Hjejlen! han har ikkun een Melodie,
Og den endda i _Minore;_
Den stemmer lidt til Melankoli,
Og dog jeg raaber: _encore!_
Jeg ynder hans _Maestoso_ godt;
Den passer til Heden derude;
Naar Havsulen klæder Himlen i Graat,
Og Moseuglerne tude.
Den passer ret vel til Blæstens Suk
Hen over Gravhøjes Toppe,
Til Kongeørnens blodtørstige Kluk,
Alt som han speider histoppe.
Det giver Liv dog i skumle Ørk,
Om langt fra ikke et lystigt;
Er Skyen graa og er Jorden mørk,
Den Fløjte klinger dog trøstigt.
Den leder Foraarsconcerten ind
Med en alvorlig _Andante_.
Desmeer forlystes da Sjæl og Sind
Ved Lærkens _Allegro_ brillante.