Hvo styrter, liig en Mørkheds Strøm, fra de østlige Bjerge? Det er Lathmons Hær. Han hørte at Fingal bortdrog; Til Nordvinden er hans Fortrøstning. Hans Sjæl straaler af Fryd. Hvi kommer du, Lathmon? De vældige ere ikke i Selma. Hvi kommer du med dit fremadbøjede Spyd? Ville Morvens Døttre2 figte? Men stands i dit Løb, o vældige Strøm. Skuer du ikke hine Sejl; Hvi forsvinder du, Lathmon, liig Engens Taage? Men Stormen er efter dig; Fingal forfølger dine Fjed.
Vi glede paa den mørkblaae Bølge; Morvens Konge foer op af sin Slummer. Han udstrakte sin Haand efter Spydet; trindt om opstode hans Helte. Vi vidste at han havde seet sine Fædre; thi ofte nedstege de til hans Drømme, naar Fjendens Sværd hævede sig over Landet, og Kampen var nær.
Hvorhen er du flygtet, o Vind? sagde Morvens Konge. Bruser du i de sydlige Dale, og jager du Skyerne i fremmede Lande? Hvi kommer du ikke til mine Sejl, til mine mørkblaae Bølger? Fjenden er i Morvens Land, og Kongen er ikke der. — Men binde hver Kæmpe sit Brynie, og tage sit Skjold. Udstrækker hvert Spyd over Bølgen; og drager hvert Sværd! — Foran os er Lathmon med sin Hær: han der flyede fra Fingal paa Conas Sletter3. Men han kommer tilbage liig en svulmende Elv, og hans Brusen er blandt vore Bjerge.
Saa vare Fingals Ord. Vi fore ind i Carmonas Viig. Ossian besteeg Bjerget; og slog tre Gange sit buglede Skjold. Morvens Klippe gjenlød; og de hoppende Raaer fremsprunge. Fjenderne fore forfærdede op for mit Aasyn, og samlede deres mørke Hær: thi jeg stod, liig en Skye, paa Bjerget, jublende i min Ungdoms Kraft.
Morni sad under et Træe, ved Strumons brusende Vande: graae er Oldingens Lokker, frembøjet hviler han paa sin Stav. Unge Goel er hos Helten, og hører hans Ungdoms Tiid. Ofre foer han op i sin Sjæls Ild ved Mornis vældige Daad.
Oldingen hørte Klangen af Ossians Skjold: han kjendte Kampens Tegn. Pludselig sprang han op fra sit Sted. Hans hvide Lokker dele sig paa hans Ryg. Han mindes fordums Daad. Min Søn, sagde han til Haarfaure Goel, jeg hører Kampens Lyd. Morvens Konge er kommen tilbage. Gak til Strumons Borg, og bring Morni sine Vaaben. Bring mig de Vaaben min Fader bar i sin Alderdom; thi min Arm begynder at svigte. Tag din Rustning, o Goel, og gak frem til din første Kamp. Din Arm naae dine Fædres Hæder. Som Ørnens Vinge være dit Løb paa Kampens Mark. Hvi skulle du ræddes for Døden, min Søn! De tappre falde med Ære; deres Skjolde bortvende Farens mørke Strøm, og Navnkundighed hviler paa deres hvide Haar. Seer du ikke, o Goel, hvor min Alderdom hædres? Morni gaaer frem, og de unge møde ham med Ærefrygt, de henvende deres Øjne i stille Fryd, til hans Fjed. Men jeg flyede aldrig fra Fare, min Søn! Mit Sværd lynte gjennem Kampens Mulm. Fjenden smeltede for mit Aasyn, og de stærke segnede.
Goel bragte Morni sine Vaaben. Den gamle Kriger klædte sig i Staal. I sin Haand tog han det Spyd, der ofte var bestænkt med de kjækkes Blod. Han gik mod Fingal, hans Søn fulgte hans Fjed. Comhals Søn frydede sig over Helten, da han kom i sin Alderdoms Lokker.
Brusende Strumons Konge! sagde Fingal i sin stigende Fryd; skuer jeg dig i Vaaben, efterat din Kraft er forsvunden? Ofte har Morni skinnet i Kamp, liig Morgensolens Straale, naar den adspreder Bjergets Storme og bringer Fred til de lydnende Marker. Men hvi vilt du ikke hvile i din Alderdom? Din Priis er i Sang. Folket skuer dig, og signer den vældige Mornis Bortgang. Hvi vilt du ikke hvile i din Alderdom? Vel skulle Fjenderne svinde for Fingal.
Comhals Søn, svarde Helten. Min Arms Styrke er forsvunden. Jeg forsøger at drage min Ungdoms Sværd; men det bliver i Balgen. Jeg kaster Spydet; men det rækker ikke Maalet, og jeg føler mit Skjolds Tyngde. Vi henvisne liig Bjergets Blomster, og vor Kraft kommer aldrig tilbage. Jeg haver en Søn, o Fingal, hans Sjæl har frydet sig ved Mornis Ungdoms Daad; men hans Hæder er ikke begyndt. Jeg kommer med ham til Striid, at styre hans Arm. Hans Roes vil være som Solen for min Sjæl i min Henfarts mørke Time. O at Mornis Navn var forglemt iblandt Folket! at Heltene kun ville sige: seer Goels Fader4!
Strumons Konge, svarede Fingal, Goel skal hæve Sværdet i Striid. Men han skal hæve det for Fingal. Min Arm skal forsvare hans Ungdom. Du, o Morni, hvile i Selmas Borg og høre vor Roes. Lad Harpen klinge, og Skjalden hæve sin Røst, at de som falde kunne fryde sig, og Mornis Sjæl skinne af Glæde. — Ossian, du har kæmpet i Striid: Fjenders Blod er paa dit Spyd; dit Løb være med5 Goel i Kampen; men viger ikke fra Fingals Side; at ej Fjenden skal finde eder allene, og eders Ære pludselig henvisne.
Jeg saae Goel i sin Rustning, og min Sjel blandedes med hans; thi Kampens Ild var i hans Øjne! Han saae til Fjenden med Fryd. I Løndom talte vi Venskabs Ord, og vore Sværdes Lynild sammenstrømmede; for vi drog dem bag Skoven, og forsøgte vore Armes Styrke paa den tomme Luft.
Nat kom ned over Morven. Fingal sad ved Eegens Flamme; Morni ved hans Side med alle sine graae bølgende Lokker. Deres Samtale er om henfarne Tider og deres Fædres Daad. Tre Barder slaae Harpen, og Ullin var nær med sin Sang. Han sang om den vældige Comhal, men Mørke udbreder sig over Mornis Pande6. Han rullede sit røde Øje paa Ullin; og Skjaldens Sang ophørte. Fingal gav Agt paa den bedagede Helt, og talte blidelig.
Strumons Konge, hvi dette Mørke? Lad os glemme de forbigangne Dage. Vore Fædre strede mod hverandre; men vi mødes ved Festen. Vi vende vore Glavind mod Fjenderne og de smelte for os paa Sletten. Lad os glemme vore Fædres Dage, Strumons Konge!
Fingal — svarede Helten — jeg mindes din Fader med Fryd. Han var skrækkelig i Kampen; Kongens Vrede var dødbringende. Mine Øjne vare fulde af Taarer da Heltenes Konge faldt. De tappre falde, o Fingal, og de svage blive tilbage paa Bjergene. Hvor mange Ædlinge have faret heden i Mornis Dage! Dog skyede jeg ikke Kampen; ej heller flyede jeg fra de kjækkes Striid.
Nu hvile Fingals Venner; thi Nat er trindt om os; at de kunne opstaae med Kraft, til Kamp mod vognbaarne Lathmon. Jeg hører Buldret i hans Lejr, liig Torden paa fjerne Hede. Ossian! og haarfagre Goel! I ere hurtige i Løbet. Tager vare paa Fingals Fjender fra hiint skovgroede Bjerg. Men kommer dem ej nær, eders Fædres Sværd ere langt borte. Lad ikke eders Ære paa eengang tabes, Ungdoms Tapperhed kan svigte.
Frydfulde hørte vi Kongens Ord, og fremginge i vore raslende Vaaben. Vore Trin ere paa det skovgroede Bjerg. Himlen brænder med alle sine Stjerner. Dødens Luer flyve over Sletten. Den fjerne Fjendes Larm naaede vore Øren. Da var det Goel talte i sin Djervhed; halvt blottede han Sværdet.
Søn af Fingal — sagde han — hvi brænder Goels Sjæl? Højt banker mit Hjerte: min Haand skjælver paa mit Sværd, og vaklende ere mine Skridt. Naar jeg seer til Fjenden, da lysner min Sjæl foran mig, og jeg skuer deres slumrende Hær. Skjælve de kjækkes Hjerter slaa i Spydkampen7? — Hvor ville Mornis Sjæl hæve sig, om vi nu fore ind paa Fjenden! Vort Rygte ville voxe i Sang; og vore Fjed ville være hæderfulde i de tappres Øjne.
Søn af Morni — svarede jeg — min Sjæl forlystes ved Kamp. Jeg fryder mig ved at skinne ene i Striid, og at give mit Navn til Barderne. Men om Fjenden skulle sejre; skal jeg skue Kongens Øjne? De ere rædsomme i hans Fortørnelse, og liig Dødens Luer. — Men jeg vil ikke skue dem i hans Vrede. Ossian skal sejre eller falde. Men vil de overvundnes Ære stige? De forsvinde som en Skygge. — Dog Ossians Ære skal stige. Hans Daad skal være som hans Fædres. — Lad os styrte frem i vore Vaaben; Mornis Søn, lad os fremstyrte til Striid. Goel! om du kommer tilbage, da gak til Selmas høje Vold. Siig Everallin8, at jeg faldt med Ære; bring dette Sværd til Brannos Dotter. Lad hende give det til Oscar, naar hans Ungdoms Aar monne fremrinde.
Søn af Fingal — svarte Goel med et Suk — skal jeg vende tilbage efter Ossians Fald? — Hvad vilde min Fader sige, og Fingal, Heltes Konge? De fejge ville opløfte deres Øjne og sige: ”See den vældige Goel, som forlod sin Ven i sit Blod”! I skulle see mig, I fejge; men ikkun midt i min Hæders Glands. Ossian! Af min Fader har jeg hørt Heltes herlige Daad; deres Daad, naar de vare ene i Striid; thi Sjælen voxer i Fare.
Søn af Morni — svarte jeg, og treen foran ham paa Heden — Vore Fædre skulle prise vort Mod, i det de sørge over vort Fald. En Glædesstraale skal fremskinne i deres Hjerter, mens deres Øjne ere fulde af Taarer. De ville sige: ”vore Sønner falde ikke som Markens Græs, før de have udbredt Død omkring sig”. Men hvi skulle vi tænke paa det snævre Huus? Sværdet beskytter de tappre. Men Døden forfølger de fejges Flugt, og deres Roes skal aldrig høres.
Vi ilte gjennem Nat; og kom til en brusende Elv, der snoede sit Løb omkring Fjenden, gjennem Træer som gjenløde af dens Buldren. Vi kom til Elvens Bred, og saae den slumrende Hær. Deres Ild var udslukt paa Sletten. Langt borte hørte vi deres Spejderes eensomme Trin. Jeg udstrakte for mig mit Spyd, at understøtte mit Spring over Elven. Men Goel greb min Haand, og talte de kjækkes Ord.
Skal Fingals Søn overfalde en sovnde Fjende? Skal han komme som en Hvirvelvind om Natten, naar den lønlig omkaster de unge Træer? Saa vandt ej Fingal sin Roes, og Navnkundighed hviler ej over Mornis hvide Haar for Handlinger som disse. Slaae, Ossian, slaae Kampens Skjold! og lad deres tusinde opstaae. Lad dem møde Goel i hans første Striid, at han kan forsøge sin Arms Styrke.
Min Sjæl jublede over Krigeren, og mine frembristende Taarer randt. Og Fjenderne skal møde Goel — sagde jeg — hans Ære skal stige. Men far ikke for langt, min Helt: lad dit Staals Glimten være nær ved Ossian. Lad vore Hænder foreene sig i Dræbning. Goel! seer du ikke hiin Klippe? Blegt skinner dens Side i Stjerners Glands. Om Fjenden skulle sejre, da være vore Rygge mod Klippen. De skulle ræddes for at nærme sig vore Spær, thi Død er i vore Hænder.
Tre gange slog jeg mit rungende Skjold. De forfærdede Fjender rejste sig. Vi foer frem i vor klingrende Rustning. Deres Skarer flye i buldrende Løb over Heden: thi de tænkte den mægtige Fingal kom; og deres Armes Kraft henvisnede. Deres Flugt var som Luers Bragen, naar de fare gjennem de skaldede Skove.
Da var det at Goels Spyd fløj i sin Styrke: da var det hans Glavind hvirvled. Colmor faldt, og Leth hiin stærk. Dunthormo væltede sig i sit Blod. Staalet foer gjennem Crothas Side, i det han rejste sig, bøjet over sit Spyd; den sorte Strøm sprudlede af Saaret og sydede paa den halvslukte Eeg. Cathmin saae Heltens Løb efter sig og steeg op i et visnet Træe; men Spydet gjennemborer hans Ryg. Hvinende, gispende faldt han: Mos og visnede Grene forfølge hans Fald, og bestrøe Goels blanke Rustning.
Saa var din Daad, du Mornis Søn, i din første Kamp. Ej heller slumred Sværdet ved din Side, du den sidste af Fingals Æt! Ossian foer frem i sin Styrke, og Hærene faldt for ham, som Græsset for Drengens Stav, naar han nynnende iler hen over Marken, og pidsker Tidselens hvide Skjæg. Men sorgløs vandrer han fort, hans Gang er mod Ørken.
Graae steeg Morgnen om os, de bugtende Bække glimre gjennem Heden. Fjenden samlede sig paa Bjerget; og Lathmons Vrede steeg. Han rullede sine røde harmfulde Øjne: han er taus i sin svulmende Smerte. Ofte slog han det hvælvede Skjold; hans Fjed vare hid og did paa Heden. Jeg saae Heltens fjerne Mørke, og talte til Mornis Søn.
Strumons vognbaarne Første9. Seer du Fjenden? De samle sig paa Bjerget i deres Vrede. Lad vort Løb være mod Kongen10. Han skal opstaae i sin Vælde, og Lathmons Hær forsvinde. Vor Hæder er trindt om os, o Kriger, Gubbernes11 Øjne ville fryde sig. Men lad os flye, Mornis Søn; Lathmon nedstiger fra Bjerget.
Da lad vor Gang være langsom — svarte haarfagre Goel; at Fjenden ej siger med et Smiil: ”See Nattens Kæmper! De ere, som Aander, skrækkelige i Mørket; men de bortsmelte for Østens Straale”. Ossian! Tag Gormars Skjold, som faldt under dit Spær, at de bedagede Helte kunne fryde sig, naar de see deres Sønners Daad.
Saa vare vore Ord paa Sletten, da Sulmath kom til vognbaarne Lathmon: Sulmath Duthas Første ved Duvrannas mørkrullende Elv. Hvi styrter du ikke frem, Søn af Nuath? Hvi nedstiger du ikke med din Hær, førend Kæmperne flye? Deres blaae Rustning blinker i Morgenens Skin, og deres Trin ere foran os paa Heden.
Svagheds Søn — sagde Lathmon — skal min Hær nedstige? De ere kun to, og skal da tusinde løfte Staalet? Nuath vilde græmme sig i sin Borg over sin Æres Død. Hans Øjne vilde bortvende sig fra Lathmon, naar mine Fodtrin nærmede sig. Gak du til Heltene, Duthas Første; thi jeg skuer Ossians statelige Fjed. Hans Navnkundighed er mit Glavind værdig; han fegte med Lathmon!
Den gjæve Sulmath kom. Jeg jublede ved Kongens Ord. Jeg løftede Skjoldet paa min Arm; og Goel satte Mornis Sværd i min Haand. Vi gik tilbage til den brusende Elv; Lathmon kom i sin Styrke. Efter ham rulled, liig Skyer, hans mørke Hær. Men straalende i sin Rustning var Nuaths Søn.
Fingals Søn, sagde Helten, dit Rygte har voxet paa vort Fald. Hvor mange ligge der af mine Kæmper fældede ved din Haand, du Mændenes Konge! Hæv nu dit Spyd mod Lathmon, og nedlæg Luaths Søn. Læg ham blandt sit Folk, eller du selv skal falde. Aldrig skal det siges i min Borg, at mine Stridsmænd faldt for mit Aasyn; at de faldt for Lathmons Aasyn, mens hans Glavind hvilte ved hans Side: Cuthas12 blaae Øjne vilde rulle i Taarer, og hendes Fjed vilde være eensomme i Dunlathmons Dale.
Ej heller skal det siges — svarte jeg — at Fingals Søn flyede. Vare hans Fjed indhyllede i Mørkhed, dog ville ej Ossian flye; hans Sjæl vilde møde ham og sige, ”skrække Fjenderne Selmas Skjald”? Nej han frygter ikke Fjenden. Hans Fryd er i Kampens Midte.
Lathmon kastede sit Spyd, og gjennemborede Ossians Skjold. Jeg følte det kolde Staal ved min Side; og uddrog Mornis Sværd: jeg hug Spydet i to; den blanke Od faldt funklende til Jorden. Nuaths Søn brændte af Vrede, og hæved højt sit brede Skjold. Hans mørke Øjne rullede over Skjoldet; da han fremstrakte det luende, liig en Kobberport. Men Ossians Spær gjennembored dets Naglers Glands, og sank i et Træe bag Lathmon. Skjoldet hang paa den rystende Landse; dog ilte Lathmon frem. Goel forudsaae Heltens Fald, og udstrakte sit Skjold for mit Sværd, da det nedfoer i en Lysstrøm over Dunlathmons Konge.
Lathmon skuede Mornis Søn, og Taaren styrtede fra hans Øje. Han kastede sine Fædres Sværd til Jorden, og talte de kjækkes Ord.
Hvi skulde Lathmom kæmpe mod de første blandt dødelige? Eders Sjæle ere Straaler fra Himlen; eders Glavind Dødens Luer. Hvo kan naae de Heltes Roes, hvis Daad er saa stor i Ungdom! O at I vare i Nuaths Borge, i Lathmons grønne Bolig! Da ville min Fader sige, at hans Søn ej bukked under for de svage. Men hvo kommer, som en vældig Strøm, hen over den dundrende Hede? Foran ham bæve Højene, og tusinde Aander svæve paa hans Vaabens Straaler; deres Aander, som skulle falde ved Morvens Konges Arm13. Lykkelig est du, o Fingal, dine Sønner skal vinde dine Krige; de gaae frem for dig; og de vende tilbage ad Ærens Vej.
Fingal kom i sin Mildhed, lønlig jublende over sin Søns Daad. Mornis Ansigt straalte af Fryd, og hans bedagede Øjne skuede mat gjennem Glædes Taarer. Vi kom til Selmas Borge, og sadde ned til Skallers Fest. Sangens Kvinder fremginge; blandt dem den blidtrødmende Everallin. Hendes sorte Haar bølger om hendes sneehvide Hals, lønlig dvælte hende Øje paa Ossian; hun rørte den liflige Harpe, og vi signede Brannos Dotter.
Fingal rejste sig fra sit Sæde, og talte til Dunlathmons stridvante Konge. Trenmors Sværd skjælv ved hans Side i det han opløftede sin stærke Arm. Nuaths Søn — sagde han — hvi søger du Roes i Morven? Vi ere ikke af de fejges Æt; ej heller blinke vore Sværd over de svage. Naar droge vi under Vaabenbrag til Dunlathmon? Fingal forlystes ikke ved Striid, skjøndt hans Arm er stærk. Mit Rygte voxer paa de hoffærdiges Fald. Mit Staals Lyn rammer de stolte. Kampen kommer, og de kjækkes Grave stige; mine Heltes Grave fremstige! O mine Fædre! og engang skal jeg allene være igjen. Men hædret vil jeg være tilbage, og min Sjæls Henfart skal være een eneste Lysstrøm. Lathmon! Gak tilbage til din Borg14. Vend dit Glavind mod andre Lande, Morvens Slægt er navnkundig, og deres Fjender ere de ulyksaliges Sønner.