Vægteren vaager den Nat saa lang,
Og raaber af hæse Bryst,
Ved Midnat høres hans tunge Gang,
Og saa hans skjælvende Røst.
Da aabnes Gravene her og der,
Saa gaae de Døde igjen;
Den ene besøger, hvem den havde kjær,
Den anden som helst sin Uven.
Der ligger en Herre i Edderduun
Alt i saa stort et Palæe;
Han monne vaagne hver Midnatstund,
Og ræd imod Vinduet see.
Der kommer altid en Pige bleg
I Kammeret svævende ind:
Den Herre sig klemmer saa fast til Væg,
Og ønsker sig døv og blind.
Hun bærer det spæde uskyldige Barn
Udi sin snehvide Arm;
Det er bestænket med Blod og Skarn,
Og volder den Herre stor Harm.
Hver Morgen tager han til sin Kuld,
Vor Herre kalder han paa;
Sig vilde gjerne bringe om Liv,
Men hverken han tør eller maa.
For Sorg og Sygdom kjendes der Raad,
For Kummer findes der Trøst;
Men ej for Samvittigheds hvasse Braad,
Der stinger et Menneskes Bryst.