Jeg vanked med Bøssen under min Arm
Ved Elvens Bred,
Midsommers Solen skinnede varm
I Dalen ned,
Thi blev jeg mødig, og søgte Læe,
Jeg satte mig under et skyggefuldt Træe.
Og ikke ret langt fra det kølige Sted,
Hvor jeg nu sad,
Der løb just Vejen lige og bred
Til den store Stad;
Og mange drog baade hen og hjem
I Støv indhyllad, ad Vejen frem.
Og blant de mange, forbi mig foer
Til Staden ind,
Var og en Yngling med guldfagert Haar
Og blussende Kind:
Paa Stadens Taarne han fæsted sit Blik;
Han svedte, og snarere løb end gik.
„Og hvorfor løber du nu saa fast,
„Kjære Landsmand min?
„Og haver det da saa stor en Hast
„Med Rejsen din?
„Midsommers Solen brænder heed,
„Kom sæt dig en Stund udi Skyggen ned.
„Ja vel haver det saa stor en Hast
„Med Rejsen min;
„Jeg kappes med Tiden, den løber fast,
„Kjære Landsmand min!
„Lad Midsommers Solen kun brænde heed;
„Mig kalder Glæden — jeg iler afsted.
„O hør du Yngling! et lidet Ord
„Jeg taler med dig:
„Vil du vel vide, hvor Glæden boer,
„Da følg med mig!
„I Staden og Ørken der finder du den;
„Kom hid, du Unge! bliv Vildmands Ven!
„Kun lidet veed du, hvor Glæden boer,
„Du Jæger mørk!
„Vel maae du fange de hoppende Raaer
„I Skov og Ørk:
„De vakre Smaapiger dem fanger jeg,
„Han dandsede hen ad den brede Vej.
Og sad jeg saa siden en Dag i Høst,
Og tænkte herpaa:
Da syntes mig og, at jeg fik Lyst
Til Staden at gaae:
Thi slængte jeg Bøssen bag Ovnen ned,
Tog Stav udi Haand og vandred afsted.
Og som jeg nu gik ad den Vej saa bred
Med tvivlsomt Sind,
Kom jeg omsider, før Soel gik ned
Til Stadsporten ind:
Der mødte mig een paa Broens Rand,
Han bød mig en vissen og skjælvende Haand.
Han samled et Smiil om sin blege Mund,
Og stirred paa mig;
Jeg stirred paa ham en liden Stund:
„Jeg kjender ej dig."
Da brast et Suk fra den Fremmedes Bryst,
Han talte med hæs og bævende Røst.
„Du kjendte vel aldrig en Yngling skjøn
„Med guldfagre Haar,
„Naturens muntre rødkindede Søn
„I Glædens Vaar?
„Nu er han en Olding paa Gravens Bred:
Jeg vendte mit Ansigt omkring og græd.
„Nu haver jeg sjunget og kysset og leet
„Min Ungdoms Aar:
„Har intet mere at fryde mig ved
„Paa denne Jord.
„Min Kind er falmet, min Ild er slukt,
„Mit Hjerte sig haver for Glæden lukt.
„De Dage sig slæbe saa tungt afsted,
„De bringe ej Trøst;
„Jeg søger Lise, jeg søger Fred
„For mit martrede Bryst:
„Gravnattens Slummer er lang og sød."
Han sprang og sank udi Bølgens Skjød.