Umenneske! Gid alle Plager ramme
dig selv, din Jagt, dit Øjes Morderflamme!
gid Medynkssuk for dig maa aldrig lyde
og ingen Glæde mer dit Hjerte fryde!
Lev, arme Hare! nogle beske Dage
endnu den Smule Liv, du bar tilbage.
Ej mer i Krat og Markens Græs, det bløde,
du finder Hjem og lystig Leg og Føde.
Skamskudte Kræ! søg Hvilen, som du trænger,
din Dødsseng nu og ingen Hvile længer,
med blodigt Bryst stemt mod den kolde Jord
blandt Sivene, som hvisker tunge Ord!
da vil jeg savne dig, du muntre Dyr,
som over duggvaadt Græs jeg tit saa fare, —
Skam faa den Slyngel! stakkels, stakkels Hare!