Oltidssalen i Akens Stad
Med kejserligt Purpurklæde
Kong Rudolf i al sin Vælde sad
Ved Kroningsgildet med Glæde.
Med Retterne kom Faltsgreven fra Rhin,
Og Bøhmeren skænked den perlende Vin.
De Kurfyrster, syv i Tallet,
Som Stjerner i Krans om den straalende Sol
Stod rundt om Verdensherskerens Stol
Og røgtede Æres kaldet.
Og hvor under Loftet Balkonen hang
Sig Folket frydefuldt trængte;
Lydt mellem Basunernes stærke Klang
Lød Raab fra den jublende Mængde.
Thi endt efter lang og fordærvelig Strid
Var Kejserløset, den rædsomme Tid,
Der var atter en Dommer i Verden.
Nu sidder ej Retten i Spydstagens Jærn,
Den svage og bange finder nu Værn
Mod de mægtiges rovgriske Færden.
Og Kejseren griber den gyldne Pokal,
Og med glade Blik han udbryder:
»Det prægtige Maaltid og Festen i Hal
Mit Kongehjerte vel fryder.
Dog savner jeg Skjalden med Tonernes Lyst,
Hvis søde Klang kan husvale mit Bryst
Med høj og guddommelig Lære.
Saa var det fra Ungdommens Dage min Skik,
Og hvad jeg som Ridder til Sædvane fik
Vil som Kejser jeg ikke undvære.«
Og se! frem i Kresen af Fyrsternes Flok
Tren en Sanger i Kaaben den lange.
Som Sølvet, det hvide, skinned hans Lok,
Henblegnet i Aaringer mange.
»I Guldstrengen slumrer den lifligste Klang,
For Kærligheds Løn sjunger Skjalden sin Sang,
Alt stort og alt skønt han berømmer,
Hvad Sjæl og Hjerte kan attraa som bedst,
— Men hvad mon paa Kejserens herligste Fest
At sjunge for ham sig sømmer?«
»Ej over Sangeren byde jeg tør,«
Nu Fyrsten smilende taler,
»En større Herre han lyde bør,
Som Time og Stund det. befaler.
Som Stormen, der kommer og farer igen,
Og man véd ej hvorfra og ikke hvorhen,
Som fra Dybet de sprudlende Vover,
Saa udvælder Sangen af Sangerens Barm
Og vækker den Følelse, dunkel og varm,
Der i Hjertet underfuldt sover.«
Da Skjalden sin Harpe greb, og med Magt
Over Strengene Fingrene glede:
»En ædel Helt drog en Gang paa Jagt,
Den flygtige Gemse at bede.
Ham følger med Bue og Spyd en Dreng, —
Men som han nu over den grønne Eng
Paa sin vælige Ganger rider,
Han hører i Afstand en Klokke klar;
En Præst med Herrens Legem det var,
Foran ham en Messedreng skrider.«
»Da bøjer Greven sig ydmyg og from
Og blotter sit Hoved stille,
Og ærer med uskrømtet Kristendom
Forløsningens evige Kilde.
Men hen over Engen en Bæk sig vandt,
Opsvulmet af Regn saa strid den randt,
— Dér stansed de Vandringsmænd tvende. —
Dog rask lægger Præsten det hellige ned
Og er med afdragne Sko bered
At gaa gennem Vandet behænde.«
»Forbavset Greven sin Hest holder an
Og spørger: »Hvad er det, Du agter?«
»Herre! jeg gaar til en døende Mand,
Som hart efter Nadveren tragter.
Da Broen jeg naa’r over denne Bæk
Det styrtende Regnskyl har revet den væk
Alt paa sine strømmende Vover.
Men at den forsmægtende Sjæl i Fred
Maa fare, jeg vil til den anden Bred
Med nøgen Fod vade over.«
»Da satte ham Greven højt paa sin Hest
Og gav ham den prægtige Tømme,
At han maatte vorde den syges Gæst
Og sit hellige Kald ej forsømme.
Paa Drengens Ganger den Herre god
Nu øver Jagten med lystigt Mod,
— Alt vid’re er Klerken reden.
Men næste Morgen med Tak igen
Han bringer Hesten, og fører den
Til Fods ved Tøjlen beskeden.«
»Forbyde det Gud,« er Grevens Ord,
»At jeg som Jæger og Kriger
Den Ganger, som bar min Herre stor,
For Fremtiden mer bestiger.
Og vil Du ej have den selv, da maa
Den kun i Herrens Tjeneste staa,
Ham vorde den skænket og givet,
Som Ære og Gods mig forhværve lod,
Ham, hvem jeg skylder Legem og Blod
Og Aande og Helsen og Livet!« —
»Saa vil den almægtige Gud forvisst,
Der hører, hvad Fattigmand beder,
Jer krone med Ære som her, saa hist,
Som nu Han æres af Eder!
I er en Greve, mægtig og prud,
Hvis Riddernavn over al Svejts gaar ud,
Seks blomstrende Døtre Jer fryde.
Ja maatte — saa raabte han ildfuldt — ved dem
Seks Kroner til Eders Hus bringes hjem
Og de seneste Slægter pryde!« — —
— Dèr Kejseren sad med Haand under Kind,
Som gamle Minder ham rørte.
Da skued han Skjalden i Øjet ind
Og nemmed det Kvad, han hørte.
Han saa’, det var Præsten, som for ham stod,
Og skjuler den strømmende Taareflod
I sin Kappes purpurne Flige.
Og alle paa Kejseren gav de Agt,
Og Greven de kendte, og loved Guds Magt,
Der styrer Alverdens Rige!