Ud gaar du nu paa Livets Vej.
Brug Livet, men misbrug det ej!
I Modgangs Sky, i Medgangs Sol
ej paa dig selv, men Himlen stol!
Gem ej paa Guld! bortkast det ej!
Til ærlig Fordel sig ej nej!
Blandt Alvorsdaad forsmaa ej Skæmt!
skæmt saa, at Alvor ej bli’r glemt!
Mistænk ej nogen uden Skel!
tro heller ingen alt for vel!
Vær til at se og høre snar!
sendrægtig derimod til Svar!
Sky Strid, saa længe som du kan!
men tvinges du, da strid som Mand!
Fra Lasters Plet hold ren din Sti!
fra lønlig Brøde vid dig fri!
Thi tungest Byrde, nogen véd,
er dog en tung Samvittighed.
Saa gaa med Gud din Bane frem!
Du gaar da ikke hen, men hjem.