Norsk sjømands-sang
(Ved båd-stævnet i Stavanger 1868).
(Ved båd-stævnet i Stavanger 1868).
Den norske sjømand er
et gennem-barket folke-færd;
hvor fartøj flyde kan,
der er han første mand.
På togt og hjemme her
ved sund og skær og fiske-vær
han har sin Gud i sind
og sætter livet ind.
Her er et folk i krig
for livet uafladelig —
med dyre mande-fald
i kampe uden tal.
Det, som er daglig-dags,
det nævnes ikke netop straks,
og tit er ingen med,
som bringe kan besked.
Men vesle fisker-båd
har båret frem så mangen dåd
af mod og herlig kløgt,
skønt aldrig den blev trykt.
Og mangen sjømands liv
fik dødens krans af tang og siv,
som burde haft i guld
sit navn blant kæmpe-kuld.
Sankt Olavs-korsets ros
ret høvde for en vestlandsk lods,
som redded hundred mænd
og hundred om igen.
Og mangen liden gut,
som red på hvælvet hjem tilslut,
når far var sat ombord,
han burde haft et ord.
Dog Norges høje kyst
er landets eget moder-bryst
med næring og med gråd
ved sønners raske dåd.
I det er alting gemt,
og der er ej den mindste glemt
fra Hafurs-fjordens dag,
til ham på sidste vrag.
Det følte hver, som kom
fra rejs igen, og så sig om;
det følte hver, som gik,
i sidste afskeds-blik.
De følte, hvor de fór,
at landets lykke var ombord:
vor ære og vor magt
har hvide sejl os bragt.
Hurra for dem idag,
som farer under norske flag!
Hurra for lodsen, som
dem først imøde kom!
Hurra for dem, som ror
sin fisker-båd på hav og fjord!
Hurra for alles lyst:
vor skær-omkranste kyst!