ALDRIG DØR NOGEN KVINDE AF SAVN
OG ALDRIG EN MAND AF KVIDE —
SORG HEDDER ØRNEN, SOM HUGGER SIN KLO
MED SMÆRTE I HVER MANDS SIDE —
MEN DØ GØR INGEN AF KVIDE — —.
(Den lille aabne Plads udenfor Huset i Dalen. — Gaardsiden — Paa hver Side af Indgangsdøren to Bænke — ovenover Døren en gammeldags fremspringende Altan, hvorfra en aabenstaaende Dør fører ind til Værelset bagved. Midt i Gaarden under en Lind en rund Bænk.)
TONNY (sidder alene paa den ene af Bænkene ved Døren. Hun sidder fremadbøjet, med Hænderne i Skødet og ser ned i Dalen.)
Alle de smaa Klokker de ringe i Dalen — —
Jeg sidder og hører, hvordan de stemmer
med Kvægets Bjælder, som ringer deroppe,
stiger mod Bjærgenes Toppe
og svinder i Højfjældsdalen!
Alle de smaa Klokker, de ringe i Dalen — — — —
Igaar gik jeg med til Aftensang
i en af de fattige Kirker dernede —
siden har jeg grædt hele Natten lang.
Jeg ved ikke, om han ogsaa
stundom, naar ingen ser det —
og helst ved Nattetide —
kan falde i Graad —? for hans Øjne
er fulde af en hemmelig Kvide — — —
JACK (kommer sagte ud fra Indgangsdøren og bliver staaende og ser paa hende. Da hun ikke bemærker ham, gaar han bagfra hen og lægger Hænderne for hendes Øjne.)
Vildanden sidder og drømmer —
TONNY (farer sammen.)
Aa, Jack! jeg tænkte kun paa —
JACK.
Vildandeøjnene skinner
jo næsten sortegraa!
De ser ud som de vilde Fugles,
naar Hundene høres at glamme —
Og selv ser Du ud, som Du tænkte
at flyve bort med det samme.
TONNY.
Ja kunde jeg!
JACK.
Hvilket?
TONNY.
Flyve!
JACK.
Hvad saa?
TONNY.
Saa fløj jeg af Lande.
JACK.
Hvor langt?
TONNY.
Aa, tusende Mile!
JACK (sætter sig paa Bænken ved Siden af hende.)
Hvor er Max?
TONNY.
Han gik ind for at hvile.
JACK.
Jeg sad imorges og længtes
efter at høre ham spille,
men da jeg gik ind og bad ham,
forstod jeg, han ikke vilde.
Han svarede noget besynderligt om,
at før, naar han spillede, var det
som Tonen udefra til ham kom;
men nu var det hans, hvad der sang i hans Sjæl,
nu drømte han ikke, han levede selv — —
TONNY.
Saadan et stakkels Menneske, Jack,
hans Brystkasse er som et fint Instrument —
hans Tanker og Følelser er saa fine,
mere dybtmærkende end dine og mine.
Tror Du ikke, Jack,
at volder man saadan et Menneske Sorg,
da er hans Saar
saa dybe, at de ikke kan læges af Aar?
JACK.
Jeg tror, Du ser rigtigt, fordi Du forstaar. —
Jeg husker endnu fra hans Drengeaar,
hvordan han stod og saa til ved en Leg
med Hænderne knyttede — uden et Ord —
og saa pludselig kasted’ sig næsegrus ned
i afmægtig Trods paa den kolde Jord!
Og jeg husker ham, da han begyndte at spille.
Det skar mig i Hjærtet, naar jeg saa, hvor hans Øjne
spejded i hvert et Træk efter Løgne,
og uskyldige Smil var som Stik i hans Hæl! —
Aa, Ens egen Sjæl
kunde vaande sig ved det —
TONNY (rækker ham begge sine Hænder.)
Tak! Aa Tak!
JACK.
Hvorfor?
TONNY.
Fordi jeg føler,
hvor Du elsker ham, Jack!
Tror Du ikke ogsaa, hvad jeg tænker saa tit:
at de lykkeligste Mennesker er ikke dem, som elsker,
men dem, som har Mod til at ofre sig frit
for den, de elsker —?
JACK.
Jo, for den de elsker, men ikke for den,
som de kun holder af.
Hjærtet har nu en Gang sine Krav —
Og jeg tror det om Kvinden,
at selv om hun fuldt ud kan ofre for en anden,
til syvende og sidst kan hun kun elske Manden —
ikke den raa og brutale Kraft,
men den mandige Sjæl — med den maa hun mødes,
skal ikke hendes Kærlighed dø, som den fødes.
TONNY.
Den mandige Sjæl —! med den maa hun mødes — —
JACK.
Smil til mig, Fugl! Er Du vred?
TONNY.
Aa nej —
JACK.
Tal frit til mig!
Jeg skal hviske saa mildt, jeg skal spørge saa blødt,
jeg skal tage saa varsomt, hvor Vingen blev stødt.
Jeg forstaar jo saa godt, hvorfor dine Øjne
stundom er vaade,
og hvorfor Du smiler paa saadan en underlig
vemodig Maade.
Jeg saa, Du var ensom, skøndt I var to;
men trofast kan jeg tie, det kan Du tro!
Hos mig er dine Sorger i det sikreste Skjul —
Tal frit til mig, lille fremmede Fugl!
TONNY.
Aa, Jack! Jack! Jack! hvordan skal jeg kunne
klare det straks —? —
Det var som en Bestemmelse — dette med Max.
Jeg droges imod ham gennem hans Musik.
De Toner var som en Runedrik
og en Tryllevise!
Runedrikken laa dybt i hans Øjne —
dér skummede Vinen —
og Tryllevisen sang i Violinen!
Alle mine Følelser satte den i Brand!
Og aldrig har nogen rørt mig som han!
Jeg ved, jeg kan gøre ham jublende glad;
jeg ved ogsaa, Jack, at skilles vi ad —
JACK.
Saa dræber det ham.
TONNY.
Aa, nej, nej! ti!
Hvorfor tror Du netop, det dræber?
JACK.
Fordi,
Evnen til at elske er stærk i os alle.
TONNY.
Paa den Maade, Jack, kan han og jeg
aldrig skilles. — (da han tier.) Forstaar Du mig?
JACK.
Jeg forstaar, at nu dømte Du dig. Men, Fugl,
sig mig oprigtig, før Du det gør:
Er din Følelse for ham saa stærk, at Du tør?
TONNY.
Jeg véd ikke, Jack — —:
Jeg holder af hans Sjælelivs dirrende Bund,
jeg holder af Musikken i hans Øjne og Mund!
Hans Ord er af dem, som man altid mindes,
hans Sind er saa dybt, naar man gaar tilbunds,
og hans Natur er fin som en Kvindes.
Hans Kærlighed er som en trofast Hunds,
og der er fængende Glød i hans Blikke,
men — den mandige Sjæl, den ejer han ikke.
(ser op.) — Ja, Jack — jeg har ikke andet at svare.
Mine Tanker jage rundt i en ræddelig Flok — —
JACK.
Det behøves heller ikke: Du har svaret mig nok —
nok for idag
og saa for alle mit Livs Dage.
TONNY (hen for sig.)
Han sagde, at han elskede det skønne Bedrag —!
JACK.
Trode han det ogsaa?
TONNY.
Jeg ved, at han trode det.
JACK.
Men Du da?
TONNY.
Jeg?
Jeg tror, det er bedre baade Hellig og Søgn
at leve i den glade Tro paa en Løgn,
end at dø af en Sandhed.
JACK.
Trode — din Mo’r ogsaa det?
TONNY.
Min Mo’r?
Hun er død, og hende kan jeg ikke spørge;
men jeg tror, at jeg blindt vilde følge hendes Ord.
(ser paa ham.) Jack! hvorfor bliver Du altid bleg,
naar jeg taler om Mo’r?
JACK.
Det er ondt at skade sin egen Bro’r, —
det er syndigt af den store at knuse den lille,
som blindt ham tror.
Og alligevel — her har jeg ingen Ret
til at tie mer — —
Det er ligesom, der ikke var Udveje fler,
naar hun kommer og kræver det — hun, den Døde,
som vilde have talt, men naade det ej! —
Er det dog ikke som et Under, dette Møde
mellem Barnet og mig!
TONNY (farer op.)
Barnet? Og dig!
JACK.
Bliv siddende, Fugl, jeg vil skrifte for dig;
men her ved dine Fødder maa jeg sidde, mens jeg gør det.
Og stille maa Du lytte,
som naar Vildanden gemmer sig inde i Sivene
— ganske stille —
saa vil jeg tro, Du kan tilgive mig
den Sorg, jeg har voldet dig, uden at ville.
TONNY.
Du!
Men jeg kendte dig jo aldrig før nu.
JACK.
Jo, Du kendte mig før.
Jeg har ikke altid været Ingenieur,
jeg var én Gang paa Vej til at blive Læge —
TONNY.
Læge —!
JACK.
Begynder Du nu at forstaa? Det var mig,
som sad hos din Mo’r den Nat, da hun døde.
TONNY.
Hos Mo’r! — Det var dig!
JACK.
Det var mig, som kom, da det gryede ad Dag —
Det var mig, som sprang nedad Trapperne med dig
i Dødsens Jag
og kørte med dig den lange Vej —
TONNY.
Jack! Aa, Jack! Var det ogsaa dig?
JACK.
Fugl, fæld nu ikke for haard en Dom —:
Det var ogsaa min Skyld, at hun, som vented,
var død, før vi kom.
TONNY (aandeløs.)
Din Skyld!
JACK (bøjer Hovedet.)
Min Skyld.
TONNY (ser ned paa ham.)
Den Nakke —! Aa, jeg syntes, jeg kendte den straks —
(sagte) Stakkels lille Bro’r Max —!
(varmt) Kære, store Bro’r Jack —!
JACK.
Hvad var det, Du hviskede?
TONNY.
Jeg dømte dig.
JACK.
Haardt?
TONNY.
Ikke som jeg burde, — kun som jeg maatte —
men tal nu til mig, Jack, og jag Tvivlene bort!
JACK.
Det evner jeg ikke. Jeg evner kun i Hast
at fortælle det skete, —
Jeg var kun fireogtyve Aar og en ung Fantast.
Det Aar var mit første paa Hospitalet.
Jeg var med, da de bar din stakkels Mo’r
bevistløs ind — Jeg saa, da hun fo’r
sammen ved Forbindingen og vaagned i en Smærte
saa dyb, at den skar igennem mit Hjærte.
Jeg saa hende krympe sig, jeg hørte hende skrige!
Og bagefter hørte jeg Overlægen sige:
»Saarene naa ind til de ædlere Dele;
mulig hun kan leve et Par Døgn endnu,
det er det hele«. —
Det var mig, som havde Vagt paa Hospitalet den Nat.
Jeg sad ved hendes Seng
og gav hende Doser af Morfin med Cloral;
men intet kunde døve den brændende Kval!
Som jeg sad dér og hørte hendes jamrende Klage
uden at kunne bringe Lindring og Trøst,
naar Saarene sved i hendes flængede Bryst
og saarede Hæl,
slog Tanken om at ende al denne Kvide
ned i min Sjæl!
Det kunde ikke være en Synd, jeg begik:
Det var ikke et Liv, som jeg vovede at tage,
det var kun nogle Timer — kom det højt nogle Dage! —
I et Nu var Morfinen hældt op og drukket!
Men næppe var Læberne over den lukket,
før Rædselen greb mig og stivnede min Krop —
TONNY.
Jack!
JACK.
Ja skrig kun!
Jeg skreg ogsaa — men over hendes Lig kun.
TONNY (sagte.)
Jack — fortæl mere.
JACK.
Jeg er bange for, det er Uret af mig
at sige det til dig netop nu;
men det er som om, noget kræver det, Du! —
Hun rejste sig op og talte i Vildelse —
næsten som en Søvngængers lød hendes Røst —
og alt, hvad hun sagde, staar skrevet med Ildskrift
inde i mit Bryst — —:
»Barn! Hør mig!
Lov mig, at Du vil aldrig,
hvad end Du møder for Fare,
give dig ind i Forhold,
som ikke er fuldt ud klare!
Lov mig, at Du vil aldrig
leve dit Liv med en Mand,
dersom Du ikke i al Ting
kan møde ham ærlig og sand!
Husk, at man kun tør give
sit Hjærte hen, hvor man ved
med stor og jublende Vished:
jeg tvinges af Kærlighed! — —
Man lader sig stundom trygle,
af falsk Medlidenhed nøde
til Samlivet med en anden,
men, Barn, det er Helligbrøde!
Helligbrøde — forstaar Du?
mod Livets største Magt!
Og den Synd soner man ikke« —
TONNY.
Mod Livets største Magt!
Den Synd soner man ikke — — — —!
Og det har Mo’r sagt —?
JACK.
Ja, det har hun sagt i sin Dødsstund. —
Saa blev hun bevidst igen,
rakte de stakkels saarede
Hænder imod mig hen
og bad: »Aa, Doktor! hent Barnet! Jeg maa tale med Barnet i Nat
Skynd Dem! for Guds Skyld, skynd Dem! Jeg bliver saa dødsensmat!«
Og jeg jog afsted gennem Gaderne! Rædselen piskede mig;
det var som, mit Hjærte stod stille, og Døden jog foran mig!
Aldrig har koldere Dødssved sprunget af Angst i Nøden
end den, der sprang paa min Pande, da jeg løb Kapløb med Døden!
Jeg drømmer endnu, at vi løber omkap i en gravmørk Kvæld
og vaagner, badet af Angstsved — og husker, jeg slog ihjel!
TONNY.
Aa, stakkels, kjære Bro’r Jack da!
JACK.
Stakkels, kjære Bro’r!
Er det alt, hvad Du har at sige til den, som har dræbt din Mo’r?
TONNY.
Du gjorde det ikke —
JACK.
Jo, Vildand, jeg gjorde det! Hvor staar det skrevet,
at dødsdømte ikke kan frelses? Hun kunde maaske have levet —!
Og selv om hun ikke kunde, saa havde hun dog en Frist,
saa var der dog noget, hun skulde og maatte sagt dig tilsidst.
TONNY.
Jeg tror, at det, Du fortalte, var nok — ja, jeg ved, at det var det.
Men hvorfor tror Du, hun stred for just at faa dette sagt?
JACK.
Jeg tænker mig, hun i sin Ungdom, — under en fremmed Magt —
har selv begaat det, hun kaldte for Livets Helligbrøde —
og saa har hun villet vare sit Barn ad, førend hun døde
TONNY (efter et Ophold.)
Hvorfor blev Du ikke Læge?
JACK.
Jeg kunde det ikke mere.
Jeg syntes, det var umuligt at møde endnu flere,
hvis Lidelser vare saa store, saa hjælpeløse som hendes!
Jeg tror ogsaa, at jeg syntes, jeg havde forspildt min Ret
til Arbejdet i en Gærning, hvor ingen tør gaa sig træt,
hvor man er paa én Gang mægtig og magtesløs i Nøden,
og Kravet er hver Dag Taalmod — Taalmod ogsaa med Døden!
Før syntes det mig saa ringe: et Skridt ind i Dødens Rige;
men, Fugl, den Nat, da hun døde, forstod jeg hvad Frist vil sige;
Den Nat, Du laa over Liget, med Barneøjnene vaade,
forstod jeg, at Livet og Døden tør ingen Mennesker raade!
Og al den nagende Anger, som siden skulde mig pine,
fødtes, da hendes Hænder stivnede omkring mine!
TONNY.
Mo’r havde saa bløde Hænder, naar de strøg mig over min Kind — —
Aa, hvor jeg elskede hende af hele mit Barnesind!
JACK.
Tænk, Vildand, at det var min Skyld, Du ikke kom, før hun døde!
TONNY (hen for sig.)
Saa nær — saa nær har jeg været — ved det som er Helligbrøde —!
JACK.
Fugl! Kan Du virkelig glemme al den Sorg, jeg har sendt dig?
TONNY.
Du har betalt den dobbelt med Fryd den Stund, jeg har kjendt dig!
JACK.
Har jeg? Nej, nej, Du fejler; det er dig, som har været min Glæde!
Det skinner med Sol i Luften, dér, hvor Du er tilstede!
Det vælder med Vaar omkring dig, dér, hvor Du drager din Aande!
Livet er legende Soldans, dér, hvor du ganger tilhaande!
At leve mit Liv i din Nærhed, er al min Sjæls Behov —
Aa nej, tilgiv, hvad jeg sagde — Jeg har jo ikke Lov.
TONNY (ser paa ham. Smiler.)
Lov —?
JACK.
Du falder i Tanker. — Hvad tænker Du paa?
TONNY.
Paa Mo’r.
JACK.
Det var Synd, jeg fortalte om hende: Det var Synd — mod min »lille Bro’r«.
TONNY.
Nej, store Bro’r Jack! det var ærligt — saa ærligt som dine Øjne!
Din lille Bro’r er for god til at leve sit Liv paa Løgne.
Jeg ved nu, jeg skylder ham Sandhed; — men det er saa haardt for Max —
JACK (farer op.)
Vildand! Hvad vil Du gjøre?
TONNY.
Sige ham Sandheden straks.
JACK.
Paa den Maade er det dog mig, som
er Skyld i, at han maa miste dig.
(pludselig)
Eller — havde Du gjort det alligevel?
uden —
TONNY.
Hvorfor vil Du friste mig?
Bed mig ikke sige, hvad jeg tænker — det gør mig selv saa bange —
Bed mig ikke sige, hvad der synger igennem alle mine Sange!
Bed mig ikke sige, hvad jeg drømmer i hele den lange Nat
og endnu mindre, hvad vaagen jeg gemmer som min dyreste Skat!
JACK.
Jeg beder dig ikke om at tale, jeg beder dig kun om at høre —
Jeg beder den sorte Vildand om villigt at laane mig Øre
og høre, hvad iaftes mig hændte. — Jeg kunde ikke sove for Varmen;
vaagen sad jeg til Morgen og lytted ved Vinduskarmen.
Jeg saa en Jomfru i Haven — Hvad tror Du, den Jomfru gjorde?
TONNY.
Maaske hun vandede Blomster — —
JACK.
Det mente jeg, Duggen gjorde.
TONNY.
Maaske hun bandt Vin til Muren —
JACK.
Det tænkte jeg, Gartneren kunde.
TONNY.
Maaske hun ogsaa sang Viser —
JACK.
Viser? Nej ingenlunde.
Hun sang maaske nok en Vise, men den havde ingen Ord:
Visen sang hendes Fødder, som sprang paa den vaade Jord!
Nej, Jomfruen plukkede Blomster — det røde Valmueblod;
først plukked hun tre, saa fire og strøde dem for sin Fod —
saa plukked hun varm og ivrig en flammende rød Buket
og stak den ind ad mit Vindu — løb bort, som en Hind saa let!
Men da jeg tog den i Haanden, da var det først, jeg forstod:
Det var hendes eget røde, rindende Hjærteblod!
Det var den dirrende varme, stærke Sjæl af en Kvinde,
hun bragte som Gave til mig! — Aa, Gud velsigne hende!
(tager begge hendes Hænder i sine og kysser dem heftigt.)
Nej nej — Du skal ikke svare!
Sig blot, at naar jeg nu rejser — imorgen — idag maaske —
saa vil Du følge efter den Stund, Du Vej kan se!
Og dér, hvor Storkene knebrer hver Dag fra Kirketaget,
Og dér, hvor Stærene bygger i Ly af Dueslaget
og dér, hvor Hyldene hælder over det gamle Hus
og dér, hvor de letteste Fodtrin høres i Havens Grus,
dér vil Du én Gang komme og bygge hos mig din Rede!
TONNY.
Der vil jeg én Gang komme og bygge hos dig min Rede.
JACK.
Sig, at det vil Du gøre, — ikke fordi jeg var ond
og voldte min lille Broder saa mangen en bitter Stund,
men kun fordi dit røde, rindende Hjærteblod
sammen med mit er rundet i en varm og strømmende Flod!
TONNY.
Ja, kun fordi mit røde, rindende Hjærteblod
sammen med dit er rundet i en varm og strømmende Flod!
FRU HAUGE (kommer ud paa Altanen ovenover og studser, da hun ser dem Haand i Haand.)
FRU HAUGE (bøjet over Rækværket.)
Hvad er det?
TONNY (ser op. Langsomt.)
Det er Jack, som rejser.
FRU HAUGE.
Hvorfor?
TONNY.
Fordi han og jeg
ikke kan blive sammen. (da Fru Hauge tier.) Moder, forstaar Du mig?
FRU HAUGE (ser ned paa hende.)
Aa jo — Jeg tror, jeg forstaar dig.
TONNY (da hun vedholdende tier. Sagte.)
Sig noget!
JACK.
Ja, Mo’r, tal til os!
Du piner os med din Stilhed.
FRU HAUGE (til Tonny.)
Saa det var dit store Hjærte!
dit Overmaal af Mildhed!
TONNY.
Aa! vær barmhjærtig imod mig!
FRU HAUGE.
Var Du barmhjærtig mod ham?
Var Du maaske ikke troløs? Er Troløshed ingen Skam?
(til Jack) Og Du, som saa vakkert sagde, at hende, som holdt af Max,
hende vilde Du elske! — Ha! ha! Det gjorde Du straks!
JACK.
Mo’r! Du er haard.
FRU HAUGE (imod ham.)
Men Du da? Er Du da ikke haard?
Du, som har taget fra en fattig — fra en fattig — hans eneste Faar!
JACK.
Aa, Mo’r, jeg mente det ikke!
Det svider mig i mit Hjærte at være under dit Tag —
jeg flygter jo ogsaa for det —
FRU HAUGE.
At flygte er fejg Mands Sag.
JACK.
Hvad vil Du da, jeg skal gøre? Lyve hver eneste Dag!
Tror Du, den Lykke varer, som hviler paa et Bedrag?
Synes den Sjæl, hvis Tanker er ligesom fine Strenge,
dig ikke for god til at føres bag Lyset kort eller længe?
FRU HAUGE.
For god! Jo, dér har Du Ret, Jack! For god er han til hende!
(til Tonny) Hvor kunde Du nænne at slukke den Sol, Du selv lod skinne?
TONNY.
For det, jeg trode var Mildhed, det fandt jeg var Helligbrøde.
FRU HAUGE.
Hvem lærte dig det?
TONNY.
Det gjorde — det gjorde en af de Døde.
FRU HAUGE.
En Død!
TONNY.
Ja, og saa en anden — en, som er stærk og mild
og ung og levende! Ham, som jeg gav mit Hjærte til!
FRU HAUGE.
Livets og Dødens Præken altsaa, som i Forening —
TONNY.
Ja, Mo’r, den var det, som lærte mig Samlivets dybe Mening.
FRU HAUGE.
Men sig mig: Hvornaar forstod Du — det, at Du elskede Jack?
TONNY.
Mit Hjærte fyldtes med Jubel straks, da han kom, og med Tak!
Men klart forstod jeg det ikke — førend iaftes sent —
FRU HAUGE (næsten med et Skrig.)
Iaftes! Nej, Gud i Himlen! Det var ikke saadan ment!
JACK.
Mo’r! Er Du syg?
FRU HAUGE.
Vist ikke.
JACK (springer op paa Bænken, saaledes at han kan naa hendes Haand, naar hun bøjer sig ud over Rækværket.)
Giv mig et mildt Farvel!
Jeg rejser inden en Time, er langt langt borte før Kvæld.
Ræk mig din Haand til Afsked og sig, at Du ikke er vred!
FRU HAUGE (langsomt og ligesom med Anstrængelse.)
— Du var jo kun et Redskab for Tanker, som ingen véd —
Gaa, Søn, med Gud og min Hilsen!
JACK.
Hvad skal jeg sige Fa’r?
Spørger han om, naar Du kommer, hvad skal jeg saa svare?
FRU HAUGE.
Svar:
Jeg kommer ikke tilbage hverken paa Bud eller Bøn,
førend hans haarde Hjærte er bleven blødt for min Søn.
JACK.
Husk, han sidder og venter ved Morgen og Aftentide —
forlængst var Haarene sølvgraa, — nu har Du gjort dem hvide.
FRU HAUGE.
Og er hans Haar bleven sølvgraat, da graanede ogsaa mit,
men ej blev jeg træt af at stride for det, som er hans og mit.
(Hun retter sig rank. Jack slipper hendes Haand og springer ned.)
TONNY (griber ham angst i Armen.)
Dér kommer han!
JACK.
Hvem?
TONNY.
Max kommer!
Jeg hørte hans Skridt derinde.
JACK.
Vil Du, at jeg skal blive?
TONNY.
Nej, gaa! Gaa, før han dig ser!
JACK.
Du har Ret! Han skal ikke pines af Skyggen af mig mer.
Men hils ham fra Jack — den gamle —
Jack, som plejed at dele det bedste med ham, han vidste,
men nu har taget den fra ham, han sidst af alt kunde miste!
Spørg ham, om han kan tilgive — mig — den fremmede Mand?
Sig ham, at din og min Lykke beror derpaa, om han kan.
(sagte) Max! Aa, han var den sidste, som jeg vilde Uret volde — —!
(til Tonny) Giv mig saa dine Hænder — af Angst er de ganske kolde —
Farvel, Fugl!
TONNY (bævende.)
Jack — Farvel, Jack!
JACK.
Aa, hvor jeg elsker den Stemme! —
Min egen, egen Vildand! vel mødt igen derhjemme!
De røde Valmuer fine, Du strøde over min Vej,
jeg gemmer dem alle Dage — thi Valmuen det er dig!
Du røde Valmue fine! Jeg kysser dit røde Blad
med Bøn for de røde Hjærter, som aldrig kan skilles ad!
(Slipper hende og gaar hurtig forbi Max, som netop kommer ud fra Gangdøren, da han gaar ind.)
TONNY (knuger Hænderne fast sammen.)
Hans egen, egen Vildand! Aa, hvor jeg dog vil længes!
MAX (ser forundret tilbage.)
Gik Jack?
FRU HAUGE (fra Altanen.)
Ja, Jack maa rejse. Hjemme der til ham trænges.
MAX.
Rejser han snart?
FRU HAUGE.
Jeg tror det.
MAX (med et lettende Suk.)
Jack er bedre end jeg:
Han tænker altid paa andre, han kræver intet for sig.
FRU HAUGE.
Ha! ha! Nej, alt eller intet!
MAX (gaar nærmere.)
TONNY (staar et Øjeblik raadvild, springer saa op paa Bænken og hæver sig paa Taaspidserne, hvisker i skælvende Angst:)
Mo’r! Du maa hjælpe mig!
FRU HAUGE.
Selv har Du plukket Urten, som gemmer den store Vaande,
selv maa Du række ham Giften — her gaar jeg ikke tilhaande.
TONNY.
Aa, hav dog Medlidenhed med mig! Hvordan skal jeg faa det sagt,
saa det er mere skaansomt, har mindre saarende Magt?
Mo’r! Jeg elsker ham ikke, — men Du véd dog,
jeg holder af Max —
FRU HAUGE (dæmpet.)
Fortæl ham et Sagn, han kender — helst af den gamle Slags —
et, som er tungt af Vemod, men fagert at høre paa.
Max har Eventyrøjne — han vil dig nok forstaa.
(Gaar ind og lukker Døren sagte efter sig.)
TONNY (bliver staaende.)
Et Sagn — et Sagn af de gamle! — Hvor finder jeg det, han kan tyde —
det, som er tungt at høre og kan dog fagert lyde —?
MAX (som er bleven staaende bagved hende i Solen.)
Naa! Hvilken Hede!
Nej, spring ikke, Jente!
Jeg kan vente,
til Du er nede. —
(da hun springer ned)
Se, her er Vej, Du,
i Skygge af Muren! —
(lægger hendes Arm i sin)
Jeg gaar i Naturen
og drømmer om dig, Du!
Jeg sidder i Stuen
og har dig ved Siden —
Og undertiden
ser jeg til Buen.
Jeg ta’r Violinen,
og begynder at spille,
men ganske stille
og under Sordinen —:
For skær er min Lykke,
for højt mit Rige
til Tonestige
mod det at bygge!
I Glædens syngende
Millioner
er det, som Toner
kan virke tyngende.
TONNY.
Mig syntes Tonerne
lige nære
i Sorg som i Glæde —
og altid kære.
MAX.
Ja Du! for Du kendte
jo Glæden før.
Men for min Dør
stod den pludselig, Jente!
Saa stor var dens Styrke,
saa lys dens Vej,
at uden dig
syntes alt mig Mørke!
Festmelodier
er i din Gang!
Dit Haandtryk er Sang!
Violinfantasier — —!
Der er syngende Mildhed
over din Vej,
hvorfor skal da jeg
ikke lytte i Stilhed? — —
(pludselig opmærksom)
Men jeg gaar her og taler
i Melodier
og mærker først nu,
at Du stadig tier!
Tal, Jente!
TONNY.
Den trykkende Luft gør mig stum.
Saa mange tungsindige Tanker finder Rum —
MAX.
Har Du Sorg for de Døde, saa sig mig det straks,
vi deler —
TONNY.
Min Sorg er for de levende, Max!
MAX.
Alle dem, Du elskede, døde, har Du sagt!
Forklar da, hvad Du mener?
TONNY (ser paa ham — vender sig bort.)
Det staar ikke i min Magt.
MAX.
Hvorfor?
TONNY.
Fordi Ordene blev Is paa min Tunge.
MAX.
Kan Jenten ikke tale, saa kan hun vel sjunge.
TONNY.
Og dersom nu Graaden vilde kvæle hendes Røst?
MAX.
Saa ved jeg en Trøst:
Vi sidder her paa Bænken, saa kysser jeg Taarerne —
Kæreste, løft dog dit Hoved op!
(Han drager hende med ned paa Bænken under Lindetræet, lægger Armen om hendes Nakke og kysser hendes Pande og Øjne.)
TONNY (gør sig fri.)
Aa, Max, hold op! Man ser os fra Gaardene.
MAX.
Maa Folk ikke se, naar Solen kysser
den gyldne Sæd, hvori Vinden susede?
Maa Folk ikke se, naar to, som elsker,
kysser hinanden lykkeberusede?
TONNY.
Jo — to som elsker! Det var et Møde!
MAX.
Dine Øjne bliver saa varme og bløde —
Hvad tænker Du paa?
TONNY.
Jeg ser et Hav — af Valmuer røde — —!
MAX.
Maaske der stod Valmuer — der, hvor hun døde?
TONNY.
Hvem?
MAX.
Din Mo’r.
TONNY.
Nej nej — Du ta’r fejl.
MAX.
Hvorfor tier Du?
TONNY.
Jeg?
Det var altid dig, som talede mest
og mig, som tav.
MAX.
Hvoraf kan det komme, at dine Hænder
er ganske kolde, skøndt Solen brænder?
TONNY.
Det kommer af — (pludselig) Max! Du sagde før,
at jeg kunde jo synge. — Jeg vil synge en Sang,
en gammel Vise, som jeg lærte en Gang.
Men se ikke paa mig, medens jeg synger,
for Sorg er gemt i den gamle Sang,
en Sorg saa tung og som Livet lang!
Jeg ved ikke selv, hvordan jeg skal kunne
Stemmen raade,
for begge mine Øjne bliver saa vaade — —
MAX.
Syng Du! Jeg sidder her tyst i Skyggen.
Og selv din Graad forstyrrer ikke Lykken.
TONNY (som har Møje med at beherske Stemmen, folder Hænderne over sine Knæ og synger langsomt og dæmpet.)
»Det var hin unge Knud Danaest,
han var sin Faders Trøst —
ej havde Kongen større Fryd
end den at høre hans Røst.
Ej havde Kongen større Fryd,
end naar de tilsammen sad,
vekslede Ord i højen Hal
og lytted til Kæmpekvad.
Det mente Kong Gorm, den Pil var ej til,
som kunde hans Yndling naa,
og endnu mindre var født den Mand,
som lod ham den Tidende faa.
Men Døden tager saa gærne det,
som huer os allerbedst —
Døden tog ogsaa Kongens Søn:
Han stod hans Hjærte næst!
Det var hin unge Knud Danaest,
han faldt for en blodig Klinge —
der var i det hele Land ikke en,
som turde det Budskab bringe.
Tungt er at lide sin egen Ve
og tungt at se andre græde,
tungest at bære et Sørgebud
til den, som venter en Glæde! —
Og det var Thyra hin Danebod,
hun sad ved Dankongens Side,
ej kunde hun bære det over sit Sind
at volde den Herre Kvide.
Ej kunde hun bære det over sit Sind
at nævne de Tidender onde,
der vilde drikke hans Hjærteblod
ligesom sugende Munde!
Saa klædte hun Hallen op i Sorg,
sort klædte hun Dør og Svale;
da Kongen spurgte, gav Tavshed Svar,
thi — Tavshed kan ogsaa tale.
Op stod Kongen, hans Kind var bleg,
hans Læber de var saa hvide:
»Knud, Knud, min Søn, er død!«
sukkede han i sin Kvide.
»Det sagde I, Herre, og ikke jeg,«
genmælede Dronningen bøjet.
Ej kunde hun bære det over sit Sind
at se den Herre i Øjet. — —
Sorger der er, saa tunge som Bly,
saa dybe Vunder de slaar,
at helst man hyller sit Ansigt til
for ikke at se deres Saar!
Sorger der er, som en Dag har skabt,
men ikke et Liv kan bære —
de Sorger kan ingen tale til Trøst,
de Sorger kan man kun ære — — —!«
(Da hun er færdig, gemmer hun Ansigtet i sine Hænder og brister i Graad.)
MAX (som har stirret ufravendt paa hende og under Sangen er bleven kendelig bleg, prøver at tage Hænderne fra hendes Ansigt.)
Se paa mig, Jente! Vidste Du af
at netop Du sang mig denne Vise?
Havde Du forud den bestemt —?
TONNY (uden at se op.)
I Sagaen ligger saa meget gemt — —
Der er det, som ikke kan siges nemt,
men maa frem ad den samme nænsomme Vej:
Det sagde I, Herre — og ikke jeg.
MAX.
Vil Du sige —! Aa nej, den Sjæl er ej fød,
som kunde saa ondt mig volde!
Vil Du sige, at din Kærlighed til mig er død?
Den, som har været mig Livets Brød,
et Skærm imod Mørkets Trolde!
TONNY.
Tungt er at lide sin egen Ve
og tungt at se andre græde —
tungest at bære et Sørgebud
til den, som venter en Glæde!
MAX.
Tal Sandhed til mig.
TONNY.
Du sagde en Dag:
Jeg elsker mere det skønne Bedrag — —
Ak, Max! Den Lykke, som halvt er Vrag,
den varer ikke for Livet.
MAX.
Jeg tror dig ikke! Jeg vil ikke tro!
Jeg kendte kun mørke Dage —
Al Livets Jubel imod mig lo,
og Verden blev lys, da vi blev to,
det nænner ikke Døden at tage!
TONNY (tonløst.)
Døden tager saa gærne det,
som huer os allerbedst —
Døden tog ogsaa Kongens Søn:
Han stod hans Hjærte næst!
MAX (griber hende fast om Haandleddene. Aandeløs.)
Sig mig kun, om det værste er sandt?
Du elskede mig —
nu gør du det ikke mere?
TONNY (sagte.)
Det sagde Du, Max, og ikke jeg.
MAX (slipper hende.)
Sandt altsaa!
TONNY (hulkende.)
Max! — Tilgiv mig! — Tror Du, Du kan?
Kan Du være min Ven, skøndt vi skilles ad?
Dersom Du ikke vil holde lidt af mig,
saa bliver jeg aldrig mere glad.
MAX.
Aa, disse sorgfulde, vaade Øjne!
(tager hendes Hoved imellem sine Hænder — ser hende ind i Øjnene.)
Du kan sige, at Du ikke elsker mig —
men aldrig hører jeg op at elske dig!
TONNY.
Max! Aa, Tak! Hvor Du dog er god! —
Men, Max, der er endnu en anden,
som trænger til Mildhed — en, hvis Blod
gaar hedt som mit i en strømmende Flod
saa Hjærtet ødes af Branden!
MAX.
En anden?
TONNY.
Jack!
MAX (stønnende.)
Nej! nej! ikke Jack!
blot ikke Jack! — Sig, det ikke er sandt!
Sig, det ikke er derfor, han rejser!
Jack, hvis Venskab var mig et Pant
paa de tusende Baand, som til Hjemmet mig bandt!
Jack, mine Drengeaars Kejser!
TONNY.
Hør mig, Max! Hvis den store Bro’r
nu kom og faldt ned for den lille —
hvis han sagde med ærlige, simple Ord:
Jeg kunde vinde mig Lykken paa Jord,
men jeg kan det kun, hvis Du vilde —?
Vel kom jeg til at saare dit Bryst,
saa dybt, at mit eget bløder,
min Lykke er dig en bitter Lyst —
men aldrig bliver jeg glad og trøst,
før jeg dit Haandslag møder — —
Hvad Svar vilde du da lade ham faa?
MAX.
Med Øjet i dine Øjnes Blaa
vilde jeg svare: Jack, flaa mig, flaa!
Jeg skal ikke for dig skygge!
Jeg kysser den Kniv, som mit Hjærte skar —!
Men naar Du var borte, vilde mit Svar
slaa ned som Lyn i hans Lykke!
saa vilde jeg sparke hans Hæl med min Fod,
og forbande ham paa hans Veje, —
han, som er sund og stærk, men har Mod
til at drikke en Krøblings Hjærteblod
og stjæle hans dyreste Eje!
TONNY.
Forbander Du ham, som velsigner dig!
Aa, Max, det mener Du ikke!
Kunde Du for, at Du elskede mig?
MAX.
Nej, nej — det kunde jeg ikke.
TONNY.
Han kunde heller ikke for det, Max!
saa lidt som Du selv har kunnet.
Og jeg? Jeg vil skrifte det ærligt for dig:
Jeg kunde ikke for, at jeg elskede ham — nej!
det kom over mig som Sol over Sundet!
MAX.
Og Du tænkte ikke paa, Du var bundet!
TONNY.
Jeg tænkte nok paa det, men det hjalp ikke, Du!
for det var som at lukke for Havet!
Det sang, og det steg under Latter og Graad,
det strømmede over og slog ind i min Baad —
MAX.
Din Kærlighed er vældig i Kravet.
Den kræver af min, at den aldrig skal dø,
men villig give Varme, saa din kan sætte Frø,
være Olie til din, naar den brænder!
TONNY.
Jeg kræver ikke noget — jeg beder kun —
MAX.
Gaa
Alt, hvad Du beder, er Du vis paa at faa.
TONNY.
Nej, hvad gør Du?
MAX.
Jeg kysser dine Hænder.
TONNY (indtrængende.)
Sig, at Du har tilgivet! Sig, at Du har glemt!
MAX.
Det kan jeg ikke — huske vil jeg, gemme!
Dig vil jeg altid huske som den, jeg har kær;
men Jack vil jeg huske i det hyggende Skær,
som laa over Stuerne derhjemme.
Er Jenten saa tilfreds?
TONNY (overvældet.)
Aa, kære Bro’r Max!
MAX.
Lad mig saa være ene. Husk Visen, Du sang
af den gamle Slags —:
»Sorger der er, som en Dag har skabt,
men ikke et Liv kan bære —
de Sorger kan ingen tale til Trøst,
de Sorger kan man kun ære — —!«
TONNY (kysser varmt hans Haand flere Gange og rejser sig saa.)
MAX.
Vent! Sig mig blot, før vi skilles, vi to:
Var det den, din Kærlighed slog sig ihjel paa?
(Bøjer Armen tilbage og stryger med Haanden over sin Ryg.)
TONNY (heftig.)
Nej, aldrig, aldrig! Hvor kunde Du tro?
MAX.
Jeg var vel for styg?
TONNY.
Du er smukkere end Jack —
MAX.
Men han har en rankere Ryg!
TONNY.
Aa nej, det er slet ikke dette, Max!
Jeg forstaar ikke at forklare det selv,
men —: han har en rankere Sjæl.
(Hun gaar langsomt over Gaardspladsen og indad en Sidedør i Gavlen.)
MAX (bliver en Stund siddende i en foroverbøjet Stilling og iagttager en stor Regnorm, som kryber paa Jorden foran ham. Pludselig rejser han sig og tramper paa den med sin Hæl.)
Pines! pines! men ikke dø!
Ringle sig som en Orm i Støvet,
men ikke dø!
FRU HAUGE (kommer idetsamme ud fra Indgangsdøren og gaar hurtig hen imod ham. Med et Udbrud:)
Max! Hvad gør Du!
MAX.
Jeg hævner mig, Mo’r!
Jeg piner en anden Skabning af Jord.
FRU HAUGE (griber ham i Armen.)
Aa nej, hold op!
Hvordan kan Du pludselig blive saa grusom?
Du, som ellers er mild og god!
MAX.
Der er altid et Stænk af Grusomhed gemt
i en Krøblings Blod.
FRU HAUGE (sætter sig ved Siden af ham — stryger sagte over hans Haar.)
Max —
MAX (uden at se paa hende.)
Der er sort paa alle mine Vægge —
Aldrig mere vil Farver skinne!
Jeg synes, naar jeg ser,
at mine Øjne er blinde.
Knud! Knud! min Søn! er død!
Mere end en Konges eneste Søn —
min Kærlighed, Mo’r! — — —
FRU HAUGE (efter et Ophold. Bittert.)
Stakkels Max! — Det var store Bro’r!
MAX (ser ondt paa hende, træder atter paa Regnormen.)
Pines! pines! — men ikke dø!
FRU HAUGE (farer op.)
Max! Hvorfor gør Du det nu igen?
MAX.
For at vise dig,
hvordan Du har trampet en Gang paa mig.
FRU HAUGE.
Jeg! Paa dig!
MAX.
Ja — Du paa mig!
Vær ærlig! Du vidste godt, da jeg fødtes,
hvor svag jeg var, hvor ussel som faa,
og alligevel, Mo’r, endskøndt Du det saa,
saa lod du et brændende Bønskrift gaa
til Ham, som har alt at raade,
Ham, fra hvem Døden saa tit er en Naade!
Du bad for mit Liv —
FRU HAUGE.
Ja — jeg bad for dig, Søn!
MAX.
Ser Du ikke Grusomheden nu i den Bøn?
FRU HAUGE.
Hver eneste Mo’r havde bedet som jeg.
MAX.
Ingen havde vovet det! Det ligner kun dig —
Du, som har Lidenskabens vældige Styrke,
som ikke kender Halvhed i en eneste Ting!
En anden havde set sig raadvild omkring,
naar Hænderne skælvende løftedes til Bønnen
og sænket dem atter, før Ønsket blev til Ord,
men for dig gjaldt det Kunstneren, mer end det gjaldt Sønnen,
og derfor er Du mig en Død skyldig, Mo’r!
FRU HAUGE (rejser sig.)
Max! — Hold op! Hvad vil Du med dette?
MAX.
Søge tilbunds og kræve min Ret!
Retten til at hvile, naar jeg længst er gaat træt.
Den undte Du mig ikke. Jeg skulde blive stor,
skulde leve — være Frispiller efter min Mo’r!
Om Livet ogsaa voldte mig den bitreste Kvide,
hvad saa! Du havde jo bestemt mig til at lide!
Du havde jo forskrevet mig din Bryllupsaften silde,
den Gang Du tog Afsked med Slægtens Violin — —
Ja, den Gang var det — da Du gjorde den til min!
Du har sagt mig, Du hviskede noget ind
i Bunden mellem Strengene, Du strøg mod din Kind.
Hvad var det, Du hviskede? Skrift mig det, Mo’r!
FRU HAUGE.
Nej, nej!
MAX.
Jeg vil vide det — hvert eneste Ord!
FRU HAUGE.
Tving mig ikke, Max!
MAX.
Ved alt hvad jeg lider!
Sig mig, hvad Du hviskede?
FRU HAUGE (tvunget af hans Blik, — sagte.)
Min Søn — din Søn — til evige Tider!
MAX.
Jeg vidste det! Du vilde! Og saa skete det —
FRU HAUGE.
Max!
MAX.
Du skal aldrig ville mer, end Du kan.
Du skal aldrig ville for andre,
naar din egen stormende Sjæl staar i Brand!
Du skal være saa varsom de hellige Stunder,
thi aldrig faar Kvinden større Magt,
end naar Barnet hende ved Hjærtet blunder —:
Hun væver paa en Dragt,
hun former i Ler
med de fineste Mejsler, som ingen ser!
Men ét maa hun kende: Grænsen for sin Magt —
thi Sjælen er Guds i Fryd som i Vaade,
og for den tør hun ikke raade.
FRU HAUGE.
Hvor tør Du sige, jeg har raadet for din?
MAX.
Fordi jeg har følt din Sjæl over min —
fordi Du ejer den skabende Kraft,
den Røst, som vækker, det Syn, som tænder!
dette: at faa en anden Sjæl
til at slaa Gnister under dine Hænder!
FRU HAUGE.
Max — Du er bitter!
MAX.
Jeg havde tit
en fin og en mærkbar Følelse af,
hvad der var andres, og hvad der var mit.
Men aldrig har jeg følt det saa dybt som nu,
hvor ilde jeg blev handlet! —
Og hvem bærer Skylden?
FRU HAUGE.
Skylden —?
MAX.
Det gør Du!
Jeg ved, hvad Fa’r sa’ om mig den Dag,
jeg Lyset saa —:
»Han maa hellere dø, han er dog et Vrag?«
Men jeg ved ogsaa, Mo’r, hvad Du svarede derpaa —
det var dristige Ord —:
»Tusend Gange hellere Krøbling for Livet
og Kunstner til Døden«! — Kan Du huske det, Mo’r?
FRU HAUGE (som staar med Ryggen til ham, gør en Bevægelse som for at sige noget, men tier.)
MAX.
For at være Kunstner maa man være sund,
ikke føle for stærkt, med for dyb en Bund —
men Du véd selv, Mo’r:
Min Sjæl var ligesom en dirrende Streng —
FRU HAUGE (vender sig om.)
Min Dreng! Aa, min Dreng!
MAX.
Husker Du Storkene, som dræbte den Unge,
hvis Fjer var for bløde,
fordi de vilde helst selv hugge den til døde?
Og husker Du saa, hvad det var, Du gjorde,
da jeg laa for Døden en Gang som Dreng?
Ha! ha! Du laa paa Knæ ved min Seng
og tvang mig tilbage med din brændende Bøn!
Jeg laa vaagen i Feber og hørte dig bede,
saa dig flytte Bjærge ved Kraften af dit Ord —
men Du glemte, Mo’r,
at et Menneske tør ikke alt, hvad det tror.
FRU HAUGE.
Et Menneske tør, hvad det vaagent vil.
Det er alene ved det grænseløse Mod
og den grænseløse Tro, at Underet bli’r til.
MAX (ser paa hende.)
Jeg var under din Vilje, før jeg blev fød —
derfor blev min Natur ogsaa blød
og dybt religiøs som en Kvindes,
dérfor, Mo’r, blev jeg aldrig Mand!
Hun, som jeg elsker over alt, hun har sagt det:
Min Sjæl er ikke rank —! Jeg ved ikke hvordan —
de Ord, de var ligesom en tændende Brand!
De kastede et skærende Lys over Livet
og brændte den Kærlighed ud, jeg har haft
til den, ved hvem det blev givet!
FRU HAUGE (bleg.)
Søn, Du er haard!
MAX.
Ikke haardere end Du,
da Du ønskede mig Sorg —! Du vilde gøre det endnu!
Hvad er Menneskelykke for dig imod Kunsten?
FRU HAUGE.
Max! hvor tør Du sige jeg har ønsket det?
MAX (bittert.)
Du!
Bad Du ikke Gud om en stor Sorg for mig?
FRU HAUGE.
Aa, Du forstaar mig ikke —
MAX.
Jo, bedre end Du tror:
Jeg forstaar, at Du paa én Gang er min Skæbne og min Mo’r
— men mest det første.
FRU HAUGE.
Max!
MAX.
For en Mo’r er Barnets Lykke det første;
men for dig var det ikke saadan indtil til nu. —
Den, der blev Kunstner af Guds Naade som Du,
kan maaske forstaa dig — men ikke vi andre:
vi Andenhaandskunstnere, vi Stakler paa Krykke,
som hungre efter Lykke! —
Husker Du den Dag, da jeg først hende mødte?
Grebes jeg da ikke af Fortvivlelse, Mo’r?
Følte jeg da ikke, at den Lykke var for stor
til at ejes af mig?
Men holdt Du os borte fra hinanden? Aa nej!
Du bildte mig ind, at hun elskede mig — mig!
Ha! ha! en Krøbling!
FRU HAUGE.
Men —
MAX.
Nu har hun sparket mig tilbage til dig —
til dig og Violinen!
FRU HAUGE (gaar hen til ham og bøjer sig over ham — vil lægge hans Hoved ind til sit Bryst. Da slaar han med et haardt Slag hendes Haand tilside. Hun stirrer hjælpeløs paa ham.)
Max! Har jeg da virkelig mistet dig?
Mente Du alle dine saarende Ord?
MAX (koldt.)
Du skulde have handlet som Storkene, Mo’r!
Du skulde have hugget mig lige ind i Hjærtet!
Nu sidder Sorgen med sin giftige Klo
og hugger mig i Brystet fra Time til Time —
Den under mig hverken Rast eller Ro,
men uddyber Saarene med Øjne saa kolde.
Strø Salt i dem, Mo’r! at de længere kan holde!
FRU HAUGE (med brudt Stemme.)
Som Salt i et Hjærtesaar er hvert af dine Ord!
MAX (imod hende.)
Husk — at Du er mig en Død skyldig, Mo’r!
