KUNST ER KARSKHED
FOR DEN, DER LIDER —
EN SYG SJÆLS HELSE!
KUNST ER LÆGEDOM,
KUNST ER FRELSE —!
(En Stue i Fru Hauges Hjem i Wien. Den er lille og hyggelig møbleret. I Baggrunden fører en Dør ind til Max’s Værelse. Den er lukket indefra. — Det er sent paa Efteraaret — henimod Midnat. Fru Hauge ligger paa Knæ foran Døren og lytter. Det svære graa Haar falder løst nedover den hvide Natdragt. Hendes Ansigt har et spændt og anstrengt Udtryk. — Inde fra Værelset høres snart hurtige Skridt, snart afbrudte Violintoner og saa atter Skridtene: stærkere og mere urolige.)
FRU HAUGE.
Gud! hør mig!
Ikke for min Skyld,
ikke for hans —
og ikke for Violinens heller —
bare for hans
forpinte Sjæls Skyld,
hvis Frelse det gælder!
Lad ham dog føle
den Rigdom, han fik,
da hans Sjæl blev Musik!
Kunst er jo Karskhed
for den, der lider —
en syg Sjæls Helse!
Kunst er Lægedom,
Kunst er Frelse —!
MAX (slaar indenfor nogle Akkorder an og nynner til:)
»Anfangs wollt’ ich fast verzagen,
und ich glaubt’, ich trüg es nie« — — — —
FRU HAUGE.
Hvilken Sorg i de Toner!
Og den har jeg voldet ham,
siger han — — Jeg!
som har elsket ham over
alt paa min Vej —!
Det har jeg villet! — —
Men bag mig var der
en anden, som vilde
over mig —
Gud! Var det dig?
eller ham, som lærte
vor Slægt at spille
paa selsom Vis —?
Frispiller! Frispiller —
men for hvad Pris —?
(Hæver Hovedet. Pludselig stærkt.)
Jeg mener, jeg har
betalt for os begge
med Lykkens Forlis.
MAX.
— »und ich hab’ es doch getragen —
aber fragt mich nur nicht: wie —?
nicht: wie — —«!
(Slaar over i en lidenskabelig Forfølgen af Melodien.)
FRU HAUGE.
Jeg behøver ikke mere
at bede ham spille.
Om Dagen er han stille —
men hver eneste Nat,
naar han tror, at jeg sover,
hører jeg ham spille!
Tonerne er dybe,
næsten skyggeagtig fine —
de ligner ikke mine.
Jeg venter paa den Tid,
de bliver voldsomme og stærke,
som Sorg kan det volde.
Jeg ligger ved hans Dør her
hver eneste Nat,
til Lemmerne bliver
stive og kolde.
Jeg holder i Guds Haand
med min brændende Bøn,
at Velsignelsen maa dryppe
fra hans Arm paa min Søn!
Jeg beder fra de fjærneste
Stjærneregioner,
fra Luftens Æoner
alle Toner sammen
i Slægtens Violin,
som er hans, men ogsaa min,
til den Dag, den maa briste!
Og jeg trygler om hans Kærlighed —
den kan jeg ikke miste!
(Inde i Værelset bliver Variationerne efterhaanden til en Helhed — en Composition af ejendommelig Kraft og med stærk Oprindelighed.)
FRU HAUGE (som har lyttet i stigende Spænding, rejser sig pludselig.)
Almægtige Gud!
Har Du svaret paa min brændende
Bøn med et Under!
Hør! hør!
Violinen bliver levende
under hans Hænder!
Den bliver til en bævende,
Sjæl, som bekender!
Den bliver et Barns fortvivlede Graad,
en stærk Mands Trods og en ung Kvindes Tanker!
et Hjærte, som slaar i Længsel og Kvide —
ja, mest i Kvide! — —
Først jager den vildt,
saa bruser den hed
gennem alle Aarer! (bittert)
Mon Menneskene véd,
hvad den ædleste Kunst, de frydes ved,
har kostet for Taarer —?
(med et pludseligt Udbrud.)
Aa, Nehls! Nehls!
Bøj nu din Sjæl
imod os to,
som aldrig gik trætte!
Den, som evner al Ting,
evner ogsaa dette!
(Hun vil rejse sig, men kommer derved til at støde imod Dørlaasen. Musiken hører øjeblikkelig op. Døren aabnes heftig indefra. Hun bliver liggende i sin forrige Stilling med Hovedet mod Dørkarmen.)
MAX (i Døren. Stærkt ophidset.)
Hvad vilde Du herinde?
FRU HAUGE.
Høre dig spille,
hvad der ikke er andres, men ene dit:
din Sjæls Musik!
MAX.
Og hvoraf ved Du, at det er mit?
FRU HAUGE (ser paa ham — smiler.)
MAX.
Hvoraf?
FRU HAUGE (rejser sig.)
Déraf —:
Du spilled vel Toner frem i din Glæde,
men Du skabte dem aldrig, før Du fik Sorg!
Du skrev maaske tusende Vers i din Glæde,
men Du digtede aldrig, før Du fik Sorg!
Det er Lidelsens Lov —
ikke dens haarde og kolde Lov,
men dens Frydebud, Max!
dens evige Løn!
Se dig om i Verden iblandt alle de store —
Hvad var det, de blev store paa?
Lidelsen, Søn!
MAX (som ikke har vendt sine Øjne fra hende — presser pludselig Violinen haardt ind mod hendes Bryst:)
Spil nu! Nu er det din Tur, Mo’r!
FRU HAUGE (skyder den heftig fra sig.)
Nej, nej, Max!
MAX (lægger Violinen blødt op til hendes Kind. Lokkende.)
Blot denne ene Gang —
FRU HAUGE (bleg.)
Nej! nej! nej!
MAX (lader Violinen synke.)
Hvorfor har Du aldrig villet spille for mig?
(imod hende)
Svar mig, Mo’r! Du slipper ikke fri!
FRU HAUGE (tvunget af hans Blik.)
Jeg vilde det ikke, fordi — — fordi
jeg var angst for at tage Styrken fra os begge!
MAX.
Ha! Ha! Ha!
Det var altid den samme forkrøblede Vej —:
dette, at slaa noget ihjel hos dig selv
for at føde det i mig!
FRU HAUGE.
Le ikke! Fryd dig hellere, Max!
fordi Strengen blev en levende Sjæl i dine Hænder,
hvis Liv Du havde skabt!
MAX.
Jeg frydes ikke mere. Den Evne har jeg tabt.
FRU HAUGE.
Aa, sig ikke det!
MAX.
Derude larmer det straalende Liv,
dér danser Ungdom og Lykke —
jeg bli’r aldrig ung, jeg bli’r aldrig glad,
mit Liv er en glidende Skygge!
FRU HAUGE (ser paa ham, bedrøvet.)
Glemte Du aldrig din Sorg, naar Du spillede?
MAX.
Jo, før — da jeg følte
det skabende Bliv —:
For første Gang i hele mit Liv
blev Kunsten mig en Befrielse.
FRU HAUGE (jublende.)
Max! Min Søn! — Aa, Gud have Lov!
Saa fik Du dog din Indvielse!
MAX.
Men paa Bekostning af Livslykken, Mo’r!
den, som Du og jeg, som vi alle
har mest behov. —
Forstaar Du —: Skoven blev dog kun Skov — —
Hvor underligt, Mo’r: Du sad en Gang
ved din unge Kærligheds vældige Hav —
og al din Længsel gik imod Skoven!
Jeg fødtes i Skoven, hvor Luften sang,
hvor alt var Musik —
og min Længsel gik,
af Tonerne vugget,
ud mod det store Kærligheds Hav —
som evig for mig er lukket!
Havet, som gemmer det store og smaa:
de store Hjem med de stærke Sjæle,
hvor Livets Bølger gaa højt i Storm
om hver en Skude,
men aldrig saa højt, at de stænger den store
Kærlighed ude!
Og de smaa Hjem — dem, hvoraf der er flest,
og som jeg elsker mest —
hvor Solen skinner saa varmende ind
gennem Vindusrammen,
hvor smaa Børns Fødder træde saa tyst
og to, som elsker, lever gladelig sammen —!
FRU HAUGE (efter et Ophold.)
Max — tror Du aldrig, Du kan glemme hende?
MAX.
Mo’r —
har Du kunnet glemme Far?
FRU HAUGE.
Nej, nej!
MAX.
Og dog har han trampet med jærnskot Hæl
paa din fine Sjæl,
fordi han elskede mere sig selv,
end han elskede dig —
FRU HAUGE (lægger Haanden paa hans Arm.)
Max — jeg tror saa godt, Du har Ret,
men jeg taaler ikke at høre dig sige det.
MAX.
Nej, jeg kender den lille fredhellige Plet,
hvor Fa’r bor trygt mellem Minder fra hjemme.
Aa, Mo’r! Og saa kan Du spørge mig,
om jeg kunde glemme —?
FRU HAUGE.
Aa nej, — jeg ved,
at om hele Verden saa tog vor Skat,
saa ejer vi den dog — i vor Kærlighed!
MAX (som er gaat hen til Vinduet og nu staar og ser ud.)
Jeg drømte en underlig Drøm inat —!
Jeg drømte, jeg stod ved en ensom Strand,
og foran mig laa det forjættede Land
i Farver som det rødeste Rosenblod!
Dér voksede ingen anden Blomst
end den røde, duftende Nerium,
og det, de sagde, forkyndtes der,
det var Lidelsens Evangelium —
den Tone, som fagrest af alle klang,
det var Sorgens Sang! —
Jeg spurgte, hvad Landet hed og fik Svar:
Det er Frispillerlandet!
Og jeg spurgte igen: Kan man fare did?
Da svarede Luften og Skoven og Havet,
Bjærgene, Søerne tusendstemmigt,
som naar det vaarer:
Man kan fare did — men igennem Taarer — —!
FRU HAUGE (smærteligt.)
Aa Max!
MAX (vender sig om.)
Jeg raader dig, Mo’r —: Søg ikke det Land —
for Vejens Skyld — som er tung at fare.
FRU HAUGE.
Se ikke paa mig! Før var dine Øjne
varme — nu er de saa kolde og klare!
(med et voldsomt Udbrud)
Aa, Max! Max! hold af mig igen!
Bliv igen min Dreng,
som elsker mig, tror paa mig og har mig til Ven!
Jeg kan ikke miste din Kærlighed, Max!
Aldrig faar jeg Ro, før jeg vinder den tilbage.
MAX.
Stakkels lille Mo’r! — Dine sølvgraa Haar
er bleven saa hvide i de seneste Dage —
Du købte min Storhed med den højeste Pris! —
Naar jeg tager dine Hænder, er de kolde som Is!
Jeg er bange, Du har frosset herinde foran Døren
til dit Eventyrslot —
FRU HAUGE (imod ham.)
Max! holder Du af mig?
MAX.
Det ved Du jo godt.
FRU HAUGE.
Tror Du ogsaa paa mig?
MAX.
Jeg tror ingen mere.
FRU HAUGE.
Heller ikke mig?
MAX.
Nej — heller ikke dig.
Den Kærlighed, jeg skulde tro paa nu,
den er ikke funden:
Al Kærlighed, jeg kendte, var Selvkærhed paa Bunden —
Fa’rs til dig
og Jentens til mig!
min til Jenten —
Jacks til hende og din til mig!
FRU HAUGE.
Ogsaa min til dig?
MAX.
Ja, Mo’r— ogsaa din.
Jeg var Surrogatet for Slægtens Violin!
Du ofrede mig villigt dit Hjemmeliv, din Ro,
men bagved alle Ofrene sad Selvet og lo!
— selv da Du gav mest: da Du gav mig til Jenten —!
Du ofred Capitalen, Mo’r — men forbeholdt dig Renten.
FRU HAUGE.
Max!
MAX.
Mo’r! kan Du huske, da Du ønskede mig Sorg?
Ha! ha! ha! ha! Mo’r!
FRU HAUGE.
Aa, hvor Du piner mig!
Max, hvordan skal jeg dog faa dig til at tro?
MAX.
Ved at ofre dig én Gang — fuldt ud og villigt,
uden fagert Bedrag,
saadan at der ikke er mindste Skygge
af Selvkærhed bag —
kan Du det umulige, førend Du dør,
saa faar Du mig tilbage — men heller ikke før.
(Gaar atter ind i sit Værelse.)
FRU HAUGE (bævende.)
Gaar Du?
MAX.
Jeg gaar ind for at skrive Musik til de Ord:
»anfangs wollt’ ich fast verzagen,
und ich glaubt’, ich trüg es nie« —
FRU HAUGE (stærkt.)
»— und ich hab es doch getragen —!«
MAX.
»— aber fragt mich nur nicht wie —!«
mest til dette, Mo’r —: nicht wie — —?
(Lukker Døren efter sig.)
FRU HAUGE (uden at røre sig.)
Min Dreng! Aa min Dreng!
(Hun staar et Øjeblik stille og stirrer mod Døren, slukker saa Lampen og famler sig frem mod den anden Dør — standser, da hun hører Violinen, knuger Hænderne fast ind mod Brystet.)
Almægtige Gud! Sign det, han har skabt!
Vaandefuld bad jeg dig — mildt har Du svaret! —
Om Menneskelykken ogsaa gik tabt,
Kunstneren blev dog bevaret —!
DET SKØNNESTE ER, NAAR STRENGENE STEMMES —
(Samme Stue som sidst. Lille Juleaftens Dag opad Formiddagen. Paa Gaderne ligger nyfalden Sne. — Fru Hauge sidder ved Vinduet og ser ud. Hendes ene Ben hviler paa en høj Fodskammel. Paa hendes Skød ligger en opslaat Bog, som hun aandsfraværende blader i, medens hun hvert Øjeblik bøjer sig frem for bedre at kunne se ned paa Gaden. Ninetta, en ung Bondepige fra italiensk Tyrol, gaar rundt og vander Blomsterne.)
FRU HAUGE.
Se, hvilken Travlhed paa Gader og Stræder!
Alle Butikker — de gamle og ny —
bejler til Folkegunst, kappes om Hæder! —
Nu kender og elsker jeg denne By,
men underligt nok: hver Jul er den fremmed.
Intet er dog saa fattigt og tomt
som at holde Julefest borte fra Hjemmet! — —
Hjemme er Granduft i alle Stuer,
blomstrende Is paa hver eneste Rude
og glade Øjne, som tindre omkap
med Sneen derude — —
Hjemme binder de Juleneg —
i Neget sidder smaa Barneminder,
nikker og smiler med røde Kinder — — —
NINETTA
(som er standset foran hende med Vandkanden i Haanden.)
Er der koldt i det Land, hvor Signora har hjemme?
FRU HAUGE.
Koldt eller varmt — der er altid bedst.
NINETTA.
Længes Signora?
FRU HAUGE (nikker.)
Hvert Aar ved den hellige Julefest,
naar der er Granduft — — —
NINETTA (gør nogle smaa Glædeshop henad Gulvet.)
Signoren har sagt, han vil pynte et Træ
med Voxlys og Stjærner som forrige Aar —
FRU HAUGE (uden at høre hende.)
Aa, havde jeg ikke stødt Foden igaar!
Nu sidder jeg lænket til dette Sted. —
Det er første Gang i tyve Aar,
at jeg ikke er med!
NINETTA.
Er det nu sidste Prøve idag?
FRU HAUGE.
Ja, det er den sidste — førend Concerten.
NINETTA.
Signoren saa bleg ud igaar — han er svag.
Tror De nu ogsaa, han taaler at spille?
FRU HAUGE.
Taaler —?
NINETTA.
Ved De, hvad han lovede idag?
Han lovede mig en Billet til Concerten!
Aa, jeg drømmer endnu om den sidste i Prag!
Men denne Signora, det bli’r den stolteste
Dag, han har levet!
for alt, hvad han spiller, skal være Musik,
som han selv har skrevet!
FRU HAUGE (nikker stille — smiler.)
Ja, al Ting — al Ting —
NINETTA.
Aa, kære Signora!
fortæl mig, hvad alle de Toner betyder?
Jeg læste igaar paa Programmet — Der stod
ved det første Nummer:
»anfangs wollt’ ich fast verzagen« —
FRU HAUGE (sagte.)
Sjæl af hans Sjæl er det — Blod af hans Blod!
NINETTA.
Ved det andet stod:
»Man kan fare did — men igennem Taarer — —«
FRU HAUGE (som før.)
De Toner er ligesom Ild af hans Aarer —
NINETTA.
Ved det tredje stod der alene »Tonny!«
Men hvem er Tonny? Og hvad er det hele?
FRU HAUGE.
Jeg tror — i den første finder Du Havet:
Havets Graad og Havets Stilhed,
Sorgens Vildhed
harmoneret
med en Understrøm af Mildhed.
Og i den anden finder Du Skov —
den store Skov, hvor de selsomste Urter
gror ved Sankt Hans —
for Fryd at bringe, for Ve at volde —
hvor Eventyrøjne ser Nisser og Trolde,
hvor Elverfolk danser paa fløjlsbløde Enge
i Maaneskinskaaber og Hjærterne daarer —
hvor Duggen er sagtelig rindende Taarer — —
NINETTA.
Signora! Kan jeg ogsaa komme derind?
FRU HAUGE.
Ja — hvis Du har Eventyrøjne og Sind.
NINETTA.
Men »Tonny«? Hvad mente Signoren med »Tonny«?
FRU HAUGE.
»Tonny«? Den er som en Brudeslaat!
Den er som en Fjældsøs dybe Blaa,
hvorover kimende Klokker gaa!
Den er som en Lur i Skælven,
som Ekko af Kvægets Bjældeklang
og Jentens Sang!
Den er som en Fod, der danser,
en Mund, der nynner paa Bryllupskvad!
— men bagved er det, som Nøkken sad
og græd i Elven — — —!
NINETTA.
Signoren kan faa en Sten til at græde!
FRU HAUGE (bøjer sig frem for at se ud.)
Kommer han ikke? Der drejer en Vogn
om Hjørnet derhenne —
NINETTA.
Hvor, Signora?
FRU HAUGE.
Den kommer herhen.
NINETTA.
Det er en Sygevogn — ikke den.
FRU HAUGE.
Den holder ved Porten.
Her er sandsynligvis en, som er syg.
(urolig) Det maa der jo være —
NINETTA (bleg.)
Sankta Maria!
FRU HAUGE (som har rejst sig.)
Jeg hører Portørernes Trin, mens de bære —
Nu ringer de paa — (aandeløs.) De ringede her! —
Men de maa jo være gaat fejl — eller ogsaa —?
(Det ringer igen. Tungt)
Nej — det var her.
Skynd dig! Luk op, Barn! (Da Ninetta staar som forstenet.) Kan Du det ikke?
Nuvel, saa skal jeg.
(Hun gaar med Besvær over Gulvet ud i Entreen og aabner Døren. Fodtrin og Stemmer høres udefra.)
EN LÆGE (i Døren.)
Bor ikke Fru Hauge her?
FRU HAUGE.
Det er mig.
LÆGEN (giver Plads for Portørerne.)
Deres Søn blev desværre pludselig syg —
NINETTA (med et Skrig.)
Signoren!
FRU HAUGE (kaster sig over ham, og kysser hans lukkede Øjne.)
Max! Max! Du maa ikke dø!
Ikke nu — mindst nu!
Aa, Du maa ikke, Du!
(Rejser sig med Anstrengelse og gaar tæt hen til Lægen. Sagte.)
Er det livsfarligt?
LÆGEN (paa samme Maade.)
Ja.
FRU HAUGE (falder et Øjeblik sammen, men retter sig straks og staar rank igen.)
Hvad tror De, det er?
LÆGEN.
En Blødning af Lungerne.
FRU HAUGE.
Men — kan den standses?
Jeg beder Dem: svar!
LÆGEN.
Det kommer an paa de Kræfter,
Patienten har.
(Han tager den Syge i sine Arme og bærer ham forsigtig ind i det tilstødende Værelse, hvor han lægger ham paa Sengen ligeoverfor Døren. Portørerne gaa med Sygekurven.)
FRU HAUGE (som er fulgt med, knæler ned ved Siden af ham.)
Aa Max!
MAX (slaar Øjnene op. Sagte.)
Stakkels Mo’r!
FRU HAUGE (til Lægen.)
Ser De, Doktor! Han kender mig straks!
(med et Udbrud)
Aa, havde jeg dog fulgt med dig, Max!
MAX.
Hvad havde det nyttet?
FRU HAUGE.
Jo jo — da det kom!
MAX.
Jeg ved ikke selv, hvordan det kom.
Jeg ved kun, jeg spillede, og at de jublede —
grænseløst — grænseløst! — Saa faldt jeg om.
LÆGEN.
Frue, jeg skal forklare Dem alt.
Deres Søn var kommen for nær til Rampen
og styrtede over den, da han faldt.
Han slap ikke Violinen i Faldet,
og derfor var det, han Brystkassen stødte —
FRU HAUGE.
Var det ogsaa — derfor — at Lungerne blødte?
LÆGEN.
Jeg tror, det var derfor.
FRU HAUGE.
Nej, aa, sig nej!
Det var ikke Violinen!
LÆGEN (som er gaat hen til Skrivebordet.)
Jo, Frue! — Jeg skriver Recept til Medicinen.
Er her nogen, som kan løbe efter Is?
NINETTA.
Det kan jeg!
(Springer hen til Sengen og bedækker dens Syges Hænder med sine Kys.)
Signore! Signore! I maa aldrig gaa fra os!
Madonna vil frelse!
Om et Øjeblik kommer jeg med Lægedom og Helse.
(Smutter hurtig ud ad Entredøren.)
MAX (slaar atter Øjnene op. Smiler.)
Den lille er ligesaa bange som Du!
Mo’r — kan Du tænke dig noget saa dejligt
som at faa Lov til at dø netop nu —
nu, da jeg ved, at jeg ikke vil glemmes?
FRU HAUGE (farer sammen.)
Dø! Nu skal Du jo netop leve.
MAX.
Jeg hørte en Mester sige en Gang:
Det skønneste er, naar Strengene stemmes — —
Jeg har stemt mine Strenge til Sammensang,
og nu er jeg færdig — Forstaar Du, Mo’r?
FRU HAUGE.
Jeg synes det er, som en Konge vilde sige:
Kronen har jeg vundet og min Fædrenejord,
men jeg afstaar mit Rige. (Stilhed.)
MAX.
Mo’r!
FRU HAUGE.
Ja, Max!
MAX.
Før, naar de jublede, syntes jeg altid,
at Jubelen gjaldt en anden, ikke mig.
Men idag var det ligesom, tusende Blomster
sprang ud paa min Vej!
Idag var det mig! Det var min Musik!
FRU HAUGE (med et lysende Smil.)
Jeg vidste, Du skulde som Tiden gik,
fornemme Kunstens Herlighed komme —
Jeg har ventet trygt paa det Øjeblik.
(Hun sidder en Stund stille med hans Haand i sin.)
MAX (rejser sig halvt op. Stemmen er hele Tiden meget svag.)
Hvad er det imorgen?
FRU HAUGE.
Juleaften.
MAX.
Jeg lovede stakkels Ninetta et Træ —
Vil Du pynte det for os?
FRU HAUGE.
Gærne — gærne.
MAX.
Øverst oppe i Toppen en Stjærne
og rundt om Confetti og Lys og Sne!
Vi skal have det rigtig festligt, vi tre! —
Saadan et Juletræ, det er som Minder
vi gaa og gemme —
det er som Duften af Julegran hjemme — —
Mo’r! Jeg vilde ønske, at jeg fik det at se!
IKKE FOR DINE BØNNERS SKYLD,
MEN FOR HJÆRTETS TRO
OG FOR LIVETS HAAB
OG FOR LIVETS KÆRLIGHED, MO’R —!
(Samme Stue. Dagen efter — henunder Aften. Max ligger i Sengen — han ser bleg og indfalden ud. Fru Hauge pynter Juletræet, som staar paa et Bord ved Siden af Sengen. Ninetta gaar hende tilhaande.)
MAX (følger dem med Øjnene.)
Glem ikke Stjærnen i Toppen, Mo’r!
FRU HAUGE.
Her er den!
MAX.
Aa, alle de gamle Minder —!
Hjemme sad altid en Nisse og lo
fra Toppen med straalende røde Kinder
og et Smil, som strakte sig helt op til Panden!
Hans Legetøjskurv var saa stuvende fuld,
at Indholdet væltede ud over Randen!
Den gode, gamle Nisse! Al Fryd
var med ham tilstede!
Naar vi saa ham, dansede Jack af Glæde,
slyngede Armen fast om min Hals
og sa’ med sin ærlige, gode Stemme:
»Hvis Nissen har mindre til dig end til mig,
saa vil til dig
jeg over Halvparten gemme.«
Og Jack fik altid den største Part.
Da var han jublende over al Maade;
men bagefter kom han og listede ind
sin Kind til min Kind
og delte med Øjnene vaade.
FRU HAUGE.
Ja, Jack var saa god —
MAX.
Hver eneste Nytaarsaften derhjemme,
naar Gnavposen rystedes rundt med Fryd
og blanded sin Lyd
med Jubelen i vor Stemme,
rakte Jack mig altid sin Haand
og sagde med blussende Kinder:
»Max, Du maa love, Du ikke blir vred,
hvis Du taber — Du ved,
jeg kan ikke gøre for, at jeg vinder.«
Og Jack vandt altid — ogsaa den Gang!
Han havde en lykkelig Haand til alt;
naar Loddet faldt,
var Sejren ham forhaands givet.
(Bittert.) Jack vandt — gennem hele Livet —!
FRU HAUGE.
Naa, Max! Er Du nu tilfreds med dit Træ?
eller er der mere, Du ønsker?
MAX.
Ja, Lys!
Flere Lys!
FRU HAUGE (nikker.)
Saa henter jeg flere. (Gaar ind i det tilstødende Værelse.)
MAX (til Ninetta.)
Er Du nu glad?
NINETTA.
Nej — nu ikke mere.
Ja, hvis I var sund,
saa ved jeg ikke selv, hvad jeg gjorde —
Jeg tror, jeg dansede af Glæde!
MAX.
Dans kun!
NINETTA (glad.)
Er I da bedre?
MAX.
Nej — forhaabentlig værre.
NINETTA (gaar tæt hen til ham.)
Sig mig: Den Tonny, som I spillede om,
da Ulykken kom —
var det en, som havde bedraget Jer, Herre?
MAX.
Hvor falder Du paa at spørge derom?
NINETTA (med lynende Øjne.)
Hvis hun lever endnu, vil jeg tage hendes Liv,
stikke hendes Øjne ud med en Kniv!
MAX (smiler.)
Den lille Ninetta er hævngerrig —
NINETTA.
Ja,
paa hende er jeg det, hvor hun saa findes!
Aa, hun skulde sejgpines, kagstryges, bindes!
MAX (heftig.)
Ninetta!
NINETTA.
Permesso! — Jeg er trofast som en Hund;
men Hunde kan bide til, naar det gælder!
Og jeg hader hende grænseløst! — grænseløst, fordi
hun er gaat Jer forbi,
Jer — som har de Øjne, der bestandig fortæller!
MAX.
Hvad ved Du om Øjne? Barn! som Du er!
NINETTA.
Naar jeg ser dem, er det, som jeg hører fortælle
om Helgener og Trolde — thi dybt i deres Bund
og rundt om Eders Mund
leger alle Sagnenes Konger og Trælle!
MAX.
Tyrolerne er Børn, men de ejer Fantasi —!
Jeg tror, jeg kunde skrive Musik, naar I lyttede.
For alle eders Sange, det er Jer selv —
det er Folkenes Sjæl,
som aldrig sin Kærlighed for Fremmedgunst byttede.
Jeg tror, at hvis jeg levede, vilde jeg gaa
og bygge Toneriger paa Eders simple Sange —
(Rejser sig op og lytter efter Byens Klokker, der begynder at kime.)
Klokkerne! — Nu kimer de sammen til Fest —
Underligt hvor Hjemlængslen vokser med Klangen!
FRU HAUGE (kommer tilbage med Lysene i Haanden.)
Hør alle Juleklokkerne, Max!
MAX.
Jeg ligger just her og er tonefangen.
FRU HAUGE (sætter de sidste Lys paa Træet.)
Hjemme sad Hauge, naar Klokkerne sang
og skrev sine Hilsner paa Pakker og Poser —
da havde hans Stemme sin blødeste Klang — — —
NINETTA.
Det ringede, Signora!
FRU HAUGE.
Saa gaa og luk op.
(Da hun er gaat.) Det er vel Lægen —
MAX (lyttende.)
Det tror jeg ikke — —
Mo’r! Kender Du den Stemme? — Hvorfor ryster din Haand?
Vær glad, at han kom!
Nu hilser dig Lykken midt i Sorgen!
NEHLS HAUGE (i Døren — høj, bred, lidt duknakket, med snehvidt Haar og Skæg, breder begge sine Arme ud imod hende:)
Mo’r!
FRU HAUGE (kaster sig om hans Hals. Jublende.)
Aa, Nehls! Nehls! At Du virkelig kom!
HAUGE.
Har Du slet ingen Dom
for den, som har ladet dig vente saa længe?
FRU HAUGE.
Tilgivelse! den, som vi begge kan trænge.
HAUGE.
Vil Du tage imod mig, naar gammel og træt
og uden Ret
som Julekvældsgæst jeg kommer?
FRU HAUGE (lægger Hovedet til hans Skulder.)
Aa, Nehls, hver eneste Dag af mit Liv
har jeg gaat og taget imod dig!
Jeg vidste jo godt, naar Du tøved, at saa var
det, fordi Du ikke forstod mig.
HAUGE.
Men nu forstaar jeg dig — stærke Mo’r,
som aldrig har sluppet Sønnen!
En Aften gik jeg i Knæ for dig —
Jeg følte det, som Du kaldte mig
og voldtog min Sjæl i Bønnen.
Aa, aldrig mer skal jeg stænge din Vej,
men lys og aaben den lægge! —
Og Max — hvor er Max?
FRU HAUGE (træder tilside, saa han ser Sengen.)
Her er han, Nehls!
HAUGE.
Syg! Hvorfor sagde Du ikke straks —
FRU HAUGE.
Jeg vilde ikke forskrække.
HAUGE (gaar ind — sætter sig paa Stolen ved Sengen — bøjer sig over ham.)
Kan Du tilgive, Max, at jeg kommer saa sent,
skøndt Dagene randt saa lange?
MAX.
Jeg gaar — og Du kommer — det passer godt:
Nehls Hauges Slot
har aldrig kunnet rummet mange.
HAUGE.
Men nu er det større —
Gennem Aarene tunge
har jeg lært: De er stærkest, som ofre kan —
og en ensom Mand
er den, som ikke elsker de Unge!
MAX.
Hvorfor lod Du Livet gaa hen, før Du kom?
Hvor staar om den Fryd, som blev Mennesker givet,
at nogen har Lov til at øsle den bort?
Det er syndigt at øsle med Livet!
HAUGE.
Ja, derfor er det en bøjet Mand,
som kommer til dig iaften.
Aa, døm ikke hans forspildte Liv! —
Det er svært for en Mand, som blev gammel og stiv
at bøje sin Ryg til at bede,
men jeg gør det for dig — som jeg gør det for Mo’r —
FRU HAUGE.
Aa, Nehls, hvor Du vokser gennem de Ord!
MAX.
Fa’r, kan Du lægge din Haand i min —
sand, som jeg altid saa dig at være —
og sige: Jeg holder af dig som af Jack,
nu er I mig lige kære?
HAUGE (varmt.)
Ja, Max, jeg holder af dig som af Jack,
nu er I mig lige kære!
FRU HAUGE (jublende.)
Nehls! Er det sandt? (Læner sit Hoved ind til hans Bryst) Aa, Tak for de Ord!
MAX (ser paa dem. Smiler.)
Hvor kunde Du igrunden undvære ham, Mo’r?
FRU HAUGE.
Jeg kunde det kun, fordi jeg vidste,
at om tusende Mile saa skilte vor Vej,
kunde Traadene mellem os aldrig briste.
MAX (efter et Ophold.)
Fa’r! Kom Du ene? — Er Jack ikke med?
HAUGE.
Jo, Jack er med — han staar udenfor Døren.
Og én til staar der —
MAX (farer op.)
Tonny!
FRU HAUGE (angst.)
Aa Max!
MAX.
Hvorfor — kommer de ikke straks?
HAUGE.
De syntes, de kunde ikke, førend
Du gav dem Lov —
MAX.
Saa sig, de har Lov.
FRU HAUGE.
Men tør Du det ogsaa, Max? Er Du sikker?
MAX (hen for sig — bittert.)
Jeg husker et Sagn om to Kongebørn,
som for deres Samvittigheds Skyld lod sig byde
til Gæst hos en Tigger — —!
NINETTA (i Døren.)
Signora! Hvis Damen derude er hende,
skal hun aldrig sætte sin Fod herinde!
FRU HAUGE.
Er Barnet forstyrret?
MAX (smiler.)
Nej hævngerrig kun.
NINETTA.
Signora! Portnerens sorte Hund
har, lige siden hun kom, staat og tudet!
Hvor der er Syge, varsler det Død —
For Guds Skyld, jag hende bort i Vrede!
MAX (vinker hende hen til sig.)
Kom herhen!
NINETTA (bøjer sig over ham.)
Signore —
MAX (hviskende.)
Hvis Du tror, hvad Du siger, saa luk hende ind —
netop — forstaar Du —
NINETTA (korser sig.)
Jert Liv staar paa Spil!
MAX (lægger Fingeren paa Læben.)
Gaa!
NINETTA.
Vil I da virkelig —
MAX.
Gør, som jeg vil.
NINETTA (glider stille ud af Stuen.)
Aa Festen! — Og hele min Juleglæde!
Lysene og Træet med det straalende Skin! — —
Jeg vil lukke hende ind —
og saa liste mig bort og græde — —!
FRU HAUGE (som staar med sin Haand i Hauges.)
Fa’r og jeg gaar lidt ind i Stuen.
MAX.
Ja gaa! Nu taler nok Hjærtets Krav. —
(smiler.) Mo’r — ved Du af,
at Du ligner en ung lille Frue —!
(Han ligger stille og følger dem med Øjnene, medens de gaa sammen ind i den anden Stue. Da han hører Stemmer i Entreen farer han op — Brystet gaar stærkt og tungt. Paa hans Kinder kommer to røde Pletter. Tonny og Jack kommer sammen hen i Døren.)
TONNY (dæmpet.)
Træd let — gaa sagte! — Nej, Jack, lad os vente!
Hvor bleg han ser ud!
MAX.
Bliv staaende, Jente!
Det er længe siden, vi sidst taltes ved —
seks Maaneder er det — en Evighed!
TONNY.
Aa Max!
MAX.
Men Du —
aa, Du er lige dejlig endnu!
TONNY (som med Jacks Haand i sin har nærmet sig Sengen.)
Vi er komne her sammen, Jack og jeg —
som Mand og Hustru — Vil Du tage imod os —?
Først da er der Sol paa vor Bryllupsvej!
JACK (lægger sig paa Knæ ved Sengen og gemmer Ansigtet i Puderne.)
Max! Max! Kan Du tilgive mig
og tro, det er sandt?
Jeg vilde ikke tage hende fra dig:
Jeg kunde jo ikke for, at jeg vandt!
MAX.
Stakkels gode Bro’r Jack! Nej nej!
Hvad kunde Du for, at det altid var dig,
som fangede Lykken!
JACK (ser op. Bevæget.)
Er Du slet ikke bitter paa mig, Max?
MAX.
Jo — jeg har været det lige straks,
men nu ikke mere. — Husker Du, Jack,
hvad Du sagde som Dreng, naar Du vandt det hele?
»Max! vi vil dele.«
Aa, Du maa dele lidt med mig endnu!
Jeg ved nok, Jack, at her er det sværest,
men næst efter dig — ikke sandt — saa maa jeg
jo nok være den, hun har kærest —?
Hvorfor svarer Du ikke? — Græder Du, Jack?
JACK.
Aa, kære lille Bro’r Max dog!
MAX.
Tak!
Dit Haandtryk siger mig, at Du kan dele.
Men hvad siger Jenten?
TONNY.
Ingen kan rede de Følelser op,
et Menneske kalder for sine,
men alle de Tanker, som ikke blev Jacks,
dem ved Du jo godt er dine.
Og altid vil jeg have dig saa inderlig kær!
MAX (pludselig haardt.)
Ha! ha! Hvor fagert det lyder!
Den er saa herlig den slidte Dragt,
man kaster til Tiggeren, hvor han blev lagt —
det er jo saa lidt, hvad ham fryder!
TONNY.
Max, hvor Du gør mig bitterlig ondt!
MAX (griber hendes Haand og kysser den heftig.)
Jeg mente det ikke ondt — — forstaa mig:
Det er kun, naar jeg ser dig og husker paa,
at din Kind en Gang til min Skulder laa,
at det er, om som Sind og Sans skal forgaa mig!
For min Længsel har været saa dyb som et Hav
og saa tærende hed som en Kraterlue!
Den gik mig lige til Marv og Ben —!
Kan det da undre dig, jeg er lidt sen
med at vænne mig til, Du er Frue? — —
(forceret — pludselig hurtigt og springende)
Men Træet! Vi glemmer jo helt mit Træ,
som jeg har lovet Ninetta at tænde!
Jente, giv mig din lille Haand,
saa mærker jeg ikke Feberen brænde —
JACK.
Max, Du maa gærne sige, Du er vred —
for alt, hvad Du kan sige, kan ikke veje op
mod det Saar, som jeg slog din Kærlighed!
MAX.
Nej, Du har Ret — Men Du husker nok, Jack,
Julenissen, som elskede dig —?
Der er Mennesker, Nisserne altid finder,
gode Mennesker, over hvis Vej
Solen altid skinner.
Enten er der Nissebukke gemt i deres Øjne,
eller ogsaa leger Nisser i Smil om deres Mund — —
dem kan man ikke vredes paa, — dem elsker man kun.
TONNY.
Ja, Jack har just de Øjne —
MAX.
Husker Du de gamle Historier, som Mo’r
sad og fortalte os, før Træet skulde tændes?
JACK.
Aa ja! den om Trold!
MAX.
Og den om Spøgelsefruen!
JACK.
Og den om lille og store Bro’r —!
MAX (til Fru Hauge, som er kommen frem i Døren.)
Nu skal Du tænde Træet, Mo’r!
for nu er der Børn i Stuen.
(Han ligger stille og ser paa, at hun tænder Lysene, Hauge gaar hende tilhaande. Ninetta kommer ind med nogle Pakker, hed og rød af Graad.)
MAX.
Hvad er der med Ninetta? (kalder hende hen til sig) Hvorfor græder Du, Barn?
NINETTA (hulkende.)
Signore —
MAX.
Tuder Hunden endnu dernede?
NINETTA.
Ja, hele Tiden!
MAX.
Hvor den Hund gør mig glad!
Ninetta! Vi vil give den et godt Maaltid Mad.
(til Tonny) Jente!
TONNY.
Ja, Max!
MAX.
Nu skal Du synge en Sang —
en af de gamle — de kæreste — de bløde —
en, hvori Juleglæden slaar os imøde
i tusende kimende Klokkers Klang!
Syng nu, Jente!
Din Stemme er som en Kirkegang — —
TONNY (synger — de andre stemmer efterhaanden i med.)
»Dejlig er Jorden!
prægtig er Guds Himmel!
skøn er Sjælenes Pilgrimsgang!
Gennem de fagre
Riger paa Jorden
gaa vi til Paradis med Sang!
Tider skal komme,
Tider skal henrulle,
Slægt skal følge Slægters Gang —
aldrig forstummer
Tonen fra Himlen
i Sjælens glade Pilgrimssang!
Englene sang den
først for Markens Hyrder,
skøndt fra Sjæl til Sjæl det lød —:
Fred over Jorden!
Menneske, fryd dig!
Os er en evig Frelser fød!«
MAX (efter et Ophold — rejser sig med Besvær.)
Flyt Bordet nærmere til mig, Mo’r!
(Tager en Pakke, som ligger under Træet.)
Se, her er til dig —! tre Nodehefter graa
med Toner, som Du elsker og kender.
FRU HAUGE (varmt.)
Kærere Gave kunde aldrig jeg faa!
MAX (tager et Billede frem af sin Tegnebog.)
Og her til dig, Fa’r! Et gammelt Portræt
af Mo’r, som hun spillede sig ind i det Hjærte
den Gang, da hun trode paa sin Kærligheds Ret
og begyndte paa et Samliv saa legende let —
HAUGE (som har grebet Billedet, holder det op for sig i stærk Bevægelse — kysser det heftigt.)
Aa, hvor jeg har syndet mod det dejlige Blik!
MAX (nikker.)
— og den Sjæl af Musik,
som Du aldrig forstod —!
HAUGE.
Ja, saadan saa hun ud! Med den spændstige Fod
og Brystet skudt frem, naar hun førte sin Bue!
Hendes Øjne var som glødende Stenkul, Du!
FRU HAUGE.
Nehls —
HAUGE.
De Øjne har hun endnu!
min glade unge Kærlighed — min kære gamle Frue!
MAX.
Her er til Ninetta: to sølvspændte Sko
og to Perlemorskranse —
saa kan hun danse!
(Tager en Ring ud af sin Tegnebog.)
Og her er til dig, Jack —
det dyreste jeg ejer, det kæreste, jeg vidste,
den eneste Ting,
som jeg trode, at jeg aldrig kunde miste!
JACK.
Din Fæstensring!
Aa nej, nej, Max! Lad den blive dér —
hos dig!
MAX (ser sig om efter Tonny, som staar ved hans Hovedgærde.)
Hvor er Jenten?
TONNY (sagte.)
Jenten er her,
MAX.
Naar jeg gaar paa Rejser, og Rejsen bliver lang
— langt, langt fra Lande —!
hvad vil Du saa gøre med Ringen en Gang?
TONNY (som før.)
Sætte den der, hvor Du først har den sat.
MAX (jublende.)
Maa hun det, Jack?
JACK (sætter Ringen paa hendes Finger oven over den, hun i Forvejen bærer.)
Her har Du Svaret.
MAX.
Nu delte Du med mig — Mindernes Skat!
(ser omkring sig. Smiler.)
Hvor lyst og venligt der blev i min Stue!
Jeg tror, at Julekvældsgæsten er kommen —
kommen med den gamle og unge Frue — —!
(nikker til Hauge og Fru Hauge, som sidder ved Fodenden af Sengen Haand i Haand og taler sagte sammen.)
Hvor det klæder Jer godt at sidde sammen!
— Mo’rs sølvgraa Haar er tungt som en Krone —
Fa’r — ikkesandt —
Min Mo’r er en smuk gammel Kone?
FRU HAUGE (ser op — studser ved hans feberhede Udseende. Rejser sig hurtig.)
Max, hvordan har Du det?
MAX.
Godt, Mo’r — godt.
FRU HAUGE.
Nej! Du har Feber! — Aa, skaan dig dog blot!
MAX (rejser sig halvt op.)
Giv mig Blyant og Nodeblad!
FRU HAUGE (rækker ham det.)
Barn — har Du Kræfter?
MAX (nikker.)
Hvis jeg ryster paa Haanden, vil Du nok gaa det efter.
(til Tonny) Husker Du, Jente, den Vise, Du sang
for mig en Gang —:
»De, som følges fra tidligst Vaar,
og indtil Bladene fældes,
finde skal de til hver en Tid,
at Kærlighed aldrig ældes —!
Skoven hun grønnes hvert eneste Aar —!«
Den Vise vil jeg sætte Musik til iaften.
FRU HAUGE (urolig.)
Nej, Max, ikke nu!
MAX.
Jo, netop nu —
da I sidder omkring mig allesammen —
Fa’r og Du —
og de glade to —
FRU HAUGE.
Husk, Du er syg og trænger til Ro!
MAX.
Den faar jeg nok — der er lang Tid til Hvile.
TONNY (urolig.)
Jeg tror, vi bør gaa, Jack —
MAX.
Giv mig et Kys til Farvel og Godnat! —
Dine Læber er bløde,
og jeg elsker at se dem smile!
(griber hendes Hænder)
Ved Du, jeg sætter mit Haab til dig —:
Alle dem, Du elskede, døde!
Og et Øjeblik af det Liv maaske
har Du dog elsket mig —
Men nu elsker Du Jack —!
Se, hvor Kinden blev rød!
(med let Ironi)
Paa den Maade, Jack,
skylder Du jo næsten Døden en Død —!
JACK (som staar med Armen om Tonnys Skulder.)
Ja, men jeg skylder ogsaa Livet et Liv
fra min Ungdoms Dage,
og den Gæld, Du,
er det som jeg nu vil betale tilbage.
MAX.
Ja, Du er en lykkelig Mand, Bro’r Jack!
JACK (rækker ham begge sine Hænder. Varmt.)
Glædelig Jul! Og hjærtens Tak,
fordi vi kom ind!
TONNY.
Ja, hjærtens Tak!
HAUGE.
Ikke mindst fra mig.
MAX (ser op paa ham.)
Glædelig Jul og velsignet Nytaar
for Mo’r og dig!
Glædelig Jul for os allesammen —
(sagte) men intet Nytaar for mig!
(Han rækker dem alle Haanden til Farvel. De gaa en efter en ind i den anden Stue — først Jack, saa Hauge med sin Hustru — tilsidst Tonny.)
MAX (da hun naar Døren.)
Jente!
TONNY (vender sig om — ser paa ham — brister i Graad.)
MAX.
Græd ikke, Jente!
Sol vil jeg kalde nedover din Vej
for al den Fryd, som Du har mig givet. —
Og saa — Vorherre velsigne dig
for den eneste Lykke, jeg har ejet i Livet!
TONNY (med brudt Stemme.)
Jeg kommer imorgen — hver Dag —
MAX.
Aa Tak!
TONNY.
Vi vil begge komme — baade jeg og Jack.
MAX (nikker.)
— komme med Blomster til mig, naar jeg rejser —
mange Blomster — —
TONNY.
Ja, ja, saa mange!
MAX.
Gule Crysanthemum — Juleroser hvide —
mest Juleroser, Jente!
TONNY.
Mest Juleroser, ja!
Der findes intet skønnere ved Midvintertide.
MAX.
Den smukkeste iblandt dem — lov mig det, Jente —
den skal Du kysse og lægge til min Mund —
TONNY (urolig.)
Max — Du er træt nu — Du trænger til et Blund.
MAX.
Husker Du endnu, hvad Du lovede mig
dernede mellem Tyrols Bjærge i Skyggen —?
Du lovede at sidde med min Haand fast i din,
naar Døden én Gang kom for at ranke mig Ryggen —
TONNY (i Døren — nikker til ham — stille og alvorlig.)
Max — jeg skal komme. (Gaar sagte ud.)
MAX (ser efter hende. Et lykkeligt Udtryk gaar over hans Ansigt — saa ryster han paa Hovedet.)
Aa nej, det var Synd!
Hvorfor skulde jeg forstyrre hende Lykken —?
NINETTA (lister sagte ind og sætter sig paa Vagt indenfor Døren.)
MAX (som atter har taget Blyanten og nu skriver paa Nodepapiret, ser op og bemærker hende.)
Ninetta! Kom herhen!
Kan Du give mig en Pude i Ryggen, min Ven!
Saadan ja — Tak!
Hør Hunden! Nu tuder den dernede igen!
Fik den ingen Mad?
NINETTA (bleg.)
Jo — men det nyttede ikke, Signore!
MAX (skriver.)
Saa er den vel sulten efter mere, den Rad!
Gaa og giv den mere! (Da hun er borte.)
Ja, ja — Du maa have Taalmodighed en Stund!
Du er altfor tjenstivrig, lille Hund!
(Han skriver igen. Pletterne paa hans Kinder bliver altid rødere, Aandedrættet altid hurtigere.)
FRU HAUGE (kommer tilbage — iagttager ham med et uroligt Udtryk, gaar hen til Sengen som for at afbryde ham, men betænker sig, da hun ser, hvor optaget han er. Hun sidder en Stund ganske stille ved Siden af ham. Lysene brænder ned paa Juletræet — hun slukker dem efterhaanden, saa rejser hun sig, gaar hen til Vinduet og trækker Skodderne for. Hunden tuder stærkere udenfor Porten.)
FRU HAUGE (med en pludselig Uhyggefølelse.)
Dér er den igen, den afskylige Hund!
Jeg vil jage den bort —
MAX (ser op.)
Nej, Mo’r, lad det være!
Den kommer tilbage — Det har vel sin Grund.
FRU HAUGE (med forceret Livlighed.)
Er Du overtroisk, Max?
MAX.
Overtroisk ikke — men jeg vilde gærne tro,
at dette betød noget, Mo’r! — Gid det gjorde!
noget som at Sjælen skulde kimes til Ro,
saa maatte gærne Legemet tudes til Jorde.
FRU HAUGE (imod ham.)
Hvad siger Du, Max?
Nu, da Fa’r er kommen, og vi alle er glade —!
(Da han tier) Skuffede Concerten dig alligevel straks?
Eller—var det det med Øjnene, Max — og med Ryggen?
MAX (ryster paa Hovedet.)
Nej, Mo’r —igaar, da en Toneflod
bruste i min Sjæl og sang i mit Blod,
da tænkte jeg hverken paa Ryggen eller Øjnene!
Og de som sad og hørte og jubled mig imod,
tænkte heller ikke paa det —
FRU HAUGE.
Det var, fordi Du voksede dig rank, hvor Du stod!
MAX.
Ja, saadan følte jeg det ogsaa, Mo’r.
FRU HAUGE.
Og nu vil Du gaa fra mig! Nu, da Livet ligger rigt
og straalende for dig!
MAX (trækker hende ned til sig — ser hende ind i Øjnene.)
Men hvilket Liv, Mo’r?
FRU HAUGE (undviger Blikket.)
Hvilket —?
MAX.
Jeg talte med Lægen idag, før han gik.
Jeg bad ham være ærlig i Svaret, han gav mig,
saa ærlig, som jeg var i det Spørgsmaal, han fik.
Jeg spurgte ham: Dersom jeg nu dog ikke dør,
hvad bliver jeg saa til? — Og han svarede ærligt:
En Krøbling — mange Gange svagere end før! —
Hvor tror Du, det Liv kunde leves — hvad Mo’r?
FRU HAUGE (undvigende.)
Man kan ikke altid stole paa Lægernes Ord.
MAX.
Men dersom mit Bryst
nu bliver saa svagt, at det ikke kan taale
et Tryk af Violinen, som spiller mig Trøst?
FRU HAUGE (sætter sig paa Sengekanten — holder hans Haand i sin.)
Saa skriver Du Tonerne — saa skaber Du Musikken,
og jeg spiller den for dig! Det er ligesom i Kunsten,
hvor én maler Billedet, en anden skærer Rammen —
Aa, vi skal faa det saa lykkeligt sammen,
bare Du har Mod —
MAX.
Men jeg har ikke Mod —
Det døde med min Lykke, da Jenten mig forlod.
For Sorgen jeg bøder — —
Kender Du, Mo’r, naar en stakkels Sjæl forbløder
sig langsomt i et eneste sugende Savn?
FRU HAUGE.
Søn, Du skulde tage din Lidelse i Favn
og prøve paa at drikke dig Kraft af dens Skaaler!
MAX.
Nej — der maa haardere Naturer til end min.
De stærke, de modige, som megen Smærte taaler,
de vokser under Lidelsen, de føler, at de gror,
men de finere, de blødere, — de dør af den, Mo’r!
FRU HAUGE.
Max!
MAX.
Desuden — Du ved jo —
FRU HAUGE.
Hvad ved jeg?
MAX.
Du ved:
Evnen til at elske var altid stor i Slægten.
FRU HAUGE.
Slægten fik andre Evner, Max —
Den fik sin glødende Kunstnertrang —!
Husker Du ikke min Vuggesang —
den om Violinen — —
MAX.
Jeg husker den godt — men bedre endnu
husker jeg Sangen, som for mig lød,
naar jeg i stille Mørkningstimer
laa med mit Hoved gemt i dit Skød —
Sangen om Stilhed! (Siger sagte hen for sig)
Kender Du, naar Sjælens Understrøm
gaar med evig Uro, evig Vildhed,
og det hulker dybest fra dit Bryst:
Giv mig Stilhed!
Giv mig Stilhed, naar jeg er til Fest,
Lykkens Fest, som ingen Grænse maaler —
Stilhed til at samle i min Sjæl
alle Straaler!
Giv mig Stilhed, naar det stormer vildt,
til at dømme alle bitre Tanker,
Stilhed til at lodde dybt — og dybt
kaste Anker! — —
Og naar Døden knuger om mit Bryst
med et Genfærds kolde, mørke Vildhed,
naar min Sjæl ved Grænseskellet staar,
giv mig Stilhed!
Stilhed til at lodde Hjærtets Dyb,
til en Gang at fatte Livets Mening,
Maalet for de fine Traades Løb
og Forgrening —!
Da — naar alle Spørgsmaal faar et Svar,
og naar Bitterhed bli’r til Mildhed,
giv mig Evighedens dyre Guld:
Giv mig Stilhed!«
(Med et Udbrud.) Jeg skriger efter den Stilhed nu!
Mo’r, Du maa unde mig den — Du maa!
Jeg kræver af dig, at Du skal ville!
FRU HAUGE (farer sammen.)
Nej, nej, Max! — Jeg kan ikke dette!
Hvert eneste lille Stykke Tonemaleri
var min egen Sjæl pulserende i —
hver Sang, hvorfor Du sagde dig god,
var skreven med mit rindende Hjærteblod!
Og alt dette, Max,
som der ligger en hel lang Livskamp i,
dette, som var saa stort begyndt,
det vil Du nu skal være forbi!
MAX.
Jeg vil det ene: at Du giver mig fri!
FRU HAUGE (rejser sig. Bleg.)
Nej, dette kan ikke kræves af mig!
Det er som at rive min Hjærterod op
fra det dybeste Sted, den bunder i!
MAX.
Gør det alligevel, Mo’r! Giv mig fri!
Hvert eneste Krav, som blev her os givet,
men som vi vilde gaa udenom,
det kommer igen til os i Livet —
FRU HAUGE (stønnende.)
Du er haard mod mig, Søn!
MAX (bleg.)
Du tvang Guds Vilje med din brændende Bøn!
Og Du tvinger ham igen —
Din jernfaste Tro paa Opfyldelsen tvinger ham!
Der er Underkraft gemt
i den Bønnens Offerrøg, som Du bringer ham —:
Underets Under
Alverden om!
Bønnens evige
Keiserdom!
Bed ikke, Mo’r! Jeg skriger, hvis Du gør det!
FRU HAUGE.
Jeg beder ikke, Søn!
MAX.
Du gør det alligevel! Du beder i Stilhed —
Og Gud hører din Bøn —
den vældige, villende Kraft i dine Ord! —
Der er noget af et Frispillerforhold, Mo’r,
ogsaa i dette, — set dybere deri. —
Men fri bli’r kun den, som tør bløde sig fri —
Tør Du det, Mo’r?
FRU HAUGE (griber uvilkaarlig for sig, som var hun angst for at falde.)
Hvad mener Du, Max?
MAX.
Tør Du det frivilligt —
saa har Du givet
mer, end Du gav gennem hele Livet.
FRU HAUGE (viger tilbage.)
Nej! nej!
MAX.
Da jeg saa,
at bagved din store Kærlighed til mig,
bagved din offervilligste Daad
gik som den røde, skinnende Traad
Violinen — og Maalet at gøre mig stor,
da tabte jeg min Tro paa din Kærlighed, Mo’r!
Og det gjorde dig ondt —
FRU HAUGE.
Ja, saa bitterlig ondt!
MAX.
Men nu kan Du vinde den tilbage, om Du vil!
Kan Du give mig fri, saa er alt tilgivet —
Kan Du lægge dig her paa Knæ ved min Seng
og trygle om Døden, som Du tryglede om Livet
for din stakkels, lille, forkrøblede Dreng —?
FRU HAUGE (næsten med et Skrig.)
Max!
MAX.
Kan Du det, Mo’r,
saa vil jeg tro paa din Kærlighed, — for saa
er den vidunderlig stor!
FRU HAUGE (stønnende.)
Du kræver for meget — husk jeg er Mo’r!
MAX.
Ved Du, hvad en Mo’r er? —:
En Sjæl, man kan martre!
Et Hjærte, man kan flænge i! —
For hver Gang det maa bløde,
slaar det En kun endnu varmere imøde —!
(hviskende) Bed, Mo’r! Bed!
FRU HAUGE.
Jeg evner det ikke! — Vorherre ved,
hvor bittert jeg led
ved Tanken om at miste dig, da Du var lille —
og dobbelt, dobbelt nu, Du er stor!
MAX.
Husk — at Du er mig en Død skyldig, Mo’r!
FRU HAUGE (synker sammen ved Sengen.)
MAX (ser paa hende med feberhede Øjne.)
Manden paa Korset —
ham, Venezianeren skød paa, Mo’r —
han, kræver af os, at vi skal bløde!
Paa den Violin maa hver af os
spille sin Lykke tildøde! — —
Jeg synes, jeg ser ham for mig inat,
den store Korsdrager!
Selv har han tusende Saar, der bløde — —
Han staar for Himmerigs gyldne Port,
hvor Julesangene slaar ham imøde.
Han vender sig om for at lukke mig ind,
og jeg griber hans Haand, men han slipper den i Hast —:
»Der er en paa Jorden, som holder dig fast —
Jeg lukker ikke op, før hun giver dig frivilligt!«
FRU HAUGE (paa Knæ.)
Aa Max! har jeg stænget dig Dødens Port,
Himmeriges Port skal jeg aldrig stænge!
Her vil jeg ligge paa Knæ ved din Seng
og bede til Gud, at han aabner Porten
for min stakkels, trætte, velsignede Dreng!
MAX (aandeløs.)
Kan Du gøre det frivilligt?
FRU HAUGE (tungt.)
Frivilligt, ja!
MAX (slynger Armene om hendes Hals og knuger hende ind til sig.)
Mo’r — hvor jeg elsker dig — for alt, hvad Du har givet!
for Barndommens Kærlighed — for Trøsten gennem Livet!
men mest dog for dette — ja allermest, fordi
Du var ydmyg og stærk nok til at bløde dig fri —!
Bed nu, Mo’r!
og Gud vil høre dit Smærtens Raab
og ære din Vaandes Ord —
ikke for dine Bønners Skyld,
men for Hjærtets Tro
og for Livets Haab —
og for Livets Kærlighed, Mo’r!
ENDELIG — ENDELIG —! FRISPILLER, MO’R!
(Samme Sted — henad Morgen. Det begynder at dages udenfor. Skodderne er slaat fra Vinduerne. Natlampen lyser svagt. Inde fra Byen høres Sang af Klokkerne, som ringer til Froprædiken. Max ligger stille med lukkede Øjne. Fru Hauge paa Knæ ved Siden af, med hans Haand i sin.)
MAX (aabner Øjnene og ser sig forvildet om.)
FRU HAUGE.
Har Du sovet, Max?
MAX.
Jeg drømte vist før —
eller maaske var det Febersyner.
Jeg har set saa meget,
som Mennesker ellers kun ser, naar de dør — —
Det skønneste Rige paa Jord har jeg set
for aldrig at komme derind!
Den varmende Sol har jeg anet
for aldrig at føle dens Skin!
Min Sjæl har bredt sig mod Lyset ud
og higet mod Livets Varme —
mod alt det vigende Lys har jeg strakt
mine unge, skælvende Arme!
Jeg vilde naa frem, men der hang Bly ved min Hæl,
og det skreg fra min Sjæl
med et Suk som af tusende vilde Fugle:
Aa, mine Svingfjer!
FRU HAUGE (ligger stille og stryger med Haanden over hans Pande. Hendes Taarer falder hede ned paa hans Hænder.)
MAX (stirrer frem for sig — forbi hende —.)
Jeg saa ogsaa et fortryllet Slot,
hvor to lyksalige Mennesker bode
saa lunt og godt.
De sad med hinanden, hvor Lampen lyste
under et lille Barneportræt —
Jeg syntes, at jeg kendte saa nøje den Plet —!
Jeg kendte det mørke, bøjede Ho’de,
hvor Øjnene var saa gode;
jeg kendte den smalle Haand, som gled blødt
kærtegnende over hans lodne Frakke —
Lampeskæret faldt skinnende rødt
over hendes bøjede Nakke —
den hvide Nakke med det solgyldne Haar!
FRU HAUGE (sagte.)
Skal jeg sende hende Bud?
MAX.
Nej, forstyr dem ikke —
Lad dem nyde deres unge Kærligheds Vaar
med den unge Lykkes evige Ret — —
Men bed dem ikke glemme den lille Dreng
paa det gamle Portræt.
FRU HAUGE.
Aa Max —!
MAX.
Jeg var gladest, da jeg var lille.
Mo’r — jeg kan ligge her i min Seng
og længes efter mig selv som Dreng —!
(pludselig) Var jeg styg den Gang?
FRU HAUGE (ivrig.)
Du var aldrig styg!
Ingen, som fik en rankvoksen Ryg,
ejer de Eventyrøjne, Du har!
MAX (smiler.)
Hvor Du ligner dig selv i saadan et Svar! —
Mo’r —
FRU HAUGE.
Ja, Max!
MAX.
Jeg saa ogsaa Violiner —
og hørte Musik — en vidunderlig Musik —
saa overjordisk skøn!
FRU HAUGE.
Vær vis paa, Søn,
at al den Kunst, som hernede paa Jorden
fik Livsforlis,
vil blomstre der, hvor Englene sidder
paa Skyer og klapper i tusendvis!
MAX (pludselig.)
Hør Klokkerne, Mo’r!
I Himmerig holdes den fejreste Jul,
hedder det i en gammel Sang — —
Livet er dog skønt for dem, som er unge
og frejdige og glade fra Morgen til Kvæld!
Forstaar Du, at jeg synes, det er saa vemodigt
at sige det, jeg aldrig ejede Farvel —
vemodigt — netop derfor — at jeg aldrig har ejet det!
(løfter Hovedet fra Puden)
Aa, Du dejlige, unge, straalende Liv,
med Sol over alle dine Veje!
Hvorfor skal saa faa besidde dig helt,
og andre aldrig dig eje?
FRU HAUGE (bøjer sig over ham og tørrer hans Pande.)
Vær stille, min Dreng, og læg dig ned —
Din Pande og Kind
er drivende vaade af den kolde Sved.
MAX.
Det er, som en Ishaand tog om mit Bryst —
Giv mig din Haand, saa bliver jeg stille!
Du er saa stærk, Mo’r — hos dig er jeg tryg,
som da jeg var lille.
(Han ligger en Stund med lukkede Øjne og trækker Vejret tungt, saa ser han atter op.)
Mo’r! Gid Du vilde spille Violinsuiten nu —
den, jeg har skrevet!
Ingen — det ved jeg — kunde gøre det som Du!
FRU HAUGE (rejser sig stille — tager Violinen ned fra Væggen og begynder at stemme den.)
MAX (ser paa hende med straalende Øjne.)
Vil Du det virkelig?
Aa, at Du vilde det!
Jeg kunde ikke tænke mig noget saa skønt
som at dø, naar Du spillede!
FRU HAUGE (gør nogle kraftige Strøg med Buen og spiller den første Sats, men standser, da hun ser Udtrykket i hans Ansigt.)
MAX (som med Besvær har rejst sig overende.)
Det skulde været dig, Mo’r, alligevel —
og ikke mig!
Jeg tænkte kun Tonerne til din Violin — —
Jeg pressede Druerne,
men din var den røde, funklende Vin!
(bevæget) Og saa tog Du den dog fra din tørstige Mund
og satte den til min —!
Jeg synes, nu forstaar jeg først Styrken af den Livskamp,
Du har gennemkæmpet Side om Side med min!
FRU HAUGE.
Max!
MAX (stirrer frem for sig. Pludselig forvildet.)
Se! — Se!
FRU HAUGE (som har sluppet Violinen.)
Jeg ser ingen Ting, Max —
men jeg ser dine Øjne blive store og klare
og se forbi mig — se langt, langt ind
i et Straaleskin,
som jeg ikke kan taale — —
MAX (stirrende.)
Det fortryllede Slot — —!
FRU HAUGE (med et voldsomt Udbrud.)
Aa Max! jeg har kun villet dig godt,
igennem alle mit Livs Dage!
MAX (uden at høre hende.)
Jeg spiller — spiller i et blændende Lys
som aldrig før!
under Varmen fra tusende straalende Øjne,
som aldrig dør!
FRU HAUGE (kaster sig over ham.)
Jeg synes, min Sjæl maa spaltes i to,
naar den skilles fra din!
Jeg synes, der er ingen Sorg til som min!
Jeg er syg af Rædsel for Dødens Bud —
men jeg beder dig ikke om at standse den, Gud!
MAX.
Der sidder en Fugl med brudte Fjer —
Den kan ikke følge de flyvendes Skare —
Aa Mo’r! hvorfor lod de den ikke fare — —?
FRU HAUGE.
Aldrig har jeg følt mig saa ensom som nu!
Og alligevel — aa, saa behold ham da Du!
MAX (med et straalende Smil.)
Endelig —! Endelig —! Frispiller, Mo’r! (dør)
FRU HAUGE (sidder længe og ser paa ham — lader Haanden glide henover hans Ansigt.)
Aldrig saa jeg saa skøn en Død,
saa lys en Forvandling —!
En Sjæl, der skød Ham som en Sommerfugl,
mens der kimes til Jul — —!
(Kaster sig pludselig over ham — med vild Hulken.)
Aa Max! Max! Min kæreste Dreng!
mit levende Hjærtes bævende Streng!
(Tager sig sammen — rejser sig stille og lægger Lagenet over hans Ansigt.)
Jeg klager ikke, Gud!
Hvad der var mit, har jo jeg beholdt,
svøbt det i Jordelin —
Tag den tilbage ren og blank,
Herre! — den Sjæl er din!