,
ingen af os det af Minde gaar,
hvor rig han med ét var blevet.
Det sang i hans Sjæl. Han var Poesi
helt ud i sin daglige Tale.
Og skjød som Kunstner han Maalet forbi,
med Ord han nu kunde male.
Og da han Vennerne kom paa Tværs
og faldt dem lidt brat i Flanken,
der var en Myndighed over hans Vers,
en Dybde og Styrke i Tanken.
Der var i Personen selv en Appel,
som klang gjennem Tidens Røre.
Hans Rim og Rhythme med Brodd og Smæld
brændte sig ind i vort Øre.
Mod Storhedsvanvid og Trællefrygt
han kæmpede lige tapper
og lod sig saa lidt imponere af Klogt
som fange af klappende Labber.
Og selv om vi stundum med Angst ham saá
til Indtægt tages af Hoben,
har meget os siden lært at forstaa,
hvor blanke han sleb sine Vaaben.
En noblere Aand med nøjsomme Krav
vort Fædreland aldrig har ejet.
Og ædlere Tanker ingen os gav,
naar ej vi dem tælled, men vejed.
Han kaldte sig selv en Hedning from,
der vilde ha’e Luft under Vingen,
og dog han bekjendte sin Kristendom
den Gang, man gik ham paa Klingen.
Men hvad han end bar »i den Rejsebylt,
hvormed han stod frem for Guds Trone,«
vi saâ kun hans Liv af en Sangbund fyldt,
der gav den ægteste Tone.
