Vinger jeg har, som jeg helst vilde sprede
til Flugt mod den ilende Sky;
men Livet lagde om Foden
mig Lodder, tunge som Bly,
jordbundne Tanker!
Ørnen, som spreder sin prægtige Vinge,
Bølgen, som danser sin Vej,
Foraarets Vind har ej mere af higende
Rejselyst inde end jeg; —
men Vingen er bunden;
og naar, naar udfolder den sig? —
Mange, som sidder med Vingerne nede,
vil stige og faar ikke Lov!
Mange maa slippe, i Kampen for Livet,
med Sorg deres Hjærtes Behov! — —
Herre, men hver Gang Du ser fra din Himmel
en gispende Fugl, som fik Vingerne stækket,
sender Du en Susning, som naar Efteraarstrækket
flokker sig til Rejsen i jublende Vrimmel!
Og jeg aner det store, jeg fornemmer det fjærne:
Trækket af de Fugle, som fik Lov til at stige
op imod Ideernes evige Rige,
med Pragt som af en faldende Stjærne!
Jeg aner, at Tiden vil komme for os alle,
da Vingerne løfter sig, og Lænkerne falde, —
da hver Sjæl skal finde i det evige Kor
Klangen af den Tone, han har elsket mest paa Jord;
a de store skal bære de smaa paa deres Vinger,
til Styrken bliver fælles, og Jubelen klinger
fra de senest fundne,
de forladte, de bundne,
de taareløst klagende,
stille forsagende, —
da alle skal finde i det nyskabte Liv
Maalet for de Længsler, som her aldrig opfyldtes,
Lyset af de Glæder, som med Taarer forgyldtes, —
da alle de lidende,
alle de stridende,
hver af de tusende, aandende Dele,
hvert af de enkelte Led
gaar op i det store, uendelige Hele,
hvor Grundtonens Klang overalt aander Frihed,
Frihed og Fred!