Du som boer blant Skjoldene, som hænger højt i Ossians Hal! Stig ned fra din Væg, o Harpe, og lad mig høre din Røst! — Alpins Søn, slaae Strengen; du skal vække Skjaldens Sjæl. Loras Brusen har bortrullet Sangen1. — Jeg staaer i Aarenes Skye; faae ere dens Aabninger mod den fremfarne Tid, og naar Synerne komme, ere de kun dunkle og mørke. — Jeg hører dig, Conas Harpe; min Sjæl vender tilbage, liig den milde Vind som Solen bringer til Dalen igjen, hvor den døde Taage boede.
Foran mig skinner Lubar i Dalens Bugter. Paa hver Side rejse sig de høje Konger2 fra deres Bjerge; omkring dem strømme deres Hære, frembøjende sig mod deres Ord; som om deres Fædre talte, nedstigende fra deres Skyer. — Men Kongerne lignede to Klipper i Midten, hver med sit mørke, grantakte Hoved, naar de sees i Ørken, over den lavtsvævende Taage. Højt paa deres Hoved ere Strømme, hvis Skum adsplittes af Storme.
Under Cathmors Røst strømmede Erin, liig Luers Bragen. Vidt nedfore de til Lubar; foran dem er Foldaths Løb Men Cathmor vendte tilbage til sit Bjerg, under sine nedhældende Ege. Nær ved Kongen vælter en Elv: han løfter stundom sit glimtende Spyd. Den var en Lue for hans Folk i Kampens Midte. Hos ham stod Conmors Dotter, støttende sig mod sin Klippe. Hun jublede ikke ved Striden: hendes Sjæl forlystedes ej ved Blod. Bag Bjerget udbreder sig en grønnende Dal, med sine trende blaae Bække. Solen er der i Taushed; og de brune Bjergraaer nedstige. Paa disse fæster den hvidbarmede Møe sine Øjne.
Højt skuede FingalBorbarduthuls Søn: han saae Erins dybe Fremvælten paa den mørknede Slette. Han slog hiin raslende Nagle, som byder Folket adlyde; naar han udsender sine Førster foran dem til Ærens Mark. Vidt fremrage deres Spyd mod Solen; og trindtom gjenlyde deres buldrende Skjolde. — Frygt sneg sig ej, liig en Damp, gjennem Hæren; for Kongen var nær, strømfulde Morvens Styrke. — Fryd bestraalte Helten, vi hørte hans Glædes Ord.
Liig Vindenes Udbrud, er Morvens Sønners Buldren! De ere Bjergelve, urokkelige i deres Løb. Derfor er Fingal navnkundig, og hans Navn i fremmede Lande. Han var ingen enlig Straale i Fare, for eders Fjed vare altid nær. — Men aldrig var jeg en rædsom Skikkelse for eders Aasyn, mørknet til Vrede. Min Røst var ingen Torden for eders Øren: mine Øjne udsendte ej Død. — Naar de frække rejste sig, saae jeg dem ej. De forglemtes ved mine Fæster: som Taage bortsmeltede de. — En ung Straale er foran eder: faae ere hans Veje til Krig. De ere faae, men han er kjæk; forsvarer min brunlokkede Søn, bringer ham tilbage med Fryd: herefter skal han stande allene. Hans Skikkelse er liig hans Fædres: hans Sjæl er en Lue af deres Ild. — Vognbaarne Goel, iil du efter Clathos Søn: lad din Stemme naae hans Øre fra Kampens Rækker. Ej ubemærket ruller Slaget foran dig, Skjoldbryder!
Pludselig bortilte Kongen til Cormuls høje Klippe. Efter ham løftede jeg mine langsomme Skridt: da nærmede sig stærke Goel. Hans Skjold hang løst ved sin Rem; han talte med Iil til Ossian.
Bind dette Skjold, Søn af Fingal, bind det højt til Goels Side. Fienden kan skue det, og tænke, at jeg lod Spydet tilbage. Om jeg skal falde, da lad min Grav være skjult paa Marken; thi falde skal jeg uden min Roes: min Arm kan ikke løfte Staalet. Lad Evirchoma ikke spørge det, hun vilde rødme mellem sine Lokker. — Fillan, de vældige skue os; lad os ikke forgjette Kampen. Hvi skulde de komme fra deres Bjerge, for at hjelpe vor flygtende Hær?
Han foer frem med sit klingrende Skjold. Min Stemme fulgte ham, i det han bortilte. ”Kan Mornis Søn falde uden sin Roes i Erin? Men de vældiges Daad forlade deres flammende Sjæle3. Sorgløse fare de over Ærens Marker: deres Ord høres aldrig”. — Jeg jublede over Heltens Fjed: jeg treen op til Kongens Klippe, hvor han sad i sine vandrende Lokker, i Bjergvindens Strøg.
I tvende mørke Rækker bøje Hærene sig mod hverandre ved Lubar. Her knejste Foldath en Skyestøtte: der straalte Fillans Ungdom. Hver med sit Spyd i Elven, udsendte Kampens Røst. Goel slog Morvens Skjold: paa eengang styrtede de ind i Strid. — Sværdenes Blinken sammenstrømmer: Marken skinnede liig Elvenes Fosser, naar de blande deres Skum, fra tvende sortryggede Fjelde. — See! han kommer den Ærens Søn; han styrter Folket til Jorden. Kæmpers Død sidde paa Storme omkring ham. — Helte bestrøe dine Veje, o Fillan!
Rothmar, Krigeres Skjold, stod mellem tvende Klippers Rifter. To Ege, som Vindene havde nedbøjet fra det høje, udbrede deres Grene paa begge Sider. Han ruller sine mørknende Øjne paa Fillan, og beskygger taus sine Venner. Fingal saae den nærmende Kamp og hele hans Sjæl steeg. Men som Lodas Steen falder, pludselig nedrystet fra det skjælvende Drumanard, naar Aander hæve Jorden i Vrede; saa faldt blaaskjoldede Rothmar.
Nær ere Culmins Fjed; Ynglingen kom, udbrydende i Taarer. Harmfuld hug han Vinden, før han endnu havde blandet sine Slag med Fillans. Han havde først spændt Buen med Rothmar, ved hans egne blaae Strømme. Der havde de udforsket Raaens Leje, naar Solstraalen fløj over Heden. — Hvi iler du mod denne Lysstraale, Søn af Culallin? Det er en Ild, som fortærer. — Struthas Yngling, viig! Eders Fædre vare ikke lige i den straalende Kamp.
Culmins Moder er tilbage i Borgen; hun seer ud til blaarullende Strutha. En Hvirvelvind, opstaaer paa Floden, mørktsnoende sig om hendes Søns Aand. Hans Hunde tude paa deres Sted: hans Skjold er blodigt i Borgen. — ”Est du falden, min haarfagre Søn, i Erins skrækkelige Krige”?
Som en Hjort, hemmelig gjennemboret, ligger gispende ved sine vanlige Strømme; Jægeren betragter dens vindsnare Fødder, og mindes dens forrige stolte Spring: saa laae Culallins Søn under Fillans Øje. Hans Haar flyder paa Bækken: hans Blod randt over hans Skjold. End holdt hans Haand paa det Sværd, som bedrog ham paa Farens Dag. — Du er falden, sagde Fillan, før dit Rygte kjendtes. Din Fader sendte dig til Krig: og han venter at høre om dine Bedrifter. Han er graae, maaskee ved sine Strømme, og vender sit dunkle Øje mod Mojlena. Men du skal ikke vende tilbage med den slagnes Bytte.
Fillan rullede Erins Flugt foran sig over den gungrende Hede. — Men, Kæmpe paa Kæmpe, faldt Morven for Foldaths brændende Vrede: thi fjernt paa Marken fremvæltede han Halvdelen af sine buldrende Stammer. — Dermid stod foran ham i Harme: om ham samle sig Conas Sønner. Men Foldath kløver hans Skjold, og hans Folk rulles ud over Heden.
Da sagde Fienden4 i sin Stolthed. De have flyet, og min Roes begynder. Gaae, Malthos, og byd Kongen5 bevogte det mørktrullende Hav; at Fingal ej skal undslippe mit Sværd. Han skal ligge paa Jorden. Ved en Sump skulle de see hans Grav. Den skal oprejses uden Sang. Hans Aand skal svæve i Taage over det sivgroede Kjær.
Malthos hørte med mørknende Tvivl. han rullede sine tause Øjne. — Han kjendte Foldaths Stolthed, og saae op til Kongen paa sit Bjerg; da vendte han sig mørk, og styrted sit Sværd i Kampen6.
I Clonos snævre Dal, hvor tvende Træer ludede over Elvene, stod Duthnos tause Søn7 i sin Kummer. Blodet sprudlede fra hans Lænd; nærved laae hans kløvede Skjold. Hans Spyd stod op til en Steen. Hvi, Dermid, hvi saa traurig? 8Jeg hører Kampens Drøn. Mit Folk er ene. Mine Trin ere langsomme paa Heden; og intet Skjold er mit. — Skal han da sejre? — Da være det efter Dermids Fald! Jeg vil udæske dig, o Foldath, og møde dig i Kamp.
Han greb sit Spyd med frygtelig Fryd. Da kom Mornis Søn. — Stands, Duthnos Søn, stands din Ilen; dine Fjed ere betegnede med Blod. Intet hvælvet Skjold er dit. Hvi skulde du falde uvæbnet?
Strumons Konge, giv mig dit Skjold. Ofte har det bortrullet Krigen. Jeg skal standse Førsten i sin Fart. — Mornis Søn, skuer du hiin Steen? Gjennem Græs hæver den sit graae Hoved. Der boer en Første af Dermids Slægt. Læg mig der i Natten.
Langsomt treen han op ad Bjerget, og saae den forstyrrede Mark, Slagets blinkende Rader, adskilte trindt og brudte. — Som fjerne Luer paa Nattens Hede, nu synes skjulte i Røg, nu hævende deres røde Strømme paa Bjerget, som Vindene stige og synke: saa møder det tidt afbrydende Slag bredskjoldede Dermids Øje. — Gjennem Hæren er Foldaths Løb; liig den sorte Snekke paa Vinterhavet, naar den skyder ud fra tvende Øer, at springe paa buldrende Bølger. Med rasende Harme saae Dermid hans Løb. Han stræbte at ile frem; men standsed kraftløs midt paa sin Vej; og den store Taare randt. Han stødte i sin Faders Horn; og slog tre Gange sit buglede Skjold. Tre Gange raabte han Foldaths Navn, fra sine buldrende Skarer. — Foldath saae Førsten med Fryd: han løftede højt sit blodige Spyd. — Som et Fjeld viser Spor udaf Strømme, der randt fraadende ned ad dens Side i Storm: saaledes bestænkt med Blodstrimer er Momas skumle Første.
Paa begge Sider trak Hærene bort fra de kæmpende Konger. — De hævede paa eengang de blinkende Spydodde. — Frem farer Fillan af Moruth. Tre Skridt sprang Foldath tilbage; blændet af denne Lysstraale der kom, som om den skød ud fra en Skye, for at frelse den saarede Kæmpe. — Voxende i sin Stolthed stod han, og fremkaldte hele sin Styrke.
Som to bredvingede Ørne mødes, i deres højtklapprende Strid, paa Vindene: saa sammenfore de tvende Helte i den rædsomme Kamp paa Mojlena. — Vexelviis fremtrine Kongerne paa deres Bjerge; for nu synes Krigen at nærme sig deres Sværd. — Cathmor føler Krigeres Fryd paa sit mostakte Fjeld: deres lønlige Fryd, naar Farer stige, Farer liig deres Mod. Hans Øje er ikke henvendt paa Lubar, men paa Morvens skrækkelige Konge; thi han saae ham paa Mora, rejsende sig i sin Rustning.
Foldath faldt paa sit Skjold: Fillans Spyd gjennemborede Kongen. Ej dvælte hans Blik ved den faldne, men fremad rulled han Kampen. Dødens hundrede Stemmer opstege. — Stands, Søn af Fingal, stands dit hurtige Løb! Seer du ej hiin straalende Skikkelse, et gyseligt Dødstegn? Væk ej Alnecmas Konge! Tilbage, blaaøjede Clathos Søn!
Malthos saae Foldath udstrakt i Støvet. Mørk stod han over Kongen. Nag var bortflygtet fra hans Sjæl. Han lod som en Klippe i Ørken, paa hvis brune Side Vandene rinde, naar den lavtsvømmende Taage har forladt den, og Stormen har snoet dens Træer. Han talte til den døende Kæmpe om det snævre Huus.
Skal din mostakte Steen knejse i Ullin eller i Momas skovrige Land? hvor Solen straaler ensomt over Dalruthos klare Strømme. Der ere din Datters Fjed, blaaøjede Dardulena.
Mindes hende, sagde Foldath; thi for mig er ingen Søn: ingen Yngling, som kan fremrulle Kampen, og hævne mig. Malthos, jeg er hævnet. Fredsæl var jeg ikke paa Kampens Mark. Oprejs deres Grave, som jeg fældte, trindt om mit snævre Huus. Ofte skal jeg forlade Vinden for at juble over deres Grave; naar jeg skuer dem spredte trindt, med deres lange hvinende Græs.
Hans Sjæl foer til Momas Dale, og kom til Dardulenas Drømme, hvor hun blunded ved Dalruthos Elv, paa sin Hjemvej fra Hindenes Jagt. Ved Pigen ligger hendes Bue nedspændt; Vindene sammenslynger hendes lange Haar paa hendes Barm. Hyllet i Ungdoms Ynde laae Heltes Elskov. Mørk, nedbøjet fra Skovens Kanter kom hendes saarede Fader. Stundom viste han sig, og syntes saa hyllet i Taage. Udbrydende i Taarer rejste hun sig: hun vidste at Førsten var falden. Til hende kom en Straale fra hans Sjæl indsvøbt udi sine Storme. Du varst den sidste af hans Slægt, blaaøjede Dardulena:
Vidt adsprede over gungrende Lubar rulles Bolgas Flugt. Fillan hang frem over deres Fjed; og bestrøede Heden med døde. Fingal jublede over sin Søn. — Blaaskjoldede Cathmor opstod. — Alpins Søn! Bring Harpen; giv Fillans Pris til Stormene: hæv højt hans Priis i min Hal; mens end han straaler i Strid.
Forlad, blaaøjede Clatho9, forlad din Borg. Skue denne din unge Straale. Hæren visner i dens Løb. — Ej længere skue — den mørknes. — Fremkalder, I Møer, fremkalder Klangen fra den letbævende Harpe! — Ingen Jæger nedstiger fra Raaens beduggede Græsgang. Han spænder ikke sin Bue i Stormen; han udskyder ikke sin fjeddrede Piil.
Dybt indhyllet i røde Kamp, rulle Hærene mod hans Side. — Stormende blandt kæmpende Rækker uddeler han tusindes Død. Fillan er liig en Himlens Aand, som nedstiger fra Stormens Vinger. Det oprørte Storhav føler hans Gang, hvor han springer fra Bølge til Bølge. Efter ham sprudler hans skummende Spor; og Øer bæve blant de væltende Vover.