Over Tidernes Hav der knejser i Bølgeskummets Fald
et Taarn af gjennemsigtigt og ætherklart Krystal.
Dets Grundvold sine Rødder gjennem Afgrundsdybder slaar,
som ingen Anelse lodder og intet Øje naar.
Dets Mure sig strække gjennem Stjærnehimle blaa
og højt gjennem Himle, hvor ingen Stjærner gaa;
dets Kuppel sig hæver saa højt i Æthren op,
at hver en Tanke svimler, som vil række dens Top.
To Klokker der hænger under Kuplens stolte Bund,
den ene støbt af Straaleglans fra Lysets Fødselsstund;
dens gyldne Knevel svinger for Tidens Tankers Magt,
med Verdens Aandedrag den kimer saa sagte i Takt.
Den kimer saa sagte med en manende Røst,
og sitrende daler Klangen mod Jordens lave Kyst,
for, naar den did er naaet, at fortone saa mild
i ædle Sjæles Længsel og Aftenrødens Ild.
Den maner disse Sjæle saa alvorsdybt og ømt
at drømme skjønt og virke for hvad de skjønt har drømt,
og minder dem hver Aften ved Solnedgangens Brand
om fjærne Sandhedsriger og et evigt Skjønhedsland.
Den kimer i Haabet om at indvie den Dag,
da Jordens Slægter vorder et Søskendelag,
hvor hver en Smerte finder sin lindrende Trøst,
hvert trættet Hoved Hvile ved et elskende Bryst.
Den kimer i Haabet om at stemme med en Gang
af sine fulde Toner i Folkenes Frihedssang,
at forkynde over Verden det salige Bud:
Se, Jorden vorder Guds Rige! Se, Mennesket finder Gud!
Men i den andens Støbeform der stivnende flød
det Mørke, der har ruget i Kaos’ dunkle Skjød.
Den tunge Knevel hviler — den hænger tavs og stum,
saa sort som en høstlig Himmel i Nattens øde Rum.
I Buegangen om Taarnet der sidder, mørk og stor,
en Dæmon med Haanden om Klokkens stærke Snor.
Som hugget i Sten, han sidder og sænker sit Blik imod
de skiftende Tiders Bølgegang om Taarnmurens Fod.
Snart tumle de i Solglød, og snart er Solen skjult,
men sortner den lyse Himmel og ruller Havet hult,
og knuses den sidste Bølge i Brændingens Larm,
som vovede Fremtidsdrømme at vugge paa sin Barm,
og falder der Haabløshed over Menneskehedens Nød,
forstummer Frihedssangen for Gunst og for Brød,
bli’er Ungdomshjærtet koldt og Mandens Arm for svag
til Kamp for Lysets Sejr og alt det Godes Sag,
da knytter sig Haanden vredt om Klokkens stærke Reb,
da ringer Dæmonen med rasende Greb,
da hæver Nattens Klokke sin Torden i samme Stund,
da skjælver Verden og vakler i sin dybeste Grund.