Den Tid, jeg var lille, og Mormór sendte
mig ene igjennem den mørke Stue,
hvor jeg var angst for „den hvide Frue“,
som jeg fra Mørkningshistorien kjendte, —
da gik jeg ej Børnenes Ven forbi
og søgte mig Menneskehjælp i Vaanden;
jeg klemte blot Øjnene rigtig i
og tog Jesus ved Haanden! —
Nu glemmer jeg stundum i Livets Tummel
at gribe den Haand, som for Evighed binder;
og derfor er det vel ogsaa, jeg finder
Verden stundum saa kold og skummel:
Jeg glemmer at lukke mit Øje i
for Spøgelsefrygten og Mørkets Gaade;
jeg glemmer at føle mig tryg og fri
i Gud Faders Naade.
Nu er jeg voxet fra Sagnet om „Fruen“
og ræddes ej mer for at vandre alene;
men hver Gang jeg saares af skarpe Stene,
tænker jeg endnu paa Spøgelsestuen!
Hver Gang jeg staar ved en Skillevej,
hvor Modkræfter mødes, og Farerne stille,
føler jeg godt, jeg maa samme Vej,
som da jeg var lille!
Trættes mit Haab under Kampens Trængsel,
synes jeg mærke, at Foden glider,
og truer mig Mørket til alle Sider,
stængende til for min livsvarme Længsel, —
gjælder det først om at holde sig fri
for alt det, som lænker og støvbinder Aanden,
da lukker jeg atter Øjnene i
og ta’r Jesus ved Haanden!
Jeg véd, han kan føre mig sikkert til Maalet,
jeg véd, han kan drage mig did, hvor jeg vilde!
Han selv har jo vist mig, den Gang jeg var lille,
det skinnende Maal, som mit Liv har bestraalet.
Og Han er den samme, trods Modstand og Had:
den underlig stærke, den store, den stille!
Jeg be’r kun om Lov til at følge ham glad,
som da jeg var lille. —
Og sidst, — naar jeg skal gjennem Dødningestuen, —
naar Mørket omkring mig vil gjøre mig bange,
og Støvet ej slippe sin trælbundne Fange,
som higer med Angst ud af Mennesketuen, —
da ser jeg et Lys mellem bristende Baand,
jeg lukker mit Øje i Dødningegyset, —
saa griber jeg Frelserens mægtige Haand
og gaar Gravvej til Lyset!