Lykken er denne:
ikke Kunst at øve, men Kunst at kende —
(Et Værelse i et lille Bondehus i Tyrol. Døren staar aaben ud til en høj Trætrappe, som fører ned til Haven. Udenfor denne løber Vejen, kun adskilt fra Haven ved en lav Hæk, og med vid Udsigt over Bjærgene. — Fru Hauge staar i den aabne Dør — bagved hende sidder Max i en lav Stol med et Spejl i Haanden.)
FRU HAUGE.
Ved Du af, at nu er det ti Uger siden,
Du rørte Violinen?
MAX.
Er det virkelig saa længe?
Jeg har ikke mærket Tiden.
FRU HAUGE.
Ti Uger, Max! Og ellers hørte jeg dig spille
hver Dag mange Gange —
MAX.
Ja, for da var Musiken
noget, som jeg trængte til at høre bestandig —:
Jeg greb efter Toner som en tørstig efter Drik!
Nu er det anderledes,
nu er mine inderste Tanker Musik!
De toner som et syngende Hav bag Sordinen, —
Jeg trænger ikke mere til at høre Violinen.
FRU HAUGE (imod ham.)
Saadan var det ikke, jeg mente det, Max,
da jeg bad for din Lykke!
MAX (holder Spejlet op foran sig.)
Jeg synes, mine Arme er saa lange og stygge —
Hvad tror Du om en Kappe, som til Haandleddet gik?
FRU HAUGE.
Det lader til, at Spejlet har erstattet din Musik!
MAX.
Ja, for Spejlet er ærligt. Det taler uden Ord —
I denne Tid, Mo’r,
gør jeg det flere Spørgsmaal, end jeg gør Violinen.
FRU HAUGE.
Du er lidet trofast mod din Slægts Violin.
MAX.
— som egentlig er din.
»Der er mere Musik i din Sjæl, end Slægten
evner at spille —«
FRU HAUGE.
Jeg ved, at Du evnede det, om Du vilde.
MAX.
Aa, denne Forventning — den dræber mig, Mo’r!
Det er ligesom de Grænser, ingen tør sætte.
Der er ingen aandelig Væxt i dette —
ikke for mig —
Du er langt mere Førstehaandskunstner end jeg!
Jeg følte det godt den Dag, da mit Liv
fik et virkeligt Indhold:
Da skyggede pludselig min Sjæl over din,
og jeg trængte ikke mere til Slægtens Violin.
FRU HAUGE.
Du kan komme til at trænge til den endnu,
— naar Sorgerne komme — —
MAX (imod hende.)
Kan Du ønske det — Du!
som er min Mo’r?
Kan Du ville min Storhed, ogsaa for den Pris —?
Kunde Du tænke Dig at bygge den op
paa min Lykkes Forlis?
FRU HAUGE.
Fattig synes mig hver en Sjæl,
som ikke ejede Kunstens Gave.
MAX.
Ja fattig maaske — for rigest er den,
som evner at skabe — men lykkelig! nej!
Lykken er denne:
ikke Kunst at øve, men Kunst at kende.
FRU HAUGE.
Du taler om noget, som Du ikke forstaar.
MAX.
Lykken, Mo’r,
den er tilhuse der, hvor Mennesker bor,
hvor Mand og Hustru for alle Dage —
Helg som Søgne —
mødes i Lys af Barnets Øjne,
hvor Gulvet trædes af varsomme Trin,
hvor Lampen tændes af bløde Hænder,
hvor det, den ene neppe har tænkt,
som Værk af de fineste Traade spænder
tæt om den anden! — hvor en er som to,
og to er som en, til Livet ender!
Den Lykke var det, jeg skabtes til
og længtes imod fra Aar til Aar —
FRU HAUGE (tungt.)
Den Lykke var det!
MAX.
Forstaar Du ikke:
En Kunstner maa være baade blød og haard:
blød for de Tanker,
som indefra paa hans Hjærtedør banker,
men haard som Marmor for hvert et Stød,
som udefra sættes ind paa hans Lykke —
Og jeg! Gud hjælpe det, Mo’r! jeg er blød.
Min Sjæl kan dirre som Haar af Mimoser!
Jeg kan føle saa underligt fint og skært,
saa blødt som ellers kun Kvinder føler,
for det, jeg har kjært — —
For mig blev Kunsten aldrig en Indvielse,
lidet af en Lykke,
stundom en Ærgærrighed, men aldrig en Befrielse.
Over mit Hjærtes dirrende Bund
spændte en anden Sjæl sine Strenge
med Krav paa mig og min Violin! —
Sig mig, Mo’r, var der ikke en Stund
for længe siden — for meget længe,
da Du ligesom delte din Sjæl med min?
FRU HAUGE (vender sig brat.)
Jo — naar Du spørger — saa var der en Stund.
MAX.
Hvornaar?
FRU HAUGE.
Da Du endnu laa og sov
under mit Hjærte — Da bad jeg en Bøn —
MAX (farer op.)
Mo’r! hvor turde Du? Hvem gav dig Lov?
FRU HAUGE.
Jeg trode paa Kunstens Rigdom, Søn.
MAX.
Ser Du da ikke, det var mere end et Ansvar
for din Sjæl mod min?
Det var som, at forskrive en anden Sjæl til sin!
FRU HAUGE.
Var det en Forskrivning, saa forskrev jeg dig i Bønnen.
MAX.
Og da den blev opfyldt — da Du hentede Lønnen —
Mo’r! kom der da aldrig over dig en Rædsel
for den Fiskedræts Skyld, som Du fangede til Barnet?
Saa’ Du ikke, at den havde sønderrevet Garnet?
Eller er Du vis paa, at dette var Lykken?
FRU HAUGE.
Aldrig har jeg ment,
at det, Du kalder Lykke, var det højeste paa Jord.
MAX (imod hende.)
Tak Jenten,
at jeg nu ikke kræver dig for Livslykken, Mo’r!
TONNY (synger i Stuen indenfor.)
MAX.
Er det ikke som Huldresang mellem Fjældene!
Er det ikke som Nøkkens Graad over Lierne —
det Dyb af Vemod i Melodierne?
Stundom er Stemmeklangen straalende frisk
som Havets Røst,
og stundom er den dyb
som de dybe Sorger i et Menneskebryst!
Læg Mærke til, Mo’r: hendes Sjæl er aldrig stille —
den har Stemninger saa lette, at et Straa kunde føre dem
og saa lysende fine, at en Alf kunde høre dem!
FRU HAUGE.
Max — Det, Du dér sagde, det skulde Du spille!
MAX (holder Spejlet i en Arms Længde ud fra sig.)
Hun siger, at mit Haar er saa blødt og saa sort —
Tror Du ikke, at det vilde klæde mig bedre,
hvis jeg lod det vokse? Er det ikke for kort?
FRU HAUGE.
Max! Slaa det Spejl ned i Gulvet og hold op
med at tænke paa dette —!
MAX.
Jeg er nødt til det, Du!
Jeg har altid været ømtaalig overfor Kritik
og allermest nu —
Jeg kæler for det mindste, som jeg ved finder Naade
for hendes Blik. (Rejser sig.)
Min nye Fløjelsjakke — den ganske mørkeblaa —
med Silkekraven paa
synes jeg skjuler Figuren —
FRU HAUGE.
Vil Du gaa?
MAX.
Bare op paa Værelset at tage den paa.
TONNY (kommer i det samme inde fra det tilstødende Værelse med et Brev i Haanden.)
Godmorgen herude!
FRU HAUGE.
Har Du Brev til mig? Tak!
MAX (da hun aabner det.)
Er det Brev fra Danmark?
FRU HAUGE.
Ja — det er fra Jack.
MAX.
Hvad skriver han?
FRU HAUGE.
Han kommer.
MAX (glad.)
Fa’r med?
FRU HAUGE.
Nej, kun Jack.
MAX (tøvende.)
Maaske dog — hvis Du skrev, førend Dagen er omme —
FRU HAUGE.
Fa’r maa komme frivillig, hvis han vil komme.
MAX.
Du er for streng —
FRU HAUGE.
Ikke strengere end han,
Skibsrheder Hauge er en haardhændet Mand.
MAX.
Men Du kunde rejse —! Nu har jeg jo hende.
FRU HAUGE (bleg.)
Siger Du det!
Siger Du, jeg kunde rejse hjem nu — jeg Stakkel!
Sletter Du dem efter dig, alle de Spor,
mit Hjærteblod blødte for dig —
MAX.
Aa, Mo’r!
Jeg vilde ikke saare dig med mine Ord,
jeg vilde kun sige, — at dersom Du trode,
det endnu kunde nytte — —
(holder pludselig inde og gaar mod Døren.)
TONNY.
Hvor gaar Du hen, Max?
MAX (i Døren.)
Ovenpaa for at bytte.
TONNY.
Vent! Her er din Stok.
MAX.
Jeg behøver den ikke.
TONNY.
Jo, tag den! Du gaar tusend Gange smukkere ved Stok.
MAX.
Smukkere —? Synes Du virkelig? — Ja saa
skal jeg bruge den herefter.
TONNY.
Lov mig, Max,
at Du ikke vil tænke saa meget paa dette.
Det piner mig at se dig gaa og plage dig med
hvad der misklæder dig.
Du er smuk nok for mig.
Bare ikke tænke paa det —
MAX.
Nej, nej!
bare ikke tænke paa dette med Ryggen!
TONNY.
Aa ti!
Hvorfor nævner Du det ogsaa bestandig?
MAX.
Fordi —
det er ligesom et Saar, der trænger til en Sonde —.
TONNY.
Hvorfor vil Du gaa og pine mig, Max!
MAX.
Fordi naar jeg ser dine Øjne blive vaade,
synes deres Glans mig en dobbelt stor Naade,
fordi — jeg elsker at se dine Kinder
blive varme og røde, —
fordi — jeg tror, jeg kunde elske dig tildøde,
som Du staar der, med Haanden om din krusede Nakke!
TONNY (ser op.)
Max — Du glemmer, at Du skulde bytte Frakke,
og ikke kunde vente —
MAX.
Nu gaar jeg, Jente! (Ud.)
TONNY (gaar flere Gange frem og tilbage paa Gulvet, standser saa pludselig foran Fru Hauge, som endnu staar i den aabne Dør med Brevet i Haanden.)
Mo’r — hvordan er han?
FRU HAUGE.
Hvem mener Du?
TONNY.
Jack.
FRU HAUGE.
Jeg kender ham ikke — Vi delte vore Sønner.
Jeg fik Max, og Nehls fik Jack
den Gang, da vi skiltes —
TONNY.
Hvorfor maatte I skilles?
Elskede I ikke hinanden mer?
FRU HAUGE.
Om vi ikke elskede hinanden!
TONNY.
Du ler!
FRU HAUGE.
Ja, for aldrig kan der komme den Dag, da vi to
ikke elsker hinanden.
TONNY.
Og dog lever I skilte!
FRU HAUGE.
Vi kunde ikke dele det sammen, som binder —
saa skilte det os.
TONNY.
Børnene?
FRU HAUGE.
Ja, Børnene skilte.
TONNY (sagte.)
Fortæl mig om dem! Vil Du?
FRU HAUGE (nikker.)
— Han var født Violinspiller —
TONNY (adspredt.)
Hvem?
FRU HAUGE.
Max naturligvis. — Da han var lille,
greb han efter Buen og var syg for at spille!
Men helst naar ved Aften han sad paa mit Skød — —
»Saa spiller jeg alt, hvad jeg ser i dine Øjne«,
hviskede han til mig med Kinden varm og rød.
Han kunde ogsaa sidde i Sofaen stille
med Øret til mit Bryst og lytte Gang efter Gang
til Slaget af mit Hjærte — saa sagde han, det »sang«!
TONNY (da hun tier.)
Mo’r — fortæl mere!
FRU HAUGE.
Nehls var skinsyg paa ham.
Det, at vi altid var sammen vi to,
det, at vi saa underlig tænkte det samme,
fik hans tidlige Uvilje overfor Max
til at slaa ud i en glødende Flamme.
Og Drengen, som var ømstaalig, sygelig saarbar,
fordi han var svag,
Drengen led under det Nat og Dag.
Jeg ser ham endnu
staa paa smaa bare Ben i Sengen
og hulke, mens han i Kjolen mig trak:
»Fa’r kan ikke lide mig — Fa’r holder kun af Jack!«
Og jeg husker ham sige i en senere Alder:
»Ingen kan elske mig, fordi jeg er styg!
Jeg ved det godt —
Lykken er det store fortryllede Slot,
hvor mange gaa ind,
men hvor jeg maa staa ude og fryse om min Kind.« —
(Efter et Ophold.) Jeg fortæller dig dette, fordi det er dig,
som har lukket ham ind.
TONNY (tonløst.)
Mig — —!
FRU HAUGE.
Fordi Du nu er hele hans Lykke,
og det er paa dig og din Tro, han skal bygge.
TONNY.
Ja — men fortæl mig nu noget om Jack —
Jeg skulde dog kende ham lidt, før han kommer.
FRU HAUGE.
Jack saa jeg ikke siden den Sommer,
da Max og jeg tog til Wien for at bo.
Jack er vel Hauges Dreng, kan jeg tro.
Men da han var lille
ligned han mig i sin Trang til i Leg
altid at lade Fantasien spille.
Jack krøb i Træerne, Jack sad paa Taget
og klatrede op til Dueslaget,
fløjtede paa Hunde og elskede Heste,
slog til som den bedste,
var Venner med faa og Uven med mange,
kom hundrede Gange
hjem med en Flænge —
han sagde: »fordi Drengene var onde mod Max«,—
og saa bankede han dem saa længe,
til de lovede at gi’ ham et Hurra straks! —
Jack var den yngste, men han var den beskyttende;
han var moderlig næsten i sin Omhu for Max,
og spillede han, var han den stilfærdige lyttende,
fór Jack kan lytte — —.
Max gav han alt til — »Husk, hvor jeg er stærk,«
plejed han at sige — »Du maa ikke sige Tak:
Jeg synes, Du kan aldrig faa nok ved det Bytte.«
TONNY.
Det var kønt sagt af Jack!
FRU HAUGE.
Ja, var det ikke ogsaa?— Jeg tænker saa tit,
at det sværeste, den Gang jeg rejste, var at skille
de Drenge ad —
TONNY.
Hvor Du maa have lidt!
FRU HAUGE.
Ja — jeg har lidt.
TONNY.
Men maatte Du da rejse?
Var der slet intet Valg — ingen Udveje fler?
FRU HAUGE.
Naar en Mand først er skinsyg paa en Kvinde,
saa kender han ikke til Hensyn mer,
hverken overfor sig selv eller overfor hende.
Der er stærke, haarde Naturer til,
Urfolksmennesker — næsten vilde!
Før sætter de selv deres Lykke til,
før de slaar af
paa Yderlighedens brutale Krav —
Og han satte den til,
da han bød mig Valget imellem sig
og sin egen Søn.
TONNY.
Jeg havde staat raadvild, om det var mig.
FRU HAUGE.
Der er altid en, som behøver En mest,
og ham valgte jeg.
Det var ikke Nehls, det var Max den Gang —
han, som var Konge, naar Strengene sang
for hans Tonehav,
men Tigger ved Livets store Fest
naar de atter tav!
TONNY.
Ja, han trængte mest.
FRU HAUGE (bittert.)
Og nu slipper han mig!
TONNY.
Aa, slip ikke os!
Jeg synes, nu trænger vi begge til dig.
FRU HAUGE.
Jeg slipper heller ikke. Jeg venter, til han kalder.
I alle disse Aar har jeg ventet paa Brev —
Aldrig stod der noget om Max, naar han skrev —
Jeg venter paa de Linjer, som skal sige det ene:
»din Søn er min Søn — Gud signe hans Vej!
Aabent staar mit Hjærte for ham som for dig.«
TONNY.
Det kommer nok, Brevet — maaske Jack har det med.
Hvornaar vil han komme?
FRU HAUGE (ser paa hende.)
Imorgen — ikke straks.
Du tænker meget paa ham —
TONNY.
Jeg ved jo, at han holder saa meget af Max.
FRU HAUGE.
Ja, tænk dig, hvad han skrev —!
»Hende, som kan komme til at holde af Max,
hende vil jeg elske« —
TONNY.
Har Du endnu det Brev?
FRU HAUGE.
Jeg tror det.
TONNY.
Maa jeg se det?
FRU HAUGE.
Du! Ja hvorfor?
TONNY.
Jeg vil se, om hans Haandskrift ligner Mor’s.
Den var saa mærkelig klar og sand —
Jeg tror, hun kunde have skrevet det samme,
hvis hun var Mand.
FRU HAUGE.
Nehls Hauge sagde en Gang om Jack:
»Naar jeg kysser den Dreng, saa elsker jeg dig!«
Og da saa’ han saa sært vemodig paa mig. —
Nehls havde saa smukke Øjne,
dybe og trofaste som han selv —
Jeg maatte altid tænke paa Øjne af en Sæl — —
Det var, som de sluttede En ind i hans Sjæl,
der hvor hans glødende Lidenskab laa,
og hans Lykke flammede op i Branden!
Jeg maa le endnu, naar jeg tænker paa,
at Du spurgte, om vi ikke mere elskede hinanden!
(Hun gaar med en sagte Latter forbi Tonny ud paa Trappen.)
MAX (raaber nede fra Haven.)
Hvor har Du Jenten?
TONNY.
Nu kommer hun straks.
(Hun gaar hen i Døren, men vender pludselig om og gaar tilbage i Værelset.)
»Hende, som kan komme til at holde af Max,
hende vil jeg elske — — —!«
(næsten med et Skrig)
Aa, Jack, kom ikke! Det raader jeg dig!
Der er ligesom en Skæbne i dette,
en Forudbestemmelse over vor Vej — —
Jack! kom ikke!
»ACH WIE LIEGT ES SO WEIT! ACH WIE LIEGT ES SO WEIT,
WAS MEIN EINST WAR — —!«
(Samme Sted — Dagen efter henunder Aften. Dalen og Floden ligger i Solnedgangsbelysning — Bjærgene er purpurfarvede.)
TONNY (staar paa Havetrappen og ser ud — bagved hende staar Døren aaben ind til Stuen. Hun synger først nynnende, saa med halv Stemme, men tilsidst med fuld Kraft:)
»To Larver, som kryber i selvsamme Hule,
forvandles til vingede Sommerfugle!
De mødes og favnes
i Solstraaledans,
og Vingerne farves
i Regnbueglans,
men ingen kan sige de jublende Stunder:
Til mig kom Forvandlingen først med sit Under!
To kvidrende Fugle i Busken dernede
begynder en Vaardag at bygge sig Rede —
én flyver med Pinde
en anden med Straa,
én sanker sig Fjedre
til Bolstrene smaa,
men ingen kan sige, naar Reden staar smykket,
hvem af dem der har den oprindelig bygget!
To Mennesker mødes og slutter en Pagt,
to Hjærter slaa sammen i brusende Takt, —
men ingen kan sige:
Jeg elskede først!
Og ingen tør tænke:
Min Elskov var størst —
Hvad spørger de to vel om Tid eller Evne!
De mødes, de mødes i blussende Stævne!
Den ene den anden til Live har vakt,
nu banker de sammen i jublende Takt!
Hvordan det er sket, er
der ingen, der ved,
og aldrig faar nogen
om Gaaden Besked,
thi ingen i Verden, hvor dybt han saa grunder,
forklarer Forvandlingens straalende Under — — —!«
JACK (kommer gaaende henad Vejen og standser ved Havelaagen. Han har en Rejseplaid over Skulderen og en Taske i Haanden, er rank og skulderbred med skarpe, noget uregelmæssige Træk og ligner Max paa Øjnene.)
Godaften! Tør jeg spørge —
TONNY (løber ham imøde.)
Er Du maaske Jack?
JACK (ser paa hende — smiler:)
Og Du? Er Du Jenten?
Jenten, som har bundet sin Ungdom til Max!
TONNY.
Det er mig ja —
JACK.
Bliv staaende,
saa kommer jeg straks!
(Springer over Hækken ind i Haven.)
TONNY (rækker ham begge sine Hænder.)
Velkommen!
JACK (uden at vende sine Øjne fra hende.)
Han har god Smag — min lille Bro’r Max!
(Holder hende i en Arms Længde ud fra sig — uden at slippe hendes Haand.)
Men sig mig: Hvem er Du?
Du er noget fremmed,
noget som en vild Fugl,
der er sluppen fra Hjemmet
og ikke har Rede noget Sted mer — —
Jeg synes, naar jeg ser,
at Du er som en Vildand
med unge, stærke Kræfter —
en, de stakkels tamme
staar og skriger efter!
TONNY.
En Vildand! — Ja vildsom
fløj jeg hid over Hejen,
vildsom er jeg endnu
og kender ikke Vejen — (pludselig)
Raad mig, har Du Magt!
»Hende, som kan komme
til at holde af Max,
hende vil jeg elske«,
det har Du sagt — — —
Og jeg — holder jo af Max.
JACK.
Hende vil jeg elske!
Du kan spare dig at bede —
Aa, kære min Vildand,
jeg gør det allerede!
TONNY.
Jeg er bange, at jeg ikke
fortjener det, Jack.
JACK.
Du ikke! Du fortjener
en Verden af Tak, —
fordi dine Hænder
er varme og bløde
og kærlige nok
til at rækkes ham imøde,
fordi dine Fødder,
istedenfor at danse,
er stærke og villende
nok til at standse!
TONNY.
Men Jack — hvis jeg sagde:
Nu, da mine Fødder
er pludselig standset,
nu mærker jeg først,
hvor gærne jeg har danset!
Nu, da mine Hænder
er rakt ham imøde,
føler jeg først rigtig,
at de ikke er bløde —
JACK.
Nu spøger min Vildand!
TONNY.
Men hvis det var sandt —
sligt hændes jo flere —
saa vilde Du altsaa
ikke elske mig mere?
JACK.
Saa vilde jeg tænke,
at saadanne trofaste
Vildandeøjne
kunde umuligt
beflitte sig med Løgne.
TONNY.
Og hvis Vildandeøjnene
alligevel kunde?
JACK.
Saa har Vildanden Grunde,
jeg ikke ser.
Men — er dette ikke Spøg?
TONNY.
Jo, Du ser jo, jeg ler!
JACK.
Der er ingen Latter,
i Øjnene inde,
der er snarere Graad — —
TONNY.
Det var kun et Minde — —!
Aldrig har jeg set dig
førend idag,
men det er som, havde
jeg altid kendt dig —
Det er ikke dit Ydre
og ikke dine Ord,
men noget er der ved dig,
som ligner Mo’r.
JACK.
Fortæl mig om hende!
TONNY.
Om Mo’r?
JACK.
Ja, Du!
Se her paa Trappen
er Plads til os begge.
Fortæl mig det nu:
Alt, hvad Du har levet
og alt, hvad Du har lidt!
TONNY.
Skal jeg ikke først kalde
paa Max?
JACK.
Aa, nej!
han har jo hørt det saa tit.
TONNY.
Han spurgte aldrig om det.
JACK.
Spurgte han ikke!
TONNY.
Nej — Max er ræd for
at tale om Sorg nu —
han undviger Skyggen.
JACK.
Hvad taler han om da?
TONNY.
Han taler om Lykken,
som han siger, han har fundet
fra han mødtes med mig.
JACK.
Og han spørger ikke dig?
TONNY.
Nej — han spørger ikke mig.
JACK.
Hvorfor ser Du saadan paa mig?
TONNY.
Du ligner ham meget —
paa Øjnene især.
JACK (drager hende ned paa Trappen ved Siden af sig.)
Sæt dig nu her! —
Naa, Vildand! fortæl saa,
hvor gammel Du var,
da Reden blev øde?
TONNY.
Jeg var otte Aar,
den Gang Mo’r døde.
Alt, hvad jeg ejer
af bløde Hænder
og bløde Tanker,
fik jeg fra hende!
Min frejdige Tro,
mit villende Mod
til frem at vinde,
mine lyseste Længsler
fik jeg fra hende.
Endnu kan jeg vaagne
om Natten i Graad,
fordi jeg ikke
sad hos, da hun døde,
fordi hendes stakkels
saarede Hænder
blev rakt mig imøde,
men segnede tomme
og stivnede, førend
jeg kunde komme!
Aa, om de vidste —
de, som færdes
de døende nær
i Hospitalernes kolde Stuer, —
hvad de er værd,
de sidste Ord
og de sidste Blikke
af dem, som lide,
saa vilde de kalde En til itide! —
Men Jack! hvorfor bli’r
dine Kinder saa hvide?
JACK (bortvendt.)
Det var et Minde,
som gled mig forbi —
et, som altid
truer og stirrer.
TONNY.
Er det derfor, din Stemme
pludselig dirrer?
JACK.
Ja, ja — men din Mo’r?
Hvorfor døde hun
ikke hjemme?
TONNY.
Aa, det er saa grufuldt,
at Mindet gaar levende
ned gennem Aarene!
Mo’r blev forbrændt
og døde af Saarene.
JACK.
Ja — ja naturligvis
var det af Saarene. —
I bode jo den Gang?
TONNY.
I Danmarks Hovedstad.
JACK (bøjer sig frem.)
Sig mig, hvor længe
det nu er siden?
TONNY.
Godt ti Aar, Jack.
JACK.
Ja, Du husker vel Tiden.
TONNY.
Aa, jeg ser det endnu,
som det var igaar:
Hun kom Lyset for nær
med sit lange Haar,
og i samme Nu
stod det hele i Flammer:
Brystet, der skinned
af Silke hvidt
og Kniplingskraven,
der faldt saa frit!
Flammerne slikkede
Kind og Mund,
og den fine Hage —
Til jeg dør vil jeg mindes
den Rædselsstund!
Jeg sad i en Krog
og leged med Dukker
og fløj op, da hun skreg —
siden haded’ jeg
Dukkeleg —
Jeg vilde gribe fat
i det brændende Haar,
men hun skreg med en Stemme,
som Svien i de store
blodige Saar
gjorde skærende haard:
»Bliv, hvor Du er!
Jeg dør, naar Du rører dig!
Barn! Du dræber mig,
hvis Du ikke hører mig!«
Og jeg stod som en Mus.
Jeg saa hende kaste sig
ned paa Gulvet
med et Skrig, som vækked
det hele Hus
og jamrende vælte sig
frem og tilbage,
til Flammerne sluktes!
Jeg saa, hvordan
de forbrændte Øjne
blødende luktes!
Jeg saa hende folde
de hudløse Hænder
og hviskende sige:
»Gud ske Lov! Hun er frelst,
min lille Pige«.
Jeg stod dér og stirrede
stiv af Rædsel
og uden en Taare.
Jeg saa hende lægges
bevidstløst paa Baare.
I Sygevognen sprang jeg op som en Kat
og krøb sammen derinde, —
min Mund blev blodig af atter
og atter at kysse hende!
De bar hende op ad Trappen,
varsomt og ganske stille.
Inde i Sygestuen
tog Lægen min Haand og sagde:
»Du maa gaa hjem, Du lille!«
Jeg tænkte, jeg ikke vilde;
men med en pludselig Tanke,
som kun et Barn den forstaar,
saa jeg paa Lægen og spurgte:
»Dør Mor, hvis jeg ikke gaar?«
Han nikkede ganske rolig
og med et tillidsfuldt Blik —
og ligesaa rolig slap jeg
hans Haand igen og gik.
JACK.
Aa, Vildand! Var Du dog bleven
den Gang!
TONNY.
Ja, var jeg dog!
Nu vækked de mig om Natten,
som jeg urolig sov.
Der stod en Herre i Døren
og saa sig forvirret om: —
»Jeg har en Vogn dernede,
Barn, skynd dig, skynd dig og kom!
Din Moder vil tale med dig.« —
Han rulled mig ind i et Tæppe
og bar mig til Vognen ned;
medens vi kørte, raabte
han: »Kusk! Du ved jo Besked —
kør til!« Og hver Gang han raabte,
saa jeg, hans Læber var hvide;
men da jeg tog ham i Haanden,
rev han den sky tilside. —
Saa naade vi Hospitalet!
Jeg hører, hvordan han udbrød:
»Nu er vi der!« — Det var for silde:
Mo’r var lige død.
JACK (bliver siddende stille uden at se op — med Albuerne støttede til sine Knæ og Ansigtet skjult i sine Hænder.)
TONNY.
Jeg husker, jeg ikke begreb det,
men sad hos min nye Ven
med den Dødes Hænder i mine
for at gnide dem varme igen.
Jeg husker, jeg sad bestandig
og gentog de samme Ord:
»Det er mig — Kan Du ikke kende
din egen Vildkat, Mo’r!«
JACK.
Og Du bad ham lægge sit Øre
helt ned til den dødes Læber
for bedre Svaret at høre.
TONNY.
Hvor ved Du —?
JACK.
Jeg tænker mig til det.
TONNY.
Ja, ja! det gjorde jeg ogsaa!
Men Mo’r kunde ikke føle
Taarene over sig trille — —
Jeg huskede, Fa’r havde ligget
ligesaa stiv og stille,
og jeg begyndte at fatte,
at Mo’r var taget bort.
Da knytted jeg mine Hænder —
jeg knytted dem fast og haardt —
og rejste mig op og sagde
i min retfærdige Vrede:
»Hvor er den Læge henne,
som løj for mig hernede?
Han lovede, Mo’r skulde leve,
dersom jeg gik min Vej —
jeg vil sige ham, at han har løjet,
og jeg hader, hader ham, jeg!«
Da gjorde den anden noget,
jeg aldrig siden forstod:
Han slap min Moders Hænder
og kasted sig ned for min Fod.
»Barn!« hviskede han »det er min Skyld,
kun min til alle Tider!
Men had mig dog ikke for det!
Jeg lider — aa, hvor jeg lider!« —
Jeg husker ikke hans Ansigt
men godt hans mørkeblaa Jakke,
og jeg husker hans Haar — det var bølget
og krøllede lidt i hans Nakke.
Hans Træk har jeg glemt, men hans Stemme
husker jeg somme Tider,
den skærende Klang i dette:
Jeg lider! aa, hvor jeg lider!
Men Jack — Du ser ikke paa mig.
Lad mig dog sige dig Tak,
fordi Du taalmodig har hørt mig.
Hvorfor er Du sorgfuld, Jack?
JACK.
For Fuglen synger sin Vise,
saa det kunde røre Stene —
Det gør mig saa ondt for den fremmede Fugl,
at den blev hjemløs og ene.
Hvor fløj den saa hen,
da Reden stod tom?
TONNY.
Saa fløj den lige Nord paa
og siden Alverden om.
Den eneste Slægtning, jeg havde
bode i Tronhjem inde,
dér har jeg været, til Døden kom
og krævede ogsaa hende
Men den Gang, Jack, da jeg stod igen
og alt var øde derhjemme,
da prøved jeg først mit Vingefang
og følte, jeg havde Stemme!
Saa sang jeg mig frem fra Sted til Sted,
og ondt har ingen forvoldt mig —
Sorger og Skuffelser sang jeg bort,
men mine Minder beholdt jeg.
FRU HAUGE (kommer i det samme ud paa Trappen.)
JACK (springer op.)
Mo’r!
FRU HAUGE (breder Armene ud imod ham.)
Er det Jack!
JACK (med et stormende Favntag.)
Ja, ja! Det er mig, Mo’r!
FRU HAUGE (stemmer Hænderne imod hans Bryst og holder ham ud fra sig. Ser paa ham med lysende Øjne.)
Nej, Du ta’r fejl — det er ikke Jack —
det er Nehls — Nehls Hauge!
som jeg første Gang saa ham —. Kys mig! — Tak!
Du kysser paa samme Maade.
Dine Øjne har fængende Glød som hans —
De havde den underlig fugtige Glans,
de saa ud, som de altid var vaade.
Han var ogsaa saa stærk, naar han tog mig i Favn —
Og saa blødt som han kunde hviske mit Navn,
aa Børn, det skulde I vide — — —!
(Hun tier og smiler, hendes Blik glider forbi dem — ud over Bjærgene.)
TONNY (sagte.)
Mo’r — nu tænker Du vist paa den Gang?
FRU HAUGE (uden at se paa dem.)
Børn — naar en Aften ved Fuglesang
Side om Side
vi gik gemmen Haven uden at tale,
saa var han Konge i et Eventyrslot — —
Og Kongen behøvede at vinke blot,
saa aabnede Prinsessen sine Sale
og gav ham sit Hjærtes varme Svar, —!
(vemodigt) »Ach, wie liegt es so weit, ach wie liegt es so weit,
was mein einst war — —!«
JACK (griber begge hendes Hænder.)
Mo’r — Hvorfor
kom Du aldrig tilbage?
Du holder jo af Far!
FRU HAUGE.
Holde af er saa lidt —
vi to, Jack, elsker!
JACK.
Men —
FRU HAUGE.
Spørger han, saa svar:
Jeg kommer, naar han kalder
paa os begge — ikke før.
JACK.
Det Svar er som Boldte
for Kongerigets Dør!
FRU HAUGE.
Boldtene maa falde,
ellers kommer jeg ikke. (Raaber ind ad Døren.)
Max! Her er Jack!
Han er kommen!
MAX (kommer langsomt inde fra Stuen — bliver staaende i Døren og stirrer vedholdende paa Jack.)
Jack!
JACK (knuger hans Hænder i sine.)
»Store og lille Bror«, som mødes —!
Kan Du huske endnu:
Det Eventyr skulde jeg altid fortælle.
Og nu kommer jeg —
MAX (bleg.)
Du! —
»Store og lille Bror, som mødes« — —!
Sig mig, Jack:
Var det ikke — var det ikke i Kamp om Prinsessen?
(Griber for sig.)
TONNY (springer op.)
Max! Du blir svimmel — Lad mig hjælpe dig —
MAX (tager hendes Haand.)
Tak!
JACK.
Skal jeg ikke hellere?
MAX (næsten heftig.)
Nej, Jenten kan godt.
(Sætter sig paa det øverste Trappetrin.)
Det var en Smule Svimmelhed blot, —
sagtens af Heden —
TONNY (tørrer hans Pande.)
Din Stakkel! Sveden
sprang frem paa din Pande
og her om din Mund!
Er Du nu bedre?
MAX (ser op — smiler.)
Naar Du er hos mig,
saa er jeg sund.
(Til Jack, som pludselig vender Ryggen til.)
Gaar Du?
JACK (bortvendt.)
Nej — jeg sætter mig kun
ved Trappens Fod:
Lyset skar mig i Øjnene, dér,
hvor jeg nylig stod.
FRU HAUGE.
Kom, Jack! Her er Plads
for os og dem.
JACK (sætter sig paa det nederste Trappetrin ved Siden af hende og lægger Armen om hendes Liv.)
FRU HAUGE (læner Hovedet til hans Skulder.)
Nu drømmer jeg, at jeg er Hauge
og denne Have det gamle Hjem —
Jeg drømmer, at disse Grene
er Vildvinsblade, som rødmer frem.
Jeg drømmer, at Storken knebrer,
og Stæren har travlt i sit nye Hus,
og Lyden af kære Fodtrin
dør hen i Gangenes Grus. —
For saadan, Jack, som Du nu er,
saa høj og stærk, som Du kommer,
saadan var det, din Fa’r saa ud
den lyse, lyse Skærsommer,
den glade Dag, da vort Bryllup var! —
Saa sidder vi her og drømmer,
det gamle Par — og det unge Par — —
TONNY (sagte til Max.)
Fortæl mig om Eventyret, Du!
det, som I elsked’ at høre,
den Gang I begge var Drenge?
MAX.
Jeg hørte det ikke saa længe —
Jeg tror, jeg har halvvejs glemt det.
TONNY.
Den lille Bro’r — og den store Bro’r —!
Der ligger saa underlig meget
gemt i et gammelt Eventyrs Ord!
Fortæl mig det, Max!
MAX.
Nej, Jente!
Naar jeg er bleven saa gammel,
at Lykken ikke mere er dyr,
saa skal jeg fortælle dig Eventyr,
men ikke saalænge jeg endnu tror
paa Varselsprog,
saa lukker jeg helst for Synernes Bog
og tier om det, jeg nødigst saa —
TONNY.
Mo’r sa’ altid:
Det, Du er angst for at møde,
det skal Du blot gaa lige paa!
MAX.
Saa tror jeg for vist, at hun aldrig saa
det, som fik hendes Blod til at isne,
hendes dyreste Hjærteblomst til at visne.
TONNY.
Hvad mener Du, Max?
MAX.
Aa ingen Ting —
Jeg tænkte paa Eventyret.
TONNY.
Saa —?
MAX.
Og Du?
TONNY.
Jeg tænkte paa Moders Ord
om lige paa.
FRU HAUGE (til Jack).
Jack! sig mig nu:
I har det vel rigtig hyggeligt sammen,
Fa’r og Du?
JACK.
Ja, det kan Du tro!
FRU HAUGE.
Jeg ser Jer saa godt, I kære to,
naar Fa’r kommer hjem fra Byen,
og I sidder ved Lampen i landlig Ro —
Du tegner, og han citerer et Vers,
som han husker paa.
Fa’r kunde altid saa mange —,
Sig mig: Er Fa’r ogsaa bleven graa?
JACK.
Hans Haar er nærmere hvide.
FRU HAUGE.
Men han er dog rank endnu?
JACK.
Nej, Mo’r,
han hælder lidt i den ene Side.
FRU HAUGE.
Gør Fa’r!
Der var aldrig nogen saa rank som Fa’r.
JACK.
Nu er han bleven bøjet.
FRU HAUGE (bevæget.)
Aa, svar!:
Hvad tænker I paa, naar Lampen er tændt,
og Sneens hvide Tæppe er spændt
om mit Eventyrslot?
JACK.
Vi tænker paa,
om Du nu ogsaa har skærmet dig godt
imod Vinterkulden:
I Wien er Klimaet ofte raat.
FRU HAUGE.
Jack, sig mig blot:
Hvad taler I om i de mørke Dage?
JACK.
Vi taler om, naar Du kommer tilbage.
Det store Flag ligger endnu gemt,
hvor Du selv har lagt det i gamle Dage;
men naar Du kommer, siger Fa’r,
saa skal vi flage!
FRU HAUGE.
Og i de lyse Nætter og Dage
hvad taler I da om?
JACK.
De lyse Nætter gaa vi i Haven
frem og tilbage
og tæller Roserne op ad Muren,
hvor der er flest —
mest Æbleroser — — for Æbleroserne
elsked Du mest. — —
Men de lyse Dage,
da gaar vi og planter og poder Grene
og skuffer i Haven og taler om,
at alle Gange maa være rene
for — hvis Mo’r kom — — —!
FRU HAUGE.
Og ved Efteraarstide?
JACK.
Saa binder vi Vildvin
til Murene hvide
og taler om, at den flyvende Sommer
skal skinne i drivende Dug, naar Du kommer!
FRU HAUGE (som sidder og knuger Hænderne sammen i sit Skød.)
I tyve Aar har jeg gaat og tænkt,
at Fristen var omme!
Og i tyve Aar har I gaat og trot,
at jeg skulde komme!
JACK.
Ja, Mo’r — for vi har jo bestandig vidst,
at Du maatte komme tilbage tilsidst.
FRU HAUGE.
Hvoraf vidste I det?
JACK.
Fra da »det« hændte ham,
bad Fa’r jo aldrig om andet —
FRU HAUGE.
Bad!
Fa’r bad aldrig, den Gang jeg kendte ham.
JACK.
I tyve Aar har han bedet en Bøn,
den samme igennem Nætter og Dage —:
Herre, giv mig min Hustru tilbage!
FRU HAUGE (sidder en Stund tavs — saa siger hun sagte.)
Aa, Jack, hvorfor volder en Sjæl saa tit
sin egen Ve?
Hvorfor er den blind og vil ikke se?
Hvorfor, naar to Mennesker sidder sammen
dér, hvor Guds varme Sol kan skinne,
lukker de pludselig Skodden for
og bliver i Mørkesalen inde —?
to Menneske-Sjæle, som Foraarets Sol
og Livets unge Lykke dansede imod,
men som ved et Fejlgreb, de neppe forstod,
slukked for hinanden baade Solen og Lykken
og voldte, at de begge, som dog elskede Lys,
maatte hele deres Liv sidde frysende i Skyggen! —
Jack — naar de er gamle, og det lakker mod Kvæld,
da hændes det vel
at de føler, hvor Mørket er stort omkring dem
og undres paa,
at de ikke blev siddende ude i Solen — —!
JACK.
Mo’r — hvor dine Øjne er dybe og graa!
Jeg tænker paa, hvad Fa’r altid sagde,
naar Skumringen over Stuen laa:
»Jack, den er ligesom Mo’rs Øjne,
dem, ingen i Verden faar rede paa« — —
TONNY (som hele Tiden har staat i den aabne Havedør bagved Max og fulgt Jack med Øjnene.)
Hvor har jeg dog set den Nakke før —?
MAX (som iagttager hende.)
Staa ikke dér i den aabne Dør!
Sid her hos mig!
TONNY (sætter sig ved Siden af ham paa det øverste Trappetrin.)
MAX (lægger Armen om hendes Liv.)
Jente!
TONNY.
Ja, Max!
MAX (sagte.)
Er det længe siden,
Jack kom?
TONNY.
Jeg husker ej nøje Tiden —
Det kunde være baade længe og kort.
MAX.
Talte I sammen? (da Tonny nikker) Mange Ord?
TONNY.
Det var vist mig, som talte. Jeg tror,
han spurgte kun —
MAX.
Hvad spurgte han om?
TONNY.
Han spurgte om Mo’r.
MAX.
Mig har Du aldrig fortalt om hende,
TONNY.
Du spurgte jo aldrig.
MAX.
Sig mig —: Synes Du, Jack er smuk?
TONNY.
Smuk? Jeg ved ikke —
MAX.
Vær ærlig, Jente!
Der steg fra dit Bryst et lille Suk — —
(drager hende pludselig til sig)
Kys mig, Jente! Kys mig igen! (højt)
Vend dig nu om, min store Bro’r
med den ranke Ryg,
og se, hvad din lille Bro’r har vundet!
TONNY.
Nu er du styg!
MAX.
Du sagde saa tit, naar jeg spillede bedst,
og Du jublede selv ved Tonernes Fest:
Jeg vilde dog ikke bytte med dig —!
Sig mig, Du!
som Du sidder dér og vender mig Ryggen:
Vilde Du ikke bytte nu?
Skærer det dig ikke at staa Vidne til Lykken?
JACK.
Jeg under min lille Bro’r al Fryd,
som paa Jord er til,
men næbbes Duerne nær mig, saa
er der ét jeg vil:
Jeg vil ha’ Lov til at sidde i Fred
og med Ryggen til.
FRU HAUGE.
Jack — hvor din Røst dog minder om Hauges!
At høre den Stemme
synes jeg er som at være hjemme —
Ser Du det lille Hus højt oppe
paa Skrænten der?
Det ligner vort eget. Se! Ruderne lyser
i Solens Skær,
og Duerne flyver rundt om Gavlen!
Vingernes blændende hvide Sne
er fjærnt som Sommerfugle at se.
Og hør! En Drossel synger i Krat!
Den kalder saa blødt, den lokker saa langt,
langt langt ind i den lyse Nat — —
Og fra en Busk giver Magen den Svar — — — —
Ach, wie liegt es so weit! ach, wie liegt es so weit,
was mein einst war — — —!
