Steen Steensen Blicher (1782–1848)

Hveden er Aaarenes Strøm? hvorhen monne de bortrinde? Hvor have de skjult i Mulm deres mangefarvede Sider? Jeg skuer i Oldtiden ind, men den er dunkel for Ossians Øjne, liig Gjenskin af Maanens Straaler fjernt paa den natlige Søe. — Hist flammer Krigens røde Luer. — Her boer i Taushed en kraftløs Slægt¹. De udmærke ingen Aar med deres Daad, i det de langsomt glide forbi. — Du Skjoldenes Grande, som vækker den slumrende Sjæl, stig ned fra din Væg, o Conas Harpe, med dine Stemmer tre! med den, som gjenbringer den henfarne Tid. Oldtids-Skygger skalt du fremkalde, udi deres egne mørkbrune Aar!

        Uthorno! Stormbjerg! Jeg skuer min Æt paa din Side. Fingal hælder i Natten over Duthmarunos Grav. Nær hos ham ere hans Kæmpers Fjed. Ved Turthors Elv er Lochlins Hær dybt udi Skygger. De forbittrede Konger stode paa to Høje; de stirrede frem fra deres trinde Skjolde. De betragtede Nattens Stjerner, rødt tindrende i Vesten. Fra Himlen nedbøjer Cruthloda sig, liig et uformet Nordlys mellem Skyer. Han udsender Vindene, og mærker dem med sine Tegn. Starno forudsaae, at Morvens Konge aldrig skulde overvindes i Strid². Tvende Gange slog han Træet i Vrede. Han gik frem for sin Søn. Han brummede sin Vredes Sang, og hørte Vinden i sine Lokker. Bortvendte fra hverandre stode de, liig tvende Eege, som modsatte Vinde have bøjet; hver hænger over sin egen raslende Bæk, og ryster sine Grene i Stormenes Løb.

        Annir — sagde Starno — var en fortærende Ild. Død lynte fra hans Øjne ud over de kæmpende Marker. Hans Fryd var i Mandefald. For ham var Blod en Sommerstrøm, der bringer Glæde til de visnede Dale, fra dens eget mostækte Fjeld. — Han drog til Luthcormos Søe, at møde ranke Cormantrunar, flodrige Urlors Konge, Stridsbuldrets Indvaaner.

        Urlors Herre havde gjæstet Gormal i sin mørkbrystede Snekke; han saae Annirs Dotter, hvidarmede Foinar-bragal. Han saae hende; ej heller hvilte urørt hendes Øje paa Stormbølgernes Rytter. Hun flyede til hans Skib i Mørket, liig en Straale fra Maanen gjennem den natlige Dal.

        Annir forfulgte dem over Dybet; han kaldte Himmelens Vinde. — Ikke var Kongen allene; Starno var ved hans Side. Liig Uthornos unge Ørn, fæstede jeg mine Øjne paa min Fader.

        Vi kom til brusende Urlor. Med sin Hær kom ranke Cormantrunar. Vi strede; men Fjenden sejrede. I sin Harme stod Annir, og rullede sine røde Øjne. Han kappede de unge Træer med sit Sværd. Jeg gav Agt paa Kongens Sjæl, og sneeg mig tilbage i Natten. — Fra Valpladsen³ tog jeg en kløvet Hjelm: et Skjold gjennemstunget af Staal; stumpoddet var Spydet i min Haand. Jeg søgte Fjenden.

        Paa sin Klippe sad ranke Cormantrunar, ved den brændende Eeg; og nær hos under et Træe sad dybbarmede Foinar-Bragal. Jeg nedkastede for dem mit gjennemborede Skjold, og talte Fredens Ord. — ”Ved hiint buldrende Hav ligger Annir. Kongen er dræbt i Slaget; og Starno vil nu oprejse hans Grav. Mig, en Lodas Søn, skikker han til hvidarmede Foinarbragal, at bede hende sende en Lok af sit Haar, til at hvile hos hendes Fader i Jorden. — Og du brusende Urlors Konning! Lad Kampen ophøre, indtil Annir har modtaget Bægret af grumøjede Cruthloda”.

        Bristende i Taarer stod hun op, og rev en Lok af sit Haar; en Lok, som flaggrede i Vinden ned over hendes bølgende Bryst. Cormantrunar rakte mig Bægret, og bød mig være glad for hans Aasyn. — Jeg hvilte i Nattens Skygge! og skjulte mit Ansigt dybt i min Hjelm. — Søvn sank ned over Fjenderne. Jeg stod op, liig et omvankende Gjenfærd. Jeg gjennemstak Cormantrunars Side. Foinarbragal væltede sin hvide Barm i Blod. Hvi da, Kongedotter, opvakte du min Vrede? — Morgen fremsteeg. Som en forsvunden Taage var Fjenden flyet. Annir slog sit buglede Skjold. Han kaldte sin sortlokkede Søn. Jeg kom, med Blodstrimer bestænket. Tregange opløftede Kongen sit Glædesskriig, liig Vindstød, der frembriste fra den natlige Skye. — Tre Dage jublede vi over de døde, og nedkaldte Himmelens Ravne. De kom fra alle deres Vinde, at mætte sig paa Annirs Fjender. — Swaran! — Fingal er ene paa sit natlige Bjerg. Lad dit Spyd ramme Kongen i Løndom; som Annir, min Sjæl skal fryde sig.

        Annirs Søn! Swaran skal ikke slaae i Skygger. Jeg gaaer frem i Lys; Ravnene komme farende fra alle deres Vinde. De ere vante at spore mit Løb; det er blodbestænkt gjennem Kamp.

        Brændende steeg Kongens Vrede. Tre Gange hævede han det blinkende Spyd. Men gøs og sparte sin Søn; han foer ind i Mørket. — Ved Turthors Elv er en Hule mørk, Conbancarglas eensomme Bolig. Der nedlagde han Kongers Hjelm, og raabte paa Lulans Møe; men hun var langt borte i Lodas dundrende Hald.

        I sin svulmende Vrede stalkede han didhen hvor Fingal afsides laae. Kongen hvilte paa sit Skjold, paa sin eenlige Høj. — Vildorners barske Jæger! Ingen svag Pige ligger her for dig; ingen Dreng paa sit Bregneleje, ved Turthors raslende Elv. Her er den vældiges Seng, hvorfra han opstaaer til blodig Daad. — Vildornejæger! Væk ej den forfærdelige!

        Brummende nærmede Starno sig. Fingal opfoer i Vaaben. ”Hvo er du Nattens Søn”? Taus kastede han Spydet. De mødtes i den skumle Kamp; kløvet faldt Starnos Skjold. — Han bindes til en Eeg. Den tidlige Straale lyste. Da saae Fingal Gormals Konge. En Stund rullede han sine tause Øjne. Han tænkte paa fordums Dage, da hvidbarmede Agandecca fremsvæved liig Harpens Bølgende Toner. Han løste Remmen fra hans Hænder. — Annirs Søn, sagde han, Gak bort! Gak til Gormal, Skallersborg. En Straale, som var dalet, vender tilbage; Jeg mindes din hvidbarmede Dotter. — Skrækkelige Konge, bort! — Gaae til din forstyrrede Bolig, du den elskeliges skumle Fjende! — Vandreren skye dig, du grumme i din Borg!