Luften var saa underlig urolig;
for en sommermild, friskblæsende Vind
fløj Skyerne hastig over Himlen
og rødmed i Aftensolens Skin;
hurtige Smaabyger vare faldne,
og Regnen var lige nu hørt op —
Lindetræet rysted sine Grene
med den første, guldglinsende Knop.
Bøgeskoven hvælved sig og sukked,
som den rigtig vilde suge det ind:
hele denne grødefulde Varme,
alle disse straalende Skin, —
hele denne bølgende, søde
og skovagtig krydrede Duft,
alle disse brydende Kampe
i den fugtige, regnsvangre Luft!
Skyerne hang endnu saa tunge
ved den straalende Vaarhimmels Rand,
ligesom duvende sig sagte
imod Skovsøens blinkende Vand;
og alle de kvidrende Fugle,
som med tusende Røster de sang, —
jubled for det grønnende Løvslør,
der nedover Skovbrynet hang! —
Vinden er en lunefuld Herre,
som selv ta’r sig Lyst og Forlov:
Hastig saa vexlede de Lysskjær
alt over den undrende Skov!
Et Vindpust — og tunge, mørke Skyer
med Regndraaber gjemt i deres Skjød,
drev over den urolige Himmel,
til mod Solen de skjælvende sig brød. —
Aldrig skal jeg glemme, hvad mit Øje
for uendelig Farvepragt saa’; —
Vinteren vil komme med sin Kulde
og Livshaabet stivne i det Blaa. —
Mindet skal dog leve i mit Indre,
selv naar Roserne har mistet deres Duft:
Mindet om de brydende Kampe
i den fugtige, regnsvangre Luft!