Jeg saa hende forrest i en Brudepigeskare;
hendes Kinder var saa varme, hendes Øjne saa klare —
Jeg spurgte, om hun selv ikke lysted at staa
med Brudekransen paa, —
og hvi hun vilde ensom, uden Ledsager gaa?
Hun svared med et muntert Smil, som spillede om Munden:
»Jeg har endnu ingen funden.« —
Jeg saa hende Aaringer efter ved min Side;
hendes Øjne var saa trætte, hendes Kinder saa hvide —
Jeg spurgte, hvi hun aldrig med de glade var Gjæst
ved Kjærlighedens Fest, —
og hvi hun endnu ikke havde Livslykken fæst’ —
Hun svared med et Taaresmil, som sitrede om Munden:
»Jeg har endnu ingen funden.« —
Jeg saa hende sidste Gang i Nonnernes Skare;
hendes Kinder var saa blege, hendes Øjne saa klare —
Jeg spurgte, da hun rejste sig fra Bønnen for at gaa
og stille paa mig saa’,
om ogsaa hun var lykkelig med Rosenkransen paa? —
Hun svared helt vemodig, men saa rørende i Grunden:
»Jeg har Fred: — Nu har jeg funden!«