Blomstrende stod den
i Havens Skygge,
med lysegult Bæger —
Et kongeligt Smykke!
En rigere Blomst
fra en hedere Zone
den vugged i Lyset
sin skinnende Krone!
Kalken udfolded sig —
mere og mere; —
Bladene løfted sig, —
flere og flere: —
Bløde og duftende
hang de, — fortryllede,
som i en bævende
Lysglans indhyllede. —
Therosen bøjed sig
dybt i sin Lykke;
sitrende hang den
i Grenenes Skygge. —
Saa brødes den af
og sattes som Smykke
paa et kvindeligt Bryst.
Det blev Rosens Lykke!
Den fik Lov til at sidde
blandt fine Ranker
og skjule for unge,
uskyldige Tanker!
Den fik Lov til at kysses
af Læber røde
og Lov til at se
paa et første Møde. —
Saa sukked den sagte,
visned og døde. — — —
At tjene én Dag
til Skjønhedssmykke,
det blev Rosens største
og eneste Lykke!
Der er Sjæle paa Jorden, —
ingen kan det forandre, —
hvis Lod er som Rosens:
at tjene for andre;
at være det Vidne,
som tavst sig fryder
ved den jublende Lykke,
en anden nyder! —
Er Du et af de Vidner,
Lykken lod kaare,
o, da giv den, som Rosen,
dine Smil og din Taare!
Alt det bedste, Du ejer,
hver en Kjærlighedskrans
giv som Offer, til andre
for at øge dens Glans!
Giv, saa længe Du lever,
af din yderste Evne;
men tænk aldrig et Øjeblik
Sorgen at hævne:
Bliv ej bitter paa Solen,
maa Du vandre i Skygge;
at staa Vidne til Lykken
er selv en Lykke! —