Stundom kommer et Glimt fra Oldtids henfarne Dage
Med Heltes ærværdige Skygger mit Øje forbi;
Men fage, som Skyer over Maanen i Stormenes Nætter,
Blege og dunkle forsvinde de atter i Mulm.
Jeg bøjer mit Øre mod søde men sorgfulde Stemmer,
Der lyde svagt gjennem Aarenes larmende Løb:
Dagens smilende Børn fornemme dem ikke, de vandre
I sorgløs Syslen sit eget stakkede Liv.
Men min er den henrundne Tid, og de ufødte Timer —
Min egen Dag maa glide umærket forbi;
Thi bag mig jeg skuer igjennem Oldtidens Mørke,
Min Røst gaaer for mig hen til de kommende Aar.
Vestvinden vaagner, og rejser Nordsøens Bølge;
I Morgenrøden glimrer det oprørte Hav.
Og fjernt paa Dybet gaaer under nikkende Master
Stormvante Snekke med udspændte, bugnende Seil.
Forstavnen nejer, og skjærer de fraadende Vande,
Og efter Roret syder den skumklædte Vej.
Dette er Dannemarks Skib, med Hæder og Bytte
Af Leding det iler mod Solunds skovrige Kyst.
Paa Dekket stander en Kæmpehob bag funklende Skjolde —
Frygtløse Hjerter, Nordhavets stridvante Slægt
Og fremmerst stande de Helte tre Alf Alger og Sivald —
Skjoldungens Sønner, Lejres navnkundige Æt:
Sivald med flammende Øjne, Farens Foragter,
Stridvante Alger, Dannemarks trofaste Værn,
Gullokkede Alf, i Slaget den djærveste Kæmpe,
I Fredens Haller paa Harpen den lifligste Skjald.
Men see! hist kommer fra Syden højt springende Snekke,
Og vender mod Bølgernes skummende Brede sit Bryst;
Blant høje tungttumlende Vover den dukker og stiger,
Og møder Vinden med søvante brede Stavn.
Dette er Norriges Skib, den mægtige Drage,
Den bærer Striden og Sejren fra Kyst og til Kyst.
Brødre ere dens Søkonger tre, højhjertede stærke:
Habor Helvin og Hogen, Klippernes Børn;
Værdige Fiender for Sigurds vældige Sønner
Æske de Kampen og løfte de blinkende Spyd.
Som Hagel fra Tordenens Skyer paa Klippernes Sider,
Som Skovenes Træer nedstyrte med Brag under Stormen,
Saa rædsom er Sværdenes Hamren, og Krigernes Fald.
Blodige rulle de Bølger om Skibenes Sider;
Saa mangen Yngling finder i Dybet sin Grav.
Men haardest ramme de Kongers Sværd, og under dem briste
Brynjer og Hjelme, hvert Hug er Saar eller Død.
Som vrede Bølger mødes om en Odde i Havet,
Og tumle forgjæves i uophørlige Kamp:
Saa kæmpe de vældige Konger forgjæves om Sejren,
Og altid lige er Striden paa blodige Dæk.
Da sænker gullokkede Alf bloddryppende Glavind:
Hans Røst er liig en Foraars susende Vind,
Og bringer Solens Straaler tilbage igjen:
“Have vi prøvet nu Staalet og Buernes Strænge?
“Er der nu Blod nok rundet om Spydenes Od?
“Hvad eller længes vi alle i Dag efter Valhal,
“Og ung eller gammel Sværdodden vil finde mit Bryst;
“Dog lyster mig først at kjende de vældige Kæmper,
“Der træde saa dristig mod Sigurds Sønner i Strid.
“Lad Natten da rinde i Fred, ej sømmer det Helte
“At slaae udi Mørket, men Solen maae skue vor Daad.
“Gjæstfri er Skjoldungens Borg, dens Porte sig aabne,
“Og Venner og Fiender forsamles i frydfulde Hal:
“Saa kommer, I Bølgernes Sønner som Venner til Lejre!
“Udtømmer Hornet, og hører paa Skjaldenes Sang.
“Naar Morgenen dæmrer, vi hænge de fredlige Harper,
“Og mødes som Fiender paa Slagets buldrende Mark.”
Spydet falder fra Habors Haand, gjennem smilende Læber
Strømme hans Ord: “Ej mere sig hæve mit Sværd
“Mod Sigurds navnkundige Søn, vor Styrke er lige,
“I Sang kun stride da Habor med Alf, kun ved Harpen
“Mødes herefter Solunds og Dovrefjelds Æt!
Som Solen gaaer smilende op over synkende Stormskye,
Og sender Glæde ned til den oplyste Dal:
Saa straaler Fryd paa Krigeres blidnede Aasyn,
Og Fredens Glæder glatte de rynkede Bryn.
Fredeligt følges nu Snekkerne ind mellem Isefiords Bredder;
De grønklædte Bakker fare dem hurtig forbi.
Havfuglene lukke de vidt udspilede Vinger,
Og Havets Sønner springe paa hviden Sand.
De skynde sig hen under Bøges hvælvede Lofte
Lejre ligger i Skoves Favn, dens knejsende Taarne
Række sig op mellem Himmelens flyvende Skyer.
De graanende Mure stande som Klipper i Dalen,
Og lægge sin bølgende Skygge paa Fiordens Barm.
Der er Skjoldungens høje Hal, hvor Kæmperne sidde
Paa Bjørnehuder trindt under Skjold og Sværd.
Lejrekongen er der udi Alderdoms Lokker;
Blant Ungdoms Brødre stander graahærdede Drot.
Med voxende Fryd han seer sine herlige Sønner;
En Taare ruller ned over Oldingens Kind.
Længe stander han taus i sin svulmende Glæde,
Før Ordene briste for Kongens frydfulde Bryst:
“Sejerfader! nu aabne du mig dine Porte!
“Sigurd har skuet sin Alderdoms gladeste Dag.
“Mandig og stærk er min unge Slægt, mine Sønner
“Sivald, Alger og Alf! Jeg giver jer Danmark!
“Stræk eders Skjolde ud over mit elskede Folk!
“Som trende vidtfavnende Ege I Stormene møde,
“Og vældelig skjærme om Solunds herlige Dal!
“Eders er Gefions Kæmpeland — lad Fienderne skjælve!
“Men Folket — o Sigurds Sønner! velsigne mit Navn!
“Men hvor er Signe, Lejres faureste Blomster?
“Lad hende fylde Glædens luende Horn!
“Og tag du Harpen, o Alf! opvæk dine Strænge!
“Om Krige du sjunge, og Fortids straalende Daad!
“Idag skal Glæden fylde min Sjæl, førend Odin
“Sender graahærdede Konge Valkyrien ned.
Som Vinde fare højtsusende hen over Skove,
Som Fossen vælter ad Fjælde brusende ned:
Saa ryster ung Alf Guldharpens rungende Strænge,
Og længe dvæler hans Sjæl hos de fremfarne Aar.
Omsider bryder hans Røst gjennem bølgende Toner,
Og Kæmpernes Rækker sig bøje at høre hans Sang.
Et Smiil gaaer over Skjaldens blussende Kinder,
Et Elskovs Kvad udstrømmer af svulmende Bryst.
“I Gothers Land er ingen skjøn som Alvilde,
“De gjæveste Kæmper elske den yndige Møe;
“Men kold for Elskov er Pigens højprude Hjerte;
“Fra Bejleres Sukke hun vender sit Øre bort.
“Som natlige Vandrer seer op til Himmelens Maane;
“Den gaaer bag sin Skye, og forlader ham ene i Mulm:
“Saa flygter faure Alvilde fra Elskerens Øje,
“Og skjuler sig dybt i Skovens ensomme Buur.
“Stærk maae han være, og Døden skal han foragte,
“Som vover at nærme sin Fod til Drotningens Borg;
“Thi Døren vogter den brummende Bjørn, og Ulven
“Bag høje Mure skulende venter sit Rov.
“Alt mangen Bejler faldt under knusende Labber;
“Den graadige Strube har drukket Ædlinges Blod.
“Fra Bølgen kom jeg, og hørte om stolten Alvilde,
“Om Ynglingers Død i Pigelis rædsomme Borg:
“Da blussed min Sjæl, jeg greb til Spydet, jeg ilte,
“Snart stod jeg højt paa Borgens grønnende Vold.
“Under mig rejser sig Fjældets Skræk med truende Fagter;
“Den hylende Ulv opspiler sit hungrige Svælg.
“Men over dem glider mit Øje didhen hvor Alvilde
“Fremskinner dejligst i Terners yndige Flok.
“Længe stod jeg i Taushed og glemmende Kampen:
“Som naar en Vandrer gaaer under Storme sin Vej;
“Smiler da Himmelens Bue paa flygtende Regnsky,
“Men Pigen forsvandt i sin Hal; ned sprang jeg af Volden,
“Min Højre tog Sværdet, min Venstre det blinkende Spyd.
“I klingende Staal foer jeg frem, de hævede Labber
“Afhugger mit Sværd fra Mandbjørnens skjæggede Bryst.
“Og spyer af vidtspærrede Strube sit rygende Blod.
“I Borgen iler jeg ind — tom er den og øde;
“Jeg leder og kalder, men ingen svarer min Røst.
“Tre Dage foer jeg i Skovene om, tre harmfulde Nætter:
“Alvilde! Alvilde! kun Bjergene høre mit Raab.
“Omsider kom jeg til Havets Bred, mine Brødre
“Hørte mit Suk, og saae mit tungsindige Blik.
“Vi fulgte Vindens ustadige Løb over Bølgen,
“De graadige Fiske forfulgte vort blodige Spoer.
“Mangen Viking har følt min Vredes uslukkede Flamme;
“Fra Asaborgen jeg kaldte Valkyrierne ned.
“En Dag vi borded’ et Skib; smaae vare dets Kæmper,
“Men Modet blussed paa Ungdoms uskjæggede Kind.
“Statelig skrede de frem udi blinkende Staalglands,
“Som Bølgerader hen under Middagens Sol.
“Een stod foran dem høj bag sit luende Guldskjold;
“Hans mørkeblaae Øje jeg saae gjennem lukkede Hjelm.
“Hvi skulde jeg knuse den unge Kæmpe? med Skjoldet
“Tog jeg hans Hug — omsider greb jeg hans Arm:
“Jeg saae den hvælvede Brynje, da banked’ mit Hjerte;
“Med skjælvende Haand jeg løftede Ynglingens Hjelm:
“Om hvide Skuldre flyde gultbølgende Lokker;
“Fra Øjne mod Jorden nedvendte gaae Taarerne frem.
“Alvilde! jeg raabte — hun skjulte sit Ansigt i Skjoldet;
“Halv bortvendt rakte hun Alf sin bævende Haand.
Skjalden tav — da stod Alvilde med Signe
Tause og rødmende midt udi Tusendes Kreds:
Som tvende Blomster, der spired’ en Sommerdags Morgen
I Bøges dæmrende Skygge, i lønlige Dal;
Hvis Solens Straaler dem finde, de blues og sænke
Fra blændende Dagglands de faure Hoveder ned.
Kæmpe seer til sin Naboe og smilende siger:
“Her er Valhal, og disse ere dens Møer.”
Mjødhornet vandrer omkring udi Pigernes Hænder;
Glædens Harper nedstige fra skjoldtakte Væg.
Over Egeborde frembriste de frydfulde Stemmer;
Og Skjaldenes Sange fremkalde de henrundne Aar.
Skjoldungens Aasyn straaler imellem blegede Lokker,
Liig Solen blandt flyvende Taager paa Høstens Dag.
Hvor ere nu dine Glæder, o Heltenes Bolig?
Havet er flygtet fra dine skovklædte Bakker;
Hvor Skibene vandred’ bølger den skovgroede Eng.
Græsset groer over Skjoldungers styrtede Taarne,
Ploven skrider paa Kongers ukjendte Grav.
Taushed er nu udi Heltenes Dal; de vældige sove;
De høre aldrig Foraarets vækkende Røst.
Glædens Harpe er knust, og Skjaldenes Stemmer
Døde forlængst udi Aarenes kvælende Strøm.
Sigurd slumrer i Højens frydløse Kammer,
Signelils Aske er gjemt under mossede Steen.
Dybt ligger Habor hos Alf under bølgende Lynghav;
I Dødens Huus deres Brødres smuldrede Been.
Borte est du, o Helteslægt! Dine Sønner
Kjende dig ikke, o Lejres navnkundige Æt!
Brækket er Rolfernes Spyd og Frodernes Sværde;
Sydlingen tramper paa Hyldetands sejrrige Mark.
I Fridleifs Dale ruller Udlændingens Torden;
Paa Regners Bølger svømme hans Ætlinges Liig.