Det syder og bruser,
larmer og skriger,
hvor i hvirvlende Søjler
Dampen stiger;
det ruller som Tordenbrag,
kaster med Stene
og hersker med tvingende
Magt — alene, —
i grusomt Behag,
under rasende Trods —
Diabolsk i sin Kraft er Rjukanðfos!
Der er udstrakte Arme
og Røster, som bede
i det rygende, gabende
Slug dernede;
der er sælsomme Væsner
i Dampen inde,
som opfører Dansen
fra Bloksbjærgs Tinde,
som lokker med Sang
og truer med Trods —
Diabolsk i sin Kraft er Rjukanðfos!
Fra mægtige Fjælde
den styrter mod Skoven
og hæver sin skumhvide
Søjle mod oven.
Dens Fald er betagende —
ligesom Havet,
naar i Storm det har Skjæbner
og Viljer begravet, —:
den truer med Død,
og dog drager den os!
Diabolsk i sin Kraft er Rjukanðfos.
Der gaar gjennem Skovene, Fossen forbi,
langs den bratte Fjældvæg en farlig Sti
over Fjældene nedover Lien.
Hvad fordum den hed, véd ingen mer;
nu hedder den »Maristien«.
Det siges, at to har holdt Møde her: —
»slig en vakker Gut med sin Hjærtenskjær,« —
men han vendte nok ene tilbage;
i det skummende Fald over Klippens Kant
er der Lyd af en vaandefuld Klage:
Der var stænget i Hjemmet hos Fa’r og Mo’r
der var stænget med Trusler og haarde Ord,
og saa gik hun til Mødet deroppe;
da gled hun og styrted i Sluget ned, —
det gav Gjenlyd fra Fjældets Toppe. —
End gyser hver fremmed, som ser derop;
men Fjældbonden smiler fra Klippens Top
og synger sin Sang i Lien:
Hver eneste Morgen, før Sol staar op,
han klyver paa Maristien!
Men under gaar Fossen
i rasende Vælde,
med en Kraft, som, til Verden
forgaar, vil gjælde.
Den løfter sin Kæmpearm,
kaster med Stene
og hersker med tvingende
Magt — alene —
i grusomt Behag,
under rasende Trods —
Diabolsk i sin Kraft er Rjukanðfos!