Da I raaded end den skønne Verden
Og i bløde Ledebaand med Lyst
Styred saligtglade Slægters Færden,
Skønne Væsner hist fra Sagnets Kyst,
Da man Eders Frydealtre bygged,
— Ak, langt andet, andet var det da,
Mens Dit Tempel man med Blomster smykked,
Venus Amathusia!
Da den barske Sandhed kunde hylle
Sig endnu i Digtets Trylledragt, —
Gennem Skabningen flød Livets Fylde,
Sans var i det sanseløse lagt!
For Naturen elskovsvarm at favne
Gav man den en Adel, rig og stor;
Intet aabent Øje skulde savne
Fjernt og nær en Guddoms Spor.
Hvor en Ildbold uden Sjæl og Tanke
Nu paa Himmelbuen kreser om,
Fordum paa sin Vogn, den gyldenblanke,
Helios i stille Højhed kom.
Disse Bjærge hused Oreader,
Træet her var en Dryades Hjem,
Og af Skaaler yndige Najader
Sølvervand lod sprudle frem.
Dette Laurbærtræ har Føbos jaget,
Niobe i Sten forstummed her.
Og i disse Siv har Syrinx klaget,
Filomele græd i Lunden dér.
Hist i Bækken fra Demeters Øje
Taarer for Persefone flød hen.
Kypris, uden Svar, fra disse Høje
Kaldte paa sin skønne Ven!
Til Deukalions Siægt paa Luftens Vinge
Daled tit de Himmelske i Løn,
Pyrrhas skønne Døtre at betvinge
Greb til Hyrdestaven Letos Søn.
Mennesker og Guder og Heroer
Samled Eros i en liflig Pagt,
— Mennesker og Guder og Heroer
Hylded Afrodites Magt.
Med Forsagelse i Savn og Smerte
Spotted Eders muntre Dyrker kækt.
Kun lyksaligt skulde slaa hvert Hjerte,
Kun med Lykkens Børn I var i Slægt.
Den Gang var det skønne helligt ene,
Uden Sky en Gud hver Glæde nød,
Hvor den kyske, rødmende Kamene,
Og hvor Gratierne bød.
Eders Templer som Paladser straaled,
Og til Eders Pris man Kampspil drev,
Naar paa Isthmen drønende til Maalet
Vognen fo’r og Lauren vundet blev.
Skønt henslyngede, besjælte Danse
Rundt det smykte Alter gik i Vaar,
Eders Pande pryded Sejerskranse,
Roser dufted i Jert Haar.
Euøiraab fra Thyrsens muntre Svinger
Og det prægtigtstolte Panterspand
Meldte lydt den store Glædebringer, —
Faun og Satyr tumlende foran!
Rundt ham raser vilde Bakkantinder,
Deres Danse priser Vinens Glød.
Værten selv med sine brune Kinder
Byder gavmild Skaalen sød.
Naar i Døden Øjet skulde briste
Ingen rædsom Knokkelmand der stod;
Med et Kys svandt Livets Pust, det sidste,
Genien sin Fakkel synke lod.
Han, der Underverdnens Vægtskaal førte,
Han var selv en jordisk Kvindes Søn,
Thraciens Skjald Erinnyerne rørte
Ved sin Klage smerteskøn.
I Elysions Lunde fro tilbage
Skyggerne de kendte Glæder vandt,
Trofast Elskov fandt hver trofast Mage,
Og Vognstyreren en Bane fandt.
Atter Linos’ søde Sange lyder,
Sin Alcestis favner ømt Admet,
Hos sin Ven Orestes glad sig fryder,
Ved sin Bue Filoktet.
Større Kamppris ildned den, som prøved
Dydens Væddebane, hed og lang.
Heltene, som herligt Storværk øved,
Til de Saliges Olymp sig svang.
Gudeskaren hylded Kæmpen gerne,
Som de døde fried ud af Grav;
Ledet af Olympens Tvillingstjerne
Sejleren fo’r over Hav. —
Skønne, svundne Verden, — ak! hvi maatte
Du forgaa, Naturens unge Vaar?
Nu de underfulde Spor, Du traadte,
Kun i Sagnets Tryllerige staar.
Dødstavst sørger nu al Jordens Egne,
Øjet skuer ingen Guddom mer.
Af et livsfrisk Billed alle Vegne
Nu kun Skyggerne jeg ser!
Disse favre Blomster maatte falde
For den kolde, barske Storm fra Nord.
At berige én imellem alle
Gik til Grunde dette Gudekor.
Sorgfuld jeg mod Buen ser foroven;
Dér, Selene! Du ej mere staar,
Kalder gennem Lunden, over Voven,
— Ak! ej længer Svar jeg faar.
Fremmed for de Glæder, den mig byder,
Blind for al sin egen Skønhedsglans,
Ej bevidst den Aand, hvis Bud den lyder,
Iskold, naar den tryller al min Sans,
Ligegyldig for sin Kunstners Ære,
Som et dødt Pendulslag i et Ur,
Maa den Tyngdelovens Trældom bære,
Den gudplyndrede Natur!
For i Morgen nyfødt at oprinde
Kaster den i Dag sig Graven selv,
Lader Maanen om sin Ten sig vinde
Evigt op og ned paa Himlens Hvælv.
Guderne til Sagnets Land er draget,
Deres Ledebaand er sønderslidt,
Gammelklog har dem en Klode vraget,
Som i Luften svæver frit.
Ja, de vendte hjem, og alt blev øde,
Thi alt stort og skønt med dem svandt hen,
Hver en livsfrisk Klang og Farve døde,
Kun et ligkoldt Ord vi har igen.
Revne bort af Tidens Strøm de svæver
Over Pindos fjernt for Aandens Blik,
Thi udødeligt i Sang kun lever,
Hvad i Livet først forgik!