Over Revlen
(1889)
(1889)
Solfald og Aftenstjerne,
og til mig et klarttonende Bud!
ingen Klage ved Revlen, naar mod det Fjerne
jeg stævner paa Havet ud,
men en Strøm, der, hvilende som i Blund,
uden Bulder og Skum glider hen,
naar det, der kom fra hint Dyb uden Bund,
vender hjem igen!
Skumring og Klokken ved Kvæld
— og saa Nat over Jord!
og ej der lyde et tungt Farvel,
naar jeg gaar om Bord!
Langt hinsides Rummet og Tiden maaske
bærer Strømmen, mægtig og fri,
men jeg haaber, min Styrmands Aasyn at se,
naar jeg er Revlen forbi!