Højt oppe mod Norden der ligger et Land,
Ombæltet af brusende Bølger,
Med Bjerge bekranset; — den skovløse Strand
Bag Iis og bag Sne sig fordølger.
Saa skaldet og bleg er den eensomme Ø, —
En Olding blandt Jordklodens Riger; —
Saa kold og saa tavs af den larmende Sø
Den iisklædte Fjeldmark opstiger.
Men under det Dække af Iis og af Sne
Der ulmer den mægtigste Flamme;
Den lønlige Ild du heel ofte vil see
At bryde den steenhaarde Ramme.
Det sneklædte Hekla vil spalte sin Top
Og rødme af Ilden hin varme;
Og Krabla vil ryste sin iislagte Krop
Og vildt op af Afgrunden larme;
Og Gejser udsende sit sydende Væld
Og sprudle, — et nordisk Kastale! —
Opvarme Iisbræen af skyhøje Fjeld
Og smelte de snetakte Dale.
Hil være dig Island! — Hil være især
Dig første blandt Islandets Skjalde!
Som, — skjønt selv omgjordet med Forfædres Sværd, —
Dog ej lod dig Harpen udfalde.
Dens Klang lyder sødt, gjennem Bulder og Larm
Af Tidens og Nordhavets Bølger,
Naar selv du en Kjæmpe, med Skjold paa din Arm,
De Kjæmper i Sagerne følger.
Saalænge som Gejser udsender sit Væld,
Og Hekla sin vældige Lue;
Saalænge vi Sneen paa Ravdefjordsfjeld
Og Isen paa Vestjøkul skue:
O Snorre! dit Sagn og din herlige Sang
Blandt Norriges Bjerge gjenlyde!
I Svitiods Dale, paa Davniens Vang
Det nordiske Hjerte du fryde!