Som naar Regierings-Had stridbare Folk opvækker,
Og Mand mod anden Mand sit Morder-Sværd udtrækker,
Da Kugler, Lod og Krud, da Heste, Sværd og Folk
Med Torden-Slag og Raab er Grusomhedens Tolk.
Som da en Valplads i de slagnes Blod afpræger
Vort Had og Vredsomhed med tusend fæle Stræger,
Og da Naturen selv fast gyser ved at see,
At den har skabt et Dyr; saa grumt som Menniske!
Hist en lemlæstet Krop af Blod og Smerte sveder,
Og som et Naades-Tegn sin Død af Fienden beder,
Her Vaaben, Heste, Folk paa Jorden dynges op,
Hist er en Hovedløs og her en nedtraad Krop,
Saaledes Heltens Giulv, skiønt ey med døde Pander,
Dog overalt var fulde af slagne Glas og Kander,
Hist laae en stor Pocal og sukker for sin Fod,
Og her en mindre paa sit Hoved knuset stod.
Her nogle Kander laae og græd for sine Hanker,
Og hist laae Vragene udaf et knuset Anker,
Af Tobaks-Piber man utalte regnet har,
Som deels foruden Stilke, deels uden Hoved var.
Og Brændeviin med Viin de flød som store Strømme,
Man siger ganske vist, da man lod Gulvet rømme,
Der otte Vognmands Læs med knuste Stykker var,
Foruden det man haardt og let beskieret har.
Ja, ja! i slig en Krig hvor Viin og Øllet fægter,
Hvor Glas og Kande meer end Sværd og Haanden mægter,
Hvor Viinen siden Magt og megen Heede gir,
Der Frydens egne Kar til Vredens Vaaben blir!