Ullins blaae Vover rulle i Lys. De grønne Bjerge ere klædte i Dagglands. Træer vugge de mørke Toppe i Vindens Pust. Rislende Kilder udgyde deres hvide Strømme. — To grønne Høje, med gamle Ege, indslutte en snæver Dal. Der har en Elv sit krumme Løb; paa dens Bredder stod Carbar af Atha. — Kongen støtter sig paa sit Spyd: røde ere hans Øjne, sorgfulde og bange. Cormac2 fremstiger i hans Sjæl med alle sine gyselige Vunder. Ynglingens blege Skygge fremsvæver i Mulm; Blod sprudler fra hans luftige Sider. Tre gange kastede Carbar sit Spyd til Jorden, og tre gange strøg han sit Skjæg. Hans Fjed ere korte; han standser tit, og slynger sine kraftfulde Arme. Han er som en Skye udi Ørken, der forandrer sin Skikkelse ved hver en Vind; Dalene trindt ere traurige, og frygte vexelviis Skyens Brud.
Hans Kæmper kom med buldrende Fjed. De uddroge, alle, deres Sværde. Der stod Morlath med mørknende Aasyn. Hidallas lange Haar sukker i Vinden. Rødhaarede Cormac hviler paa sit Spyd, og vender sine rullende Øjne til Siden. Vildt er Malthos Blik, frem under to buskede Bryn. Foldath staaer liig en Klippe i Havet, der bedækker sine mørkgraae Sider med Skum. Hans Spyd er som Slimoras Gran, der møder Himmelens Storme. Hans Skjold er mærket med Kampens Hug; og hans røde Øje foragter Fare. Disse og tusinde andre Helte omgave vognbaarne Carbar, da Havets Spejder kom, Maronnal, fra strømfulde Mojlena. — Hans Øjne hang frem fra hans Ansigt, hans Læber ere bævende, blege.
Stande Erins Førster, raabte han, tause som Aftnens Lund? Staae de, liig en stille Skov, og Fingal er paa vor Kyst? Fingal, den forfærdelige i Strid, strømfulde Morvens Konning.
Har du seet Kæmpen? sagde Carbar med et Suk. Ere hans Krigere mange paa Kysten? Løfter han Kampens Spyd? Eller kommer Kongen med Fred?
Med Fred kommer Kongen ikke; jeg har seet hans fremvendte Spyd. Det er en Dødens Lue: tusindes Blod er paa dets Od. Han kom først til Havets Bred, stærk i Alderdoms blege Haar. Fuldt svulmed hans senefulde Lemmer, da han fremtreen i sin Vælde. Ved hans Lænd er hint Sværd, som aldrig giver det andet Saar. Rædselfuldt er hans Skjold, liig den blodige Maane, naar den opstiger mellem Stormens Skyer. Derpaa kom Ossian Sangens Konge; og Mornis Søn, den første blandt Mænd. Connal springer fremad paa sit Spyd: Dermid spreder sine mørkbrune Lokker. — Fillan spænder Buen, Moruths unge Jæger. — Men hvo er denne foran dem, liig en Flod i forfærdende Fart? Det er Ossians Søn, skjøn mellem sine Lokker. De falde paa hans brede Ryg. Hans sorte Bryn ere halv indhyllede i Staal. Hans Sværd hænger løst ved hans Side. Jeg flyede fra hans skrækkelige Øjne, højen Temoras Konning!
Flye da, du fejge, sagde Foldath i Vrede, flye til dit Fødelands blaae Floder, du Frygtens Søn! Har jeg ej seet hiin Oscar? Jeg saae Helten i Krig. Han er blandt de stærke i Fare; men der ere andre, som løfte Spydet. Erin har mange Sønner saa tappre, Temoras Konge! Lad Foldath møde ham i sin Vælde, og standse denne rivende Strøm. — Mit Spyd er bestænkt med de kjækkes Blod, mit Skjold er som Turas Vold.
Skal Foldath ene møde Fienden? svarte Malthos med mørke Bryn. Ere de ikke talrige paa vor Kyst, liig mange Strømmes Vande? Ere ej disse de Kæmper, som overvunde Svaran, da Erins Sønner flyede? Og skal Foldath møde deres boldeste Mænd? Foldath, med dette hoffærdige Hjerte? — Tag Folkets Styrke, og lad Malthos fremgaae. Mit Sværd er rødt af Blodbad, men hvo har hørt mine Ord?
Erins Sønner, sagde Hidalla, lad ikke Fingal høre eders Ord. Fienden skulde glæde sig, og hans Arm blive stærk i Landet. — I ere tappre, o Krigere, og liig Ørkens Storme; de møde Fjeldene uden Frygt, og omstyrte Skovene. — Men lad os fremskride i vor Styrke langsomt, liig en sortnende Skye. Da skulle de vældige bæve; Spydet falde fra de stærkes Haand. ”Vi skue Dødens Skye”, ville de sige, mens Skygger flyve over deres Ansigter. Fingal vil sørge i sin Alderdom og see sin svindende Hæder. Hans Kæmpers Fjed ville ikke høres i Morven: Aarenes Mos skal groe i Selma.
Carbar hørte deres Tale i Taushed, liig en Uvejrsskye: sort hænger den over Cromla, til Lynet gjennembryder dens Sider: i Dalene glimte de røde Luer, og Tordenens Aander brøle. Saa stod Temoras tause Konge, omsider hørtes hans Ord.
Bered min Fæst paa Mojlena: lad mine hundrede Barder forsamles. Du, rødhaarede Olla, tag Kongens Harpe. Gak til Oscar Sværdkonning, og indbyd ham til Fæsten. I Dag ville vi gjæste og høre Sange; i Morgen bryde de blanke Spyd. Siig ham, at jeg har oprejst Cathols Grav; at Barder have sjunget for hans Aand. — Siig ham, at Carbar har hørt hans Rygte ved Caruns gjenlydende Elv. Cathmor Borbarduthuls ædle Søn, er ikke her, han er ikke her med sine tusinde og vore Arme ere svage. — Cathmor er en Fiende af Kiv ved Fæsten; hans Sjæl er lys som hiin Sol. Men Carbar skal kæmpe med Oscar, skovrige Temoras Fyrster! Hans Ord for Cathol4 vare mange; Carbars Vrede brænder. Han skal falde paa Mojlena: mit Rygte skal opvoxe i Blod.
Trindt straalte deres Ansigter af Fryd. De adsprede sig over Mojlena. Skallernes Fæst beredes. Barders Sange lyde. Vi hørte Glædens Røst paa Kysten: vi tænkte, at mægtige Cathmor kom. Cathmor Fremmedes Ven, rødhaarede Carbars Broder. Deres Sjæle vare ikke de samme. Himlens Lys var i Cathmors Barm. Hans Taarne knejste paa Athas Bredder: syv Veje ledte til hans Borg: syv Kæmper stove paa Vejene og indbode Vandrerne til Fæsten; Men Cathmor boede i Skoven, for ej at høre sin Roes5.
Olla kom med sine Sange. Oscar gik til Carbars Fæst. Tre hundrede Krigere ginge med ham over strømfulde Mojlena. De graae Hunde sprunge over Heden, vidt lyder deres Hylen. Fingal saae den bortdragende Helt: Kongens Sjæl var bedrøvet. Han frygtede Carbars skumle Tanker midt i hans Skallers Fæst.
Højt løfter min Søn Cormacs Spyd: hundrede Barder møde ham med Sange. Med Smiil skjulte Carbar det Mord, som var i hans skumle Sjæl. Fæsten begynder, Skallerne lyde: Glæde opklarer Hærens Aasyn. Men den var liig Solens forsvindende Straale, naar den vil skjule sit røde Hoved i en Tordenskye.
Oscar! sagde rødhaarede Carbar, jeg skuer Inisfals Spyd. Temoras Spyd blinker i din Haand, skovrige Morvens Søn! Det var hundrede Kongers Stolthed, Oldtids Heltes Bane. Giv hid, Ossians Søn, giv det hid til vognbaarne Carbar.
Skal jeg slippe, svarte Oscar, denne Gave af Erins Konge? skjønlokkede Cormacs Gave, da Oscar adspredte hans Fiender! Jeg kom til Cormacs Glædes Haller, da Svaran flyede for Fingal. Glæde steeg i Ynglingens Ansigt; han gav mig Temoras Spyd. Ej gav han det til den svage, o Carbar, ej heller til den fejge i Hjertet. Dit Ansigts Mørke er ingen Storm for mig, ej heller dine Øjne Dødsluer. Ræddes jeg for dit klingrende Skjold? Bæver jeg ved Ollas Sang? Nej Carbar, skræk den fejge; Oscar er en Klippe.
Og vilt du ikke afstaae Spydet? svarte Carbars stigende Stolthed. Ere dine Ord saa djerve, fordi Fingal er nær? Fingal med Oldingslokker fra Morvens hundrede Skove! Han har kæmpet mod svage Mænd. Men han skal forsvinde for Carbar, liig en Taagestøtte for Athas Vinde.
Da svarte Oscar: var han, som kæmped med svage Mænd, nær hos Athas skumle Første: da vilde Athas skumle Første rømme grønne Erin til hans Vrede. Tael ej om den mægtige, o Carbar! men vend dit Glavind mod mig. Vor Styrke er lige; men Fingal er navnkundig — den første blant dødelige.
Kæmperne saae deres vrede Førster. Trindt høres deres sammenstimlende Fjed. Deres Øjne rulle i Ild; halvt blottes tusinde Sværd. Rødhaarede Olla hæver Stridssangen. Bævende Fryd opsteeg i Oscars Sjæl: hans Sjæls sædvanlige Fryd, naar Fingals Stridshorn skralded.
Sort — som Bølgens Svulmen for Storhavets stigende Storme, naar den bøjer sit Hoved mod Klinten — fremrullede Carbars Hær. — Toscars Dotter! hvi denne Taare? End er han ikke falden. Mange vare hans Arms Dødshug, før min Kæmpe faldt! — See! de synke for min Søn, liig Skove i Ørken, naar en vred Aand farer gjennem Natten, og tager deres Hoveder i sin Haand! Morlath segner: Marronnan døer: Conachar gisper i sit Blod. Carbar gyser for Oscars Sværd; og kryber i Mørke bag Stenen. Han løfter sit Spyd i Løndom, og stinger min Oscars Side. Han styrter ned paa sit Skjold: Helten støtter sig paa sit Knæe. Men Spydet er endnu i hans Haand. — See! skumle Carbar falder!
Staalet gjennembored hans Pande, og adskilte i Nakken hans røde Haar. Han laae, liig en nedstyrtet Klippe, som Cromla ryster fra sin skovtakte Side7. — Men aldrig mere skal Oscar opstaae! han støtter sig paa sit hvælvede Skjold. Hans Spyd er i hans forfærdelige Haand: fjernt stode Erins mørke Sønner. Deres Raab opsteeg, liig Stormens Buldren; vide gjenlød Mojlena.
Fingal hørte Larmen; og greb sin Faders Speer. Hans Trin ere foran os paa Heden. Han talte Sorgens Ord. ”Jeg hører Kampens Drøn. Unge Oscar er ene. Stat op, Morvens Sønner; frem til Heltens Sværd”!
Ossian foer over Heden. Fillan sprang over Mojlena. Fingal fremtreen i sin Vælde, og gyseligt er hans funklende Skjold. Erins Sønner saae det i det fjerne; de skjælv i deres Hjerter.
De vidste, at Kongens Vrede steeg: og forudsaae deres Død. Først komme vi, vi strede; men Erins Kæmper modstod vort Anfald. Men da Kongen kom i sit buldrende Løb, hvilken Staalbarm kunde da modstaae? Erin flyede over Mojlena; Død forfulgte deres Flugt.
Vi saae Oscar paa sit Skjold. Vi saae hans Blod paa Jorden. Taushed formørkede hvert Ansigt. Enhver bortvendte sit Øje, og græd. Kongen stræbte at skjule sine Taarer. Hans hvide Skjæg hvinte i Vinden. Han bojed sit Hoved over sin Søn. Hans Ord vare blandede med Sukke.
Og est du falden, Oscar, midt i dit Løb! Oldingens Hjerte banker over dig! Han seer dine tilkommende Krige — de Krige, som skulle komme, skuer han; men de ere afskaarne fra din Hæder. Naar skal Glæde boe i Selma? Naar skal Sorrig forsvinde fra Morven? Mine Sønner falde fra Aar til Aar: Fingal skal være den sidste af sin Slægt. Det Rygte, jeg har vundet, skal svinde. Min Alderdom vil være uden en Ven. Jeg skal sidde — en graae Skye — i min Borg: og aldrig høre en Søns Hjemkomst udi hans klingrende Rustning. — Græder, I Morvens Kæmper! aldrig mere skal Oscar opstaae.
Og de græd, o Fingal; Helten var deres Hjerter kjær. Han udgik til Strid, og Fienderne forsvunde; han drog tilbage med Fred, midt i deres Glæde. Ingen Fader begræd sin Søn, slagen i Ungdom; ingen Broder sin elskede Broder. De døde uden Taarer, for Hærens Første var falden. — Bran hyler ved hans Fod, brune Luath sørger; thi ofte havde han ledt dem til Jagten, til Ørkens springende Raae.
Da Oscar saae sine Venner omkring sig, da hæved Sukke hans Barm.
De graahærdede Kæmpers Hulken, sagde han, mine Hundes Hylen, disse Frembrud af Sorgens Sange have smeltet Oscars Sjæl: min Sjæl, som aldrig tilforn smelted; der var liig min Brynies Staal. — Ossian, før mig til mine Bjerge! oprejs min Navnkundigheds Stene. Læg Hjortens Takker og dette mit Sværd i min snævre Bolig. — Elven kan i kommende Dage bortskylle Jorden, og Jægeren finde Staalet og sige: ”dette har været Oscars Sværd”.
Og falder du, min Æres Søn! og skal jeg aldrig skue dig, Oscar! Naar andre høre om deres Sønner, da skal jeg ikke høre om dig. Mosset voxer paa dine Mindestene; den sørgelige Vind hviner der. Striden skal strides uden ham: han skal ikke jage de mørkbrune Raaer. Naar Krigeren kommer fra Orlog, og taler om fremmede Lande: ”jeg har seet en Grav, vil han sige, ved den fraadende Elv, en Ædlings mørke Bolig; han faldt for Oscar, den første blandt Mennesker”. — Maaskee skal jeg høre hans Røst, og en Glædesstraale vil opstige i min Sjæl.
Natten vilde have nedstegen i Sorg, og Morgnen vendt tilbage i Kummers Skygge; Vore Ædlinge vilde have staaet, liig kolde, dryppende Klipper, og glemt Kampen paa Mojlena, hvis ej Kongen havde dæmpet sin Sorg, og opløftet sin høje Røst.
Hvor længe skulle vi græde paa Mojlena, og udgyde vore Taarer i Ullin? Den vældige vil ikke vende tilbage. Oscar skal ikke opstaae i sin Styrke. De tappre maae falde en Dag, og forglemmes paa deres Bjerge. — Hvor ere vore Fædre, o Krigere, de Oldtidens Kæmper. De ere dalede, som Stjerner, der engang have skinnet; vi høre kun Lyden af deres Roes. Men de vare navnkundige i deres Dage, Oldtids Rædsel. Saa skulle vi henfare, o Kæmper paa vor Bortgangs Dag. Lad os da vinde Roes, mens vi kunne; og efterlade os vort Rygte, liig Solens sidste Straaler, naar den skjuler sit røde Hoved i Vesten.
Ullin! min bedagede Skjald! Tag Kongens Skib. Før Oscar til Harpernes Selma. Lad Morvens Døttre græde. Vi skulle stride i Erin for faldne Cormacs Æt. Mine Dage begynde at mørknes: jeg føler min Arms Svaghed. Mine Fædre nedbøje sig fra deres Skyer for at modtage deres graahærdede Søn. Men før jeg bortgaaer, skal end en Hæderstraale fremskinne; saa skulle mine Dage ende, som mine Aar begyndte, med Ære: Mit Liv skal være en eneste Lysstrøm for Fremtids Barder.
Ullin hejste sine hvide Sejl: Sydvinden kom. Han foer over Bølgen til Selma. — Jeg blev tilbage i min Sorrig; men ingen hørte mine Ord. — Fæsten beredes paa Mojlena: hundrede Helte oprejste Carbars Grav: men ingen Sang kvædes over Kongen, for hans Sjæl havde været mørk og blodig. Barderne mindedes Cormacs Død — hvad kunde de sige til Carbars Priis?
Natten neddaled. Hundrede Ege blusse. Fingal sad under et Træe. Midt iblant os stod gamle Althan; og fortalte om Cormacs Fald. Althan, Conachars Søn, vognbaarne Cuchullins Ven: han boede med Cormac i højen Temora, da Semos Søn stred med ædle Torlath. — Althans Ord vare sorgfulde, og Taaren var i hans Øje.
8Den dalende Soel var guul paa Dora. Blege Aften nærmede sig. Ustadige Vindstød rysted Temoras Skove. Omsider sammendrager en Skye i Vesten og en rød Stjerne blinker bag dens Rand. — Jeg stod i Skoven allene, og saae en Aand i den mørknende Luft. Han strakte sine Trin fra Høj til Høj: hans Skjold var mørkt paa hans Side. Det var Semos Søn: jeg kjendte Krigerens Ansigt. Men han svandt bort i sit Vindpust; og alle var Mulm. — Min Sjæl var bedrøvet. Jeg gik til Skallernes Fæst. Tusinde Lys oplue: hundrede Barder sloge Harpen. I Midten stod Cormac, liig Morgenstjernen, naar den smiler over Østens Bjerg, og Duggen bader dens unge Straaler. — Arthos Sværd var i Kongens Haand; og han saae med Fryd paa dets blinkende Nagler; tre gange forsøgte han at drage det, tre gange svigted hans Arm! hans gule Lokker udspredes over hans Skuldre: hans Ungdomskinder blusse. — Jeg sørgede over denne faure Straale, for snarlig skulde den dale.
Althan, sagde han med et Smiil, har du seet min Fader? Tungt er hans Sværd, vist har hans Arm været stærk. O at jeg var ham liig i Strid, naar hans Vrede steeg! Da vilde jeg, liig Cuchullin, have mødt Cantelas vognbaarne Søn! Men Aar kunne fremskride, o Althan! og min Arm blive stærk. Har du hørt om Semos Søn, højen Temoras Kæmpe? Han kunde været her med sin Roes; for han loved at vende tilbage med Natten. Mine Barder vente ham med Sange; min Fæst er beredt i Temora. Jeg hørte Kongen i Taushed. Mine Taarer begynte at rinde. Jeg skjulte dem med mine hvide Lokker; men han fornam min Kummer.
Conachars Søn! sagde han, er Turas Konge falden? hvi frembrister dit Suk i Løndom? og hvi rinder Taaren? Kommer vognbaarne Torlath, eller rødhaarede Carbar? — De komme; for jeg seer din Kummer. — Turas Konge er falden! — Skal jeg ile til Kamp.9 — Men jeg kan ikke løfte Spydet! — O havde min Arm Cuchullins Styrke, snart vilde Carbar flye; mine Fædres Roes vilde vende tilbage, og Oldtids herlige Daad.
En Stemme høres som af een i Sorrig; det var Oldtids Carril, der kom fra mørke Slimora. Han fortalte om Cuchullins Død, og om hans vældige Daad. Hæren var adspredt omkring hans Grav: deres Vaaben laae paa Jorden. De havde glemt Krigen, for han, deres Ild var ikke mere.
Men hvo, sagde Carril med blideste Røst, komme liig de springende Raaer? Deres Skabning er liig Dalens unge Træer; voxende udi en Regn. Glatte og røde ere deres Kinder; men frygtfrie Sjæle skue frem fra deres Øjne? Hvo uden Usnoths Sønner, Ethas vognbaarne Førster. Trindt rejse Heltene sig liig en halv udslukket Ild, naar Vindene komme pludseligen fra Ørken paa deres susende Vinger. — Da klang Cathbats Skjold. Kæmperne saae Cuchullin i Nathos. Saa rullede hans funklende Øjne, saa var hans Gang paa Heden. Der kæmpes ved Lego: Nathos Sværd sejrer. — Snart skalt du skue ham i dine Borge, skovkrandste Temoras Konning!
Og snart skue jeg Helten! svarte den blaaøjede Konge. Men min Sjæl sørger for Cuchullin; hans Stemme var liflig i mit Øre. Ofte have vi vandret paa Dora, at jage de mørkbrune Raaer: ufejlbar var hans Bue. — Han talte om vældige Mænd. Han talte om mine Fædres Daad; og jeg følte min Fryd. — Men sid du ned ved Fæsten, o Barde! ofte har jeg hørt din Røst. Lad din Sang prise Cuchullin, og denne tappre Fremmede.
Dag opsteeg over Temoras Lunde, med alle Østens Straaler. Trathin kom til Borgen, gamle Gellamos Søn. — Jeg seer, sagde han, en mørk Skye udi Ørken, Inisfals Konge! Først lod det som en Skye, men nu som en Krigerskare. Een triner foran dem i sin Styrke; hans røde Haar flyver i Vinden. Hans Skjold glindser mod Østens Straale. Hans Spyd er i hans Haand.
Indbyd ham til Temoras Fæst, svarte Erins Konge. Min Borg er Fremmedes Huus, ædle Gellamos Søn! — Maaskee er det Ethas Første, kommende i Buldret af sin Roes11. Hild dig mægtige Fremmede, est du af Cormacs Venner? — 12Men Carril! han er mørk og ublid; og han drager sit Sværd. Er dette Usnoths Søn, Oldtids Skjald?
Det er ikke Usnoths Søn sagde Carril, men Athas Første. — Hvi kommer du i dine Vaaben til Temora, Carbar med mørken Pande? — Lad ej dit Sværd hæve sig mod Cormac! Hvorhen vender du din Ilen?
Han foer frem i sin Mørkhed og greb Kongens Haand. — Cormac saae sin Død, og hans Øjnes Vrede flammed. — ”Tilbage du Athas skumle Første: Nathos kommer med Fejde. — Du er dristig i Cormacs Borg, fordi hans Arm er svag”. — Sværdet gik ind i Kongens Side: han faldt i sine Fædres Borg. Hans faure Haar er i Støvet. Trindt ryger hans Blod.
Mine Ord naaede Carbars Øre, han indsluttede os midt i Mørket. Han frygtede for at udstrække sit Sværd mod Barderne, skjønt hans Sjæl var mørk. Længe smægtede vi i Løndom: omsider kom den ædle Cathmor. Han hørte vor Røst fra Hulen; han vendte sit Vredes Øje til Carbar.
Athas Første, sagde han, hvorlænge vilt du martre min Sjæl? Dit Hjerte er som hiin Klippe i Ørken; og dine Tanker skumle. Men du er Cathmors Broder, og han vil føre dine Krige. — Men Cathmors Sjæl er ikke som din, du Kampens svage Arm! Min Sjæls Glands plettes af dine Handlinger: Barderne ville ikke synge til min Roes. De kunne sige: ”Cathmor var tapper, men han stred for skumle Carbar”. De ville gaae over min Grav i Taushed: mit Rygte skal ikke høres. — Carbar! Lad Barderne løs: de ere Fremtidens Sønner. Deres Stemme skal høres i fjerne Dage; naar Temoras Konger ere ikke mere.
Vi udginge ved Heltens Ord. Vi saae ham i sin Vælde. Han var liig din Ungdom, o Fingal, da du første gang løftede Spydet. — Hans Ansigt var som Solens Skive, naar den er klar: intet Mørke vandrede over hans Pande. Men han kom med sine tusinde til Ullin; for at hjelpe rødhaarede Carbar: og nu kommer han for at hævne hans Død, o skovrige Morvens Konge!
Han komme, svarte Fingal; jeg elsker en Fiende som Cathmor. Hans Sjæl er stor, hans Arm er stærk, hans Krige er fulde af Ære. — Men den svage Sjæl er en Dunst, som svæver omkring det sumpige Kjær; den hæver sig aldrig til de grønne Bjerge, at ej Vindene der skulle møde den: dens Opholdssted er i Hulen, den udsender Dødens Piil. — Vore unge Helte, o Krigere, have vore Fædres Navnkundighed. — De stride i Ungdom, de falde: deres Navne ere i Sang. — Fingal er midt i sine mørknende Aar. Han maae ikke falde som en aarrig Eeg, tvert over en afsides Strøm. Nær ved den ere Jægerens Fjed, hvor den ligger under Stormen. ”Hvorlunde er dette Træe falden”? 14Nynnende gaaer han forbi.
Istemmer Glædens Sang, I Morvens Barder! at vore Sjæle kunne glemme det forbigangne. — De røde Stjerner see paa os fra deres Skyer, og dale i Taushed. Snart skal Morgenens blege Straale stige, og vise os Cormacs Fiender. — Fillan, tag Kongens Spyd; gaae til Moras mørkbrune Side. Lad dine Øjne vandre over Heden, liig Ildsluer. Vogt paa Fingals Fiender, og ædle Cathmors Gang. Jeg hører et fjernt Bulder, liig Klippers Nedtumlen i Ørken. — Men slaae du stundom dit Skjold, at de ikke skal komme gjennem Natten, og Morvens Ære svinde. — Jeg begynder at blive allene, min Søn, og jeg frygter for min Navnkundigheds Fald.
Bardernes Stemmer stege. Kongen hvilte paa Trenmors Skjold. — Søvn neddalede over hans Øjne; hans tilstundende Krige fremsteeg i hans Drømme. Trindt om slumrer Hæren. Brunlokkede Fillan bevogtede Fienden. Hans Fjed ere paa et fjernt Bjerg: og stundom høre vi hans rungende Skjold.