Du, Satan, Djævelen, den Lede
og Fanden (hvad vil helst du hedde?)
i dit beskidte Hul dernede,
som spanker om
i Svovl, og la’r de Stakler svede,
som til dig kom:
hør, gamle Erik, vil du lyde
mit Raad: lad vær’! hvor kan det fryde
den Onde selv at stege, syde
og flaa og flænge
og høre skraale i din Gryde
os arme Drenge?
Dit Navn er stort, din Magt er stor,
og skønt du dybt i Hulen bo’r,
du farer vide over Jord
paa rappe Ben,
parat til, uden mange Ord,
at nappe én.
Snart gaar du om med Løverøst
og søger Rov i Vest og Øst,
snart Kirketagene med Lyst
du blæser ned.
Snart lurer skjult du i vort Bryst
paa Lejlighed.
Min Bedstemo’r har sagt, man saa’
dig tit i mørke Kløfter staa
og spøge blandt Ruiner graa
i Maaneglans,
saa Folk af Angest maatte g aa
fra Sind og Sans.
Tit, naar hun bad sin Bøn ved Kvæld
(den gode, gamle, fromme Sjæl),
en Summen og en Brummen fæl
fra Dammen lød,
og gennem Krattet tit med Vræl
og Hyl du brød.
En Vinternat ved Stjerneskin
jeg selv dig saa’, og i mit Sind
en vældig Rædsel jog du ind.
En Sivbusk lig
du svajed i den kolde Vind
ved Søens Vig.
I Næven skjalv min Knippel god,
stift Haaret paa mit Hoved stod,
da — ritsch! — du Stedet brat forlod
svøbt i en Sky,
og lig en Drage, rød som Blod,
fløj over By.
Med alskens Troldtøj i Galop
paa Flammeheste tit, — hej ! hop!
henover Kær og Klippetop
du lynsnart red,
paa Kirkegaardene din Trop
du tog i Ed.
Naar Bondekonen slider haardt
ved Kernen, driver du den Sport
den gule Skat at hekse bort.
Det rare Dyr
til Mette bli’r saa gold, — ja kort
som Byens Tyr.
Bedst som en nygift, ung og glad
og munter Karl ved Spolen sad,
du speged Traadene, din Bad!
Og det var drøjt,
naar Husets bedste Væverlad
ej gav en Døjt.
Naar Sneen tø’r og Isen brager
og bryder op i store Flager,
Vandspøgelserne Fjorden plager,
og paa dit Bud
vejfarne Mænd ved Nat de drager
i Døden ud.
Tit narrer dine Lygtemænd,
det lumske Pak, en blisset Svend,
som dingler over Mosen ben
og synker i,
saa aldrig levende igen
han slipper fri.
Da Edens Abildgaard af Gud
var plantet, straalende og prud,
og Adam mødtes med sin Brud
i Elskovslyst,
og hviled mellem Bosenskud
ved Evas Bryst —
da sneg din lumske Hund som Snog
og dem en slemme Plade slog,
(gid du faa Skam!)
som skrevet staar i Mose Bog,
ja, den var stram!
Og husker du, da led og styg
i Laser og med skæv Paryk
du gjorde dig blandt Godtfolk tyk
og tog paa Vej,
og spilled Job, saa from og tryg,
en hæslig Streg,
saa at det gik ham rent forkert
og han blev ganske ruinert,
af Saar og Bylder helt spolert.
Hans Venner alle
ham skældte ud, mest ugenert
hans Rappenskralde. —
Dog, at beski’ive al din Id
med Vold og Liste, fra den Tid,
blev svært paa Vers
saa vel som Prosa, trods al Flid,
Nu tror du sagtens, gamle Ka’l,
en vis Poet er fuld og gal
og plumper ned til Helveds Kval
en Gang. Jo pyt!
Vupti om Hjørnet fiks! du skal
nok blive snydt!
Farvel da, gamle Erik! gid
du blive mer og mere blid.
Jeg baaber, der er endnu Tid.
Det er saa trist,
at du skal bo med Nag og Nid
i Pølen hist!