Pastorale
Programtext til en Festkomposition
Programtext til en Festkomposition
i Anledning af Dronning Louises
i Anledning af Dronning Louises
70-Års Fødselsdag af Niels W. Gade.
70-Års Fødselsdag af Niels W. Gade.
I.
Det kvidrer i Parken
fra Træernes Klynge,
det flokkes, det samler
sin Røst —
vil Fuglene atter
begynde at synge
nu, da det lider
mod Høst?
Bag Lindealleernes
bristende Buer,
hvor Stammerne vandrer
på Rad,
går Efterårssolens
forklarede Luer
vemodig fra Blad og
til Blad.
Men alle de Reder,
hvor Fuglene komme
hvert Forår på Rejsen
fra Syd,
de ligger bag Løvet
forladte og tomme,
øde og uden
en Lyd.
Og dog er der Kvidder
langs Slotsgavlens Ruder,
dog klinger så festligt
et Spil,
at Marmor-Olympens
Rokokko-Guder
forstenede lytter
dertil . . . .
II.
Men dette Kvidder da —
den Morgenhyldest, der i Toner
ad Lindegangens Træ-Pyloner
har taget Vejen udefra
for som et Stemnings-Udbrud kun at gælde,
hvor Sfinxen vogter Kongens Hjæm,
hvem bar den frem?
Man venter Navnet — hvem skal Sfinxen melde?
Fredensborgs Park-Idyl . . .
Man kender den. Lidt indelukket,
lidt tavs — måske dog uden egen Skyld
lidt tankefuldt tilbagetrukket
fra Hverdagslivets Markedsfærd,
lidt ensomt og tungsindig vugget
i Suset af de mørke Trær —
men dog med åbne Pletter hist og her,
hvor Solen falder over Græssets Banke,
hvor Lyngens lilla Blomster står i Flor,
hvor Nelliker og Malver gror,
og Skovjordbærret nikker fra sin Ranke.
Den løfter her sin Røst.
Og er den arm og ringe, Sangergaven,
den Melodi, der nynner bag dens Bryst,
den blev dog sanket over hele Haven.
Forsynlig lod sin Sødme Tonen blande,
den suged Duften bort fra Rosens Kind,
den drak det bløde Suk af Nattens Vind,
det sagte Skvulp langs Esromsøens Rande.
III.
Det kvidrer i Parken
fra Træernes Klynge,
det flokkes, det samler
sin Røst —
vil Fuglene atter
begynde at synge
nu, da det lider
mod Høst?
Det banker så varsomt
på Dronningens Rude,
det spørger, det beder
sig frem;
de hilsende Toner,
som flagrer derude,
de lister den Rude
på Klem . . .
De smiler og nejer
og ønsker til Lykke,
de bær hende Bud fra
et Sted,
som ofte har kastet
sin Fred og sin Hygge
om dem, hvem hun glæded
sig med.
De vil, hun skal vide,
at selv om end Høsten
må følge hver Sommer
i Spor,
forstummer dog ingentid
Kærligheds-Røsten
fra alt, hvad vi elsked
på Jord.