Hræsvælgur ryster sin Vinge, Nordvinden bruse;
I Dybet tumle sig Hlers grønlokkede Møer.
Matglimtende Stjerner see ned gjennem Skyernes Rivter;
Bleg svømmer Maanen i Taagens bølgende Hav.
Nu er Svartalfernes Tid, i Mørket de pusle;
I Midnatsskygger de sysle paa slumrende Jord.
Fylgier færdes om Søvnens Børn med truende Varsler;
Volverne ride ad Mulmets usynlige Vej,
Paa Isefjords Bølger sig vugger bredbrystede Drage,
Og stræber forgjæves fra Solunds skovrige Land.
Paa gyngende Stavn sidder Habor — sorgfulde Yngling!
Hans Øje stirrer tilbage mod Signelils Kyst:
Da vækker en Tanke hans Sjæl, liig et Lyn udi Mørket,
Der glimtende snor sig hen gjennem Midnattens Skye
Hans Hjerte slaaer højt mod hans Bryst, fra Snekken han springer,
I vippende Baad han skjærer Skumbølgernes Ryg.
Snart staaer han ved Signes Buur udi Bøgenes Skygge,
Og hører med skjælvende Glæde den Elskedes Røst:
"Hvor langt monne være til Vingolf, sorgløse Bolig?
"Hvor over Skyen er Friggas straalende Hald?
"Paa Østens Bjerge, hvor Morgendæmringen gløder?
"Bag Solens Leje, bag Aftenens flammende Hav?
"Seer du den, Nattens blege Søn! paa din Lysvej?
"Staaer den højt oppe i Stjerners tindrende Mark?
"Og est du nu der, o Alvilde! rinder din Taare
"Nu aldrig for Højens Indvaaner din elskede Alf?
"Er der da Lise for Sorgen? Kan Hjertet vel glemme
"Sit Haab hernede i Smertens urolige Land?
"Skal Elskov med Livet forgaae, o Kjerligheds Moder!
"Saa lade du Signe da snarlig forglemme sin Ven!
Da raaber Helten: "Signe! dig glemmer ej Habor,
"Før Jorden drukner i Fimbulvinternes Snee.
"Skal Valhals Søn forglemme sin Lyst udi Livet,
"Skal Kjerligheds Lue udslukkes i Ydrasils Lye:
"Hellere da ved dit Bord, blaalæbede Hela!
"I Hungerens Bolig, i gustne Misundelses Huus,
Brat bøjer Signe sig ud fra sit Vindue, liig Maanen,
Der seer gjennem Skyen ned over Skyggernes Mark.
"Hvor est du, o elskede Stemme fra gladere Dage?
"Est du den samme, som raabte i Kjerligheds Dal:
"Signe! elsker du Habor? da varst du blidsom og venlig,
"En Sommerluftning paa solbestraalede Bjerg.
"Nu est du traurig, et Tordendrøn udi Natten,
"En Vinterstorm, der knuser den sørgende Blomst.
Tungt sukker Habor; han triner ud af sin Skygge
"Ej skal min Stemme dig knuse, du sørgende Blomst!
"Vel er den traurig, for Døden venter mig Signe!
"Min Sol har straalet, min Fryd er hos henfarne Aar.
"Stormen har braust over Elskovs Dal, mine Brødre
"Sove hos dine, min Elskte! paa Heltenes Seng,
"Vi ere ene tilbage — to Blomster i Ørken,
"Skybruddet har levnet paa Ødelæggelsens Dag.
Signe løfter sit Ansigt op mellem flyvende Lokker;
To Taarer rinde ned over den Yndiges Barm.
Hendes Øjne funkle — to blegt omtaagede Stjerner,
Der ryste Duggen ned over Midsommerens Eng.
"Og ene falde vi da — vi tvende tilsammen!
"Een Dag skal samle os begge i sorgløse Huus;
"Ej længe skal Signes Øje græde dig Habor!
"Kun stakket er Vejen til Dødens ukjendte Land.
"Hvorfor, min Kæmpe! hvorfor da bedrøves du Habor?
"Skal Helten ræddes for Søvnens venlige Nat?
"Frejdig min Ven! denne hylende Stormnat er vores;
"Denne Time er din ved Signes trofaste Bryst.
Bjergkongen smiler gjennem rindende Taarer;
Han løfter sit Hoved fra Pigens bankende Barm:
Med kjælende Haand han deler de bølgende Lokker,
Paa Pigens blussende Aasyn dvæler hans Blik:
"Hvad om nu Skjoldungen kom, de myrdedes Fader,
"Hvad om han kom nu med Sværdet i hævnende Haand?
"Stinged’ mit Bryst i din Arm — hvad vilde du gjøre,
"Naar Habor lagde sin blegnende Kind i dit Skjød?
"Kjært er det flygtige Liv; sødt er det at aande
"I Solens Marker, i Lysets smilende Land;
"Men mørk og uvenlig er Gravens rædsomme Skygge,
"Og kold og stille er Dødens eensomme Seng.
"Der skinner ingen Sol, og ingen Maane om Natten,
"Glemt i sit Mørke er Højens sovende Søn.
"O Sigurds Datter! hvad vil du kjæreste gjøre,
"Naar kold og stille jeg slumrer i frydløse Grav?
Brat svarer Skjoldungens Datter; "med dig o min Elskte!
"Din Brud skal følge til Skyggernes fremmede Land.
"Du est mit Lys, min Sjæls oplivende Straale;
"Naar du skal blegne, du Signes eneste Ven!
"Da fryder mig ingen Sol, og ingen Maane om Natten,
"Men stillen Slummer paa Dødens ensomme Seng.
Og nær er Døden — Hildiger kommer i Mørket,
Og hører de elskendes Tale med knurrende Kval.
Han iler til Lejre, han staaer paa rungende Porte;
Hans vilde Raab gjenlyder i natlige Borg:
"Op nu du Fader til Alf og Sivald og Alger!
"Op nu du barnløse Konge til blodige Hævn!
"Bjergdrottens Søn, Skjoldungers grusomme Bane,
"I Kvindeburet han ligger, i Signelils Favn.
"Drag nu dit rustede Sværd, du sørgende Gubbe!
"Til Kamp og til Hævn nu, Solundas mægtige Drot!
"Tænk paa din Ungdoms Roes, du Hjelmenes Knuser!
"Paa fordums Hæder, du Sejrer i tusinde Slag!
"Tænk paa din myrdede Slægt, du Bølgernes Herre!
"Ud nu til Striden den sidste, du Valfaders Søn!
Som Stormen af Heimdals Aande ved Himmelens Porte
Gjennem Gjallarhornet skal vække Gudernes Hær,
Naar Surtur kommer i Sydsols flammende Luer,
At kæmpe mod Valhallas Sønner paa Vigrids Mark:
Saa vækker Hildigers Stemme de sovende Kæmper;
Hver springer fra Lejet, og klæder sig flux udi Staal,
Højt raaber Sigurd — ej sover Einheriernes Fader,
Han løfter sit Hoved fra sorgbetyngede Bryst —
"Hvorfor minder du Sarens Søn! om Fortidens Sejre,
"Om Sigurds Roes paa Kæmpers blodige Mark?
"Tal ej om Kamp, du Fejge! til Bølgernes Konge,
"Du som forlod mine Sønner paa Farernes Dag.
"Men I mine Klipper i Krigens brusende Bølger,
Op Lejres Kæmper, og hævner min myrdede Slægt!
Vidt gaber Lejres Port; ud vælter Krigernes Skare
Buldrende, blinkende hen imod Signelils Buur:
Som en Vinterelv indsluttet i Fjeldenes Kløfter
Svulmende bryder sin skjøre Dæmning af Iis;
Dundrende, glimtende hen under Midnattens Maane,
Den ruller Fordærvelse ned over sorgløse Dal.
Men tæt nu om Kjerligheds Huus staae Kæmpernes Fader,
Og Spydenes bølgende Hækker i blinkende Kreds;
Og Sværdslag paa rungende Skjolde udæske til Kampen,
Til Kampen og Døden Fjeldkonningens mægtige Søn
Da blegner Skjoldungens Datter; hun skjuler sit Ansigt
Ved Habors Bryst, hun trykker ham fast i sin Favn:
Mildt siger Helten: "Valkyrie! styrk mig til Striden!
"Din Ven, min Elskte! er ene i tusindes Kreds.
"Hører du Raabet af Habors tusinde Fjender?
"Skal jeg da værgeløs falde ved Signelils Barm?
"Skjælv ej, o Pige! for sød er Døden i Sværddands,
"Og stakket er Stormen, der slukker Hjerternes Ild.
"Kys mig, min Brud! lad Habor falde med Ære!
"Nu kalder Døden — Farvel du mit sødeste Liv!
Som en Bjørn udi Hjem, omringet af Jægernes Skare,
Samler sin Styrke, og springer i Pileregnen ud:
Saa springer Helten med Sværdet i hævede Hænder,
Og møder Hoben i Burets bristende Dør;
Haardt hamrer Sværdet, haardt trænger indvæltende Skare;
Hvert Hug nedstyrter en Kriger paa blodige Gulv.
Tæt falde Solundas Sønner, — Kæmpe ved Kæmpe,
Som Bølge paa Bølge ved Klippens udstrakte Fod;
Som Bølger paa Bølger fremrulle i talløse Rækker,
Saa storme Kæmpere frem paa de faldendes Sted.
Fremmerst staaer Hildiger nu — Forfærdelse griber
Den fejges Hjerte, han flygter fra Bjergkongens Sværd;
Men Sværdet følger hans Flugt; det tvinger hans Nakke:
Baglænds han styrter paa Dyngen af blodige Liig.
Da triner Skjoldungen frem — graahærdede Kæmpe —
Højt stander Kongen foran den vaklende Hob.
Habor sænker sit Sværd: "tilbage — han raaber —
"Du Lejres Konning! hvi skal jeg løfte min Arm
"Mod Signes Fader? Du Gubbe med Lokkerne hvide!
"Lad yngre Kæmper fremgange mod Fjelddrottens Søn!
Men pludselig stimle om Habor de trindt indbrydende Skarer,
Og ned mellem Skjolde de trykke den faldende Helt.
Med stærke Remmer de binde hans senede Arme;
Værgeløs ligger han midt i den jublende Kreds.
Dog engang endnu opvaagner hans Styrke i løsrevne
Fra sprængende Hænder nedfalde de bristende Baand;
Trindt om sig kaster han Hoben af tumlende Kæmper,
De trine fra Helten vidt over det bævende Gulv:
Som Løve, naar højt under Bjerget i mørkrøde Kvælder
Han slider sin Lænke, og vælter den uhyre Krop,
Da raver Bjerget, det løfter sin vaklende Isse,
Og trindt fra sin Side nedryster søndersprængede Skov.
Men Habor er ene; tæt trænger den fnysende Klynge;
Han synker atter ned under Skjoldenes Vægt.
Da raaber Bælvise højt: "Jeg kjender en Lænke,
"Der fastere holder end Remmer og stærkeste Bast.
"Et Kvindehaar kan binde den vildeste Kæmpe:
"I Pigelokker vi binde den rasende Klo.
Og flux han skjærer en Lok fra Signes snehvide Nakke;
Om Habors Hænder han slynger det mægtige Baand.
Da lammes Ynglingens Arm, slukt er hans flammende Vrede;
Spag ligger Kæmpen, brudt er den Vældiges Kraft.
Bælvise kommer — den beste blandt Skjoldungens Venner,
En Straale fra Himlen at binde den brølende Storm.
Viist er hans Raad, til Fred er stedse hans Stemme;
Tit har han dæmpet Bersærkers brændende Harm.
Mildt er hans Aasyn imellem snehvide Lokker;
Taus lytter Hoben til Oldingens venlige Røst:
"Hvorfor, o Konge! skal Hævnen evigen brænde?
Hvi skal dit Hjerte da stedse forlystes i Blod?
"Skal Hadet rase, og Sværdet slaae uden Ende,
"Til du, o Herre! est ene af hele din Slægt?
"Tilsammen faldt dine Sønner trende; skal Døden
"Og knuse hende, som ligger nu bleg ved din Fod?
"Ædel og stærk er den Helt, som tusinde bunde,
"Og værdig at løfte Skjoldungens synkende Spær:
"Giv ham din Datter! da skal din visnende Stamme
"Grennes paa nye, og voxe, o Drot! paa din Grav,
Blidt straaler Skjoldungens Aasyn, han skuer sin Datter,
Hans Taarer briste, han rækker Habor sin Haand.
Nu si’er hin onde Belvise: "Saa glem dine Sønner!
"Sæt deres Bane paa Lejrekonningens Stool!
"Ræk ham din Haand, giv ham din elskede Signe,
"Der slog din Alf paa Brødrenes dampende Liig!
"Lad Daunens Fjende kun bære dit sejrrige Glavind,
"Og spotte dig Gubbe! du Dans svaghjertede Søn!
"Som en Skye fremhvirvlet af Stormen spreder sin Skygge
Udover Solen paa Høstens ustadige Dag;
Saa mørknes Skjoldungens Ansigt; han raaber i Vrede:
"Ud nu til Døden! — Belvise! tag du mit Sværd!
"See ned o Alf! fra Heltens skinnende Bolig!
"Fryd dig min Søn! din Fader hævner dit Blod.
Paa lynggroede Høj der stander staalklædte Skare;
"I Tusinders Midte staaer Norges mægtige Søn:
Belvise skynder sig ind mellem Kæmpernes Rækker:
"Nu Habor!" — raaber han — "Selv nu du vælge din Død!
"Skal Spydet stinge dit Bryst, eller Pilen dit Hjerte?
"Hvad eller for Øren vil Helten bøje sin Hals?
"Vær snar, du Hamunds Søn! for Hela hun venter.
"Ganglate vinker dig i Forbandelsens Dør.
"Mit Spyd — siger Helten — har stunget de dristiges Hjerter
"Den fejges Nakke, Bersærkens skjæggede Bryst.
"Mit Spyd har vejet dem Herser og Drotter og Konger;
"Ingen bestod for mit uovervundne Staal.
"Mit Bryst lad ogsaa nu Spydet stinge! lad Habor
"Omsider smage den Død, han Tusinde gav!
"Hid da til mig nu I Lejres Tusinder Alle!
"Men højt ifra Jorden I løfte mig, højt imod Skye!
"I Luften vil Bjergkongen døe, paa Vejen til Valhal;
"Jeg hader Jorden, Min Hu er til Skyernes Mark.
"Men først nu I prøve min Kappe! sving den udi Luften!
"Mig lyster en Stund at beskue den uvante Leeg.
Paa Spydenes Odde de løfte den blodrøde Kappe;
Og højt over Bjerget den vajer for Morgenens Vind.
Men ikke hos den ere Ynglingens Øjne, de stirre
Med tvivlende Længsel mod Skoven til Signelils Buur.
Ej længe — da hæver sig Røgens mørkrøde Bølger
I Dagningens Straaler op over det brændende Tag;
Hart efter flyver mod Skyen de flagrende Luer,
Hvislende knittrende trindt fra det bragende Huus.
Og hylende lyder fra Skoven: "Signelil brænder,
"Signe har myrdet sig midt i det flammende Baal.
Glad raaber Helten: "nu længes min Sjæl efter Døden.
"Vær snar Belvise! løft nu dine tusinde Spyd!
Men taus staaer Hoben stirrende, blegnende, bange;
Paa Ødelæggelsen skuer forfærdede Flok.
Da svinger Belvise sit Sværd; han springer mod Habor,
Og støder det dybt i Ynglingens mandige Bryst.
Han synker og bøjer sit tunge Hoved i Døden;
Paa Valens Aasyn udslukkes det flygtende Liv:
Som Solen paa Tordenens Dag, naar en Flig udaf Skyen
Bedækker dens Skive, og dæmper dens straalende Lys.
Men Skjoldungen stander ved Burets gnistrende Ildhav,
Bestraalet af Luen, halv hyllet i hvirvlende Røg.
Saa stander en Eeg, hvis Grene Stormen har snødet,
Ludende, nøgen i Taageskyernes Rand;
Stundom indhylles i Dampe, fremragende stundom
Rødlig omlæet af Morgendæmringens Ild.