I.
I bringer Bud og Hilsen
fra vore Minders Land,
fra Sundene, de blanke,
og fra den lave Strand.
Som Fugle små i Våren
I styred op mod Nord,
I vilde se, om Reden
var lige lun og stor.
Så stor, som den har været,
det er den vistnok ej,
og ofte blev den plyndret —
den hang på Alfarvej.
Dog byder den bestandig
et Ly, et fredet Sted
for alt, hvad den har fostret,
og vel for eder med.
Ti hvor I så er havnet,
hvad Bur I kvæder i,
og hvad man jer vil lære
for fremmed Melodi —
det skal dog endnu kendes
på vor og eders Røst,
at vi engang har hvilet
ved samme Moderbryst.
Et Hus kan lægges øde,
et Hegn kan brydes ned,
og Folket kan man føre
i Trældom langt af Led,
har Modersmålet rejst sig
en Skanse under Ø,
får Folket dog den Skæbne,
at det kan aldrig dø.
Lad derfor Tiden rulle,
lad Årene kun gå,
lad alle vore Længsler
forgæves banke på,
vi ejer Livet fælles
i Dåd, i Ord og Sang,
sålænge Fuglerøsten
beholder samme Klang.
II.
Fædreneland,
du, som i Nætterne lange
kvad dine sorgtunge Sange
Fædreneland!
Sidder du tavs,
dybt i Erindring begravet,
spejdende ud over Havet,
Fædreneland?
Føler du dig
fattig og ensom og Enke,
trykker dig Børnenes Lænke,
Fædreneland?
Øjner du Dag?
Dæmrer dit Håb i det fjærne,
flammer på Himlen din Stjærne,
Fædreneland?
Hvad du end gør,
om du end ser dig tilbage,
bær dog din Lod uden Klage,
Fædreneland!
Éngang igen
lyser den ind over Strande,
Dagen, der kroner din Pande,
Fædreneland!
27. 6. 1884.